Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/155

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
141
141. Einar Smjørbak, Erkebiſkop.

gejſtlige Stand, ſiden han tidligere, hvor han omtales, ej nævnes med nogen gejſtlig Titel[1], men ſnarere ſom Lægmand; ſaaledes have vi ſeet, hvorledes han i Egenſkab af Bonde gav Haakon den unge Kongenavn 1240. Imidlertid var han dog gejſtlig paa den Tid, han blev valgt Medlem af Capitlet[2]. Formodentlig har hans anſeede, om juſt ikke fornemme, Herkomſt og hans Indflydelſe i Thrøndelagen været Aarſag til hans Valg. Uden at anholde om Kongens Samtykke, ja endog, ſom det ſynes, uden at lade ham vide noget om Valget i det hele taget, ſendte Chorsbrødrene ſtrax tvende af ſin egen Midte, Erkepreſten Ottar[3] og Meſter Haakon, til Paris med Brev til Einar, for at melde ham Valget. De ſkulle ogſaa have forebragt ham, at det var ſkeet med Kongens Vilje. Det var netop i den Tid, da Kong Haakon opholdt ſig i Viken for at møde Kong Chriſtopher, og havde fuldt op at beſtille med de danſke Anliggender: det er ſaaledes ej at undres over, at hiint Valg kunde foregaa i Throndhjem og Deputationen til Einar ſendes afſted, uden at han fik mindſte Nys derom. Einar rejſte, maaſkee.i god Tro, umiddelbart fra Paris til Rom, for at modtage Indvielſen. Naar han ankom til Rom, vides ikke; men det maa have været mod Hoften eller Slutningen af Aaret, da Pave Innocentius, efter indgaaet Forlig med Manfred af Tarent enten allerede havde forladt Rom, for at begive ſig til det ſiciliſke Rige, eller i det mindſte ſtod færdig til Rejſen. Siden var han faa optagen med de ſicilianſke Anliggender, at han ej for det førſte kunde faa Tid til at indvie Einar[4]. Eller maaſkee ogſaa denne er ankommen faa ſeent ud

  1. Han omtales ſaaledes (ſe foran S. 84) endnu i 1249, da Kongen ſendte ham ſom Geſandt til Sverige, ikke med Titlen Síra eller Meſter, hvilke dog ellers vare de ſædvanlige Titler for Gejſtlige, iſær Chorsbrødre.
  2. I Pave Alexanders Skrivelſe af 12te Marts 1255 ſtaar der udtrykkeligt, at Einar var Chorsbroder (tunc ecclesiæ vestræ canonicum), Dipl. Norv. I. No. 53.
  3. At Ottar, der i Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 281 ſlet og ret kaldes „Meſter Ottar“, var Erkepreſt, ſees af det for omtalte Brev af 1253, hvorved Erkebiſkop Sørle bekræftede ſin tidligere gjorte Fundats af fælles Bordhold for Capitlet. Dipl. Norv. III. No. 4.
  4. Forliget mellem Innocentius og Manfred ſkede i September 1254; i October var Innocents i Capua og kort efter i Neapel. Hvis Capitlet i Nidaros, ſom rimeligt var, udvalgte Einar i Løbet af Mai, har Deputationen, der meldte ham Valget, vel ikke naaet ham førend ſidſt i Juni; hans Afrejſe fra Paris krævede vel og Forberedelſer, der medtog nogen Tid, og ſaaledes er han da vel neppe kommen til Rom førend hen i September, maaſkee og i October Maaned. Nu ſkulde Valget førſt prøves og godkjendes, og dertil forſlog neppe Tiden for Innocents. Men maaſkee endog, ſom ovenfor antydet, Einar ikke ankom førend ſtrax før eller efter Innocents’s Død. At det var Alexander den 4de, der prøvede og bekræftede Valget, ſiger denne ſelv i ſin Skrivelſe af 12te Marts.