Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/155

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
141
141. Einar Smjørbak, Erkebiskop.

gejstlige Stand, siden han tidligere, hvor han omtales, ej nævnes med nogen gejstlig Titel[1], men snarere som Lægmand; saaledes have vi seet, hvorledes han i Egenskab af Bonde gav Haakon den unge Kongenavn 1240. Imidlertid var han dog gejstlig paa den Tid, han blev valgt Medlem af Capitlet[2]. Formodentlig har hans anseede, om just ikke fornemme, Herkomst og hans Indflydelse i Thrøndelagen været Aarsag til hans Valg. Uden at anholde om Kongens Samtykke, ja endog, som det synes, uden at lade ham vide noget om Valget i det hele taget, sendte Chorsbrødrene strax tvende af sin egen Midte, Erkepresten Ottar[3] og Mester Haakon, til Paris med Brev til Einar, for at melde ham Valget. De skulle ogsaa have forebragt ham, at det var skeet med Kongens Vilje. Det var netop i den Tid, da Kong Haakon opholdt sig i Viken for at møde Kong Christopher, og havde fuldt op at bestille med de danske Anliggender: det er saaledes ej at undres over, at hiint Valg kunde foregaa i Throndhjem og Deputationen til Einar sendes afsted, uden at han fik mindste Nys derom. Einar rejste, maaskee.i god Tro, umiddelbart fra Paris til Rom, for at modtage Indvielsen. Naar han ankom til Rom, vides ikke; men det maa have været mod Hoften eller Slutningen af Aaret, da Pave Innocentius, efter indgaaet Forlig med Manfred af Tarent enten allerede havde forladt Rom, for at begive sig til det siciliske Rige, eller i det mindste stod færdig til Rejsen. Siden var han faa optagen med de sicilianske Anliggender, at han ej for det første kunde faa Tid til at indvie Einar[4]. Eller maaskee ogsaa denne er ankommen faa seent ud

  1. Han omtales saaledes (se foran S. 84) endnu i 1249, da Kongen sendte ham som Gesandt til Sverige, ikke med Titlen Síra eller Mester, hvilke dog ellers vare de sædvanlige Titler for Gejstlige, især Chorsbrødre.
  2. I Pave Alexanders Skrivelse af 12te Marts 1255 staar der udtrykkeligt, at Einar var Chorsbroder (tunc ecclesiæ vestræ canonicum), Dipl. Norv. I. No. 53.
  3. At Ottar, der i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 281 slet og ret kaldes „Mester Ottar“, var Erkeprest, sees af det for omtalte Brev af 1253, hvorved Erkebiskop Sørle bekræftede sin tidligere gjorte Fundats af fælles Bordhold for Capitlet. Dipl. Norv. III. No. 4.
  4. Forliget mellem Innocentius og Manfred skede i September 1254; i October var Innocents i Capua og kort efter i Neapel. Hvis Capitlet i Nidaros, som rimeligt var, udvalgte Einar i Løbet af Mai, har Deputationen, der meldte ham Valget, vel ikke naaet ham førend sidst i Juni; hans Afrejse fra Paris krævede vel og Forberedelser, der medtog nogen Tid, og saaledes er han da vel neppe kommen til Rom førend hen i September, maaskee og i October Maaned. Nu skulde Valget først prøves og godkjendes, og dertil forslog neppe Tiden for Innocents. Men maaskee endog, som ovenfor antydet, Einar ikke ankom førend strax før eller efter Innocents’s Død. At det var Alexander den 4de, der prøvede og bekræftede Valget, siger denne selv i sin Skrivelse af 12te Marts.