ham, alt for vigtige, thi han casserede Valget, og anvendte derimod sin Provisionsret til at udnævne en anden Biskop, Dominicaneren Peter, om hvem man ej engang veed, hvor vidt han var Nordmand eller ej. Sørle mødte ingen Vanskeligheder med Hensyn til sit eget Valg; Paven indviede ham i Begyndelsen af 1253, og bekræftede samtidigt, eller strax efter, ved en Bulle, dateret Perugia den 25de Februar 1253, Nidaros Erkestol i alle de Metropolitanrettigheder, hans Formænd fra Hadrian den 4de af havde tilstaaet den[1]. Formodentlig har Sørle netop legitimeret disse Rettigheder ved de for omtalte Afskrifter og Vidisser, som Paven paa Erkebiskop Sigurds Anmodning havde forlangt sig tilsendte, og som maaskee Sørle selv bar medbragt. Hvad end Pave Innocentius tidligere kan have ladet sig indbilde om Retten til at udnævne og indvie Mans Biskop, saa kunde nu ej længer nogen Fejltagelse i saa Henseende finde Sted, thi ej alene blev Syderøernes Biskopsdømme atter udtrykkeligt nævnt blandt dem, der hørte under Nidaros Provins, men, hvad der havde endnu mere at betyde, Erkebiskop Sørle indviede i Rom, lige under Pavens egne Øjne, og derfor med hans Vidende og Samtykke, den efter Laurentius,s Død af Capitlet paa Man udvalgte nye Biskop, ved Navn Richard, en Englænder, der ogsaa, som det synes, uden Vanskelighed siden tog sin Biskopsstol i Besiddelse, og forestod den til sin Død, i den lange Tid af 21 Aar[2]. Ved samme Lejlighed indviede Sørle ogsaa den nys nævnte Biskop Peter, der fulgtes med ham tilbage til Norge. Her indtraf de om Sommeren 1253, og ankom til Tunsberg, just som Kongen med sin store Flaade og de øvrige Biskopper var dragen afsted til Gøtaelven for at bekrige Danmark. Dronning Margrete, der tilligemed Dronning Richiza var bleven tilbage i Tunsberg, lod ham strax faa en letsejlende Skude for at sejle efter Kongen, og man erfarer intet om, at deres Møde med denne var andet end venskabeligt[3]. Kongen brugte endog siden, som vi ville see, Biskop Peter i en særdeles vigtig og ansvarsfuld Sendelse. Af Krigen blev der, som sagt, intet, og alle Deeltagerne i Toget vendte tilbage mod Slutningen af Juni Maaned. Da drog vel ogsaa Sørle og Biskop Peter hver til sit; vi erfare ogsaa, at den første endnu samme Aar bekræftede den oven omtalte Indstiftelse til Chorsbrødrenes Bedste[4]. Uagtet Hamars Capitel ikke havde faaet sin Vilje frem, skrev dog Biskop Haakon og hans Chorsbrødre et Brev til
