Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/153

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
139
1253. Sørle Erkebiſkop.

ham, alt for vigtige, thi han casſerede Valget, og anvendte derimod ſin Proviſionsret til at udnævne en anden Biſkop, Dominicaneren Peter, om hvem man ej engang veed, hvor vidt han var Nordmand eller ej. Sørle mødte ingen Vanſkeligheder med Henſyn til ſit eget Valg; Paven indviede ham i Begyndelſen af 1253, og bekræftede ſamtidigt, eller ſtrax efter, ved en Bulle, dateret Perugia den 25de Februar 1253, Nidaros Erkeſtol i alle de Metropolitanrettigheder, hans Formænd fra Hadrian den 4de af havde tilſtaaet den[1]. Formodentlig har Sørle netop legitimeret disſe Rettigheder ved de for omtalte Afſkrifter og Vidisſer, ſom Paven paa Erkebiſkop Sigurds Anmodning havde forlangt ſig tilſendte, og ſom maaſkee Sørle ſelv bar medbragt. Hvad end Pave Innocentius tidligere kan have ladet ſig indbilde om Retten til at udnævne og indvie Mans Biſkop, ſaa kunde nu ej længer nogen Fejltagelſe i ſaa Henſeende finde Sted, thi ej alene blev Syderøernes Biſkopsdømme atter udtrykkeligt nævnt blandt dem, der hørte under Nidaros Provins, men, hvad der havde endnu mere at betyde, Erkebiſkop Sørle indviede i Rom, lige under Pavens egne Øjne, og derfor med hans Vidende og Samtykke, den efter Laurentius,s Død af Capitlet paa Man udvalgte nye Biſkop, ved Navn Richard, en Englænder, der ogſaa, ſom det ſynes, uden Vanſkelighed ſiden tog ſin Biſkopsſtol i Beſiddelſe, og foreſtod den til ſin Død, i den lange Tid af 21 Aar[2]. Ved ſamme Lejlighed indviede Sørle ogſaa den nys nævnte Biſkop Peter, der fulgtes med ham tilbage til Norge. Her indtraf de om Sommeren 1253, og ankom til Tunsberg, juſt ſom Kongen med ſin ſtore Flaade og de øvrige Biſkopper var dragen afſted til Gøtaelven for at bekrige Danmark. Dronning Margrete, der tilligemed Dronning Richiza var bleven tilbage i Tunsberg, lod ham ſtrax faa en letſejlende Skude for at ſejle efter Kongen, og man erfarer intet om, at deres Møde med denne var andet end venſkabeligt[3]. Kongen brugte endog ſiden, ſom vi ville ſee, Biſkop Peter i en ſærdeles vigtig og anſvarsfuld Sendelſe. Af Krigen blev der, ſom ſagt, intet, og alle Deeltagerne i Toget vendte tilbage mod Slutningen af Juni Maaned. Da drog vel ogſaa Sørle og Biſkop Peter hver til ſit; vi erfare ogſaa, at den førſte endnu ſamme Aar bekræftede den oven omtalte Indſtiftelſe til Chorsbrødrenes Bedſte[4]. Uagtet Hamars Capitel ikke havde faaet ſin Vilje frem, ſkrev dog Biſkop Haakon og hans Chorsbrødre et Brev til

  1. Dipl. Norv. III. No. 3.
  2. Den manſke Biſkopskrønike. Her er Tiden dog angivet til 23 i Stedet for 21 Aar, ſe ovenfor S. 61. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 276.
  3. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 279.
  4. Dipl. Norv. I. No. 49.