Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/152

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
138
Haakon Haakonsſøn.

nogen Mangel, ſiden han ej ſiges at være formeligt kaaret, men kun forlangt — (postulatus) den ſædvanlige Talemaade i ſaadanne Tilfælde — og maatte nu begive ſig til Rom, for at faa pavelig Bekræftelſe. Men Biſkop Haakon og hans Chorsbrødre gjorde Indſigelſer mod Valget, fordi Capitlet i Hamar ved denne Lejlighed havde afveget fra „en gammel, hævdet, og hidtil fra umindelige Tider uanfegtet overholdt Skik“, ifølge hvilken Biſkoppen og Chorsbrødrene i Oslo ſkulde være tilſtede ved ethvert Biſkopsvalg i Hamar, hvorimod man nu havde foretaget Valget uden i mindſte Maade at tage Henſyn til dem eller ſpørge dem ad[1]. Om det virkelig forvoldt ſig rigtigt med hiin foregivne Skik, er et ſtort Spørgsmaal; da Capitlet i Oslo omtrent 25 Aar ſenere atter bragte denne Sag paa Bane, kunde det ej godtgjøre ſin paaſtaaede Ret, og dets Fordring blev kjendt ugyldig, ligeſom ſiden efter Erkebiſkop Jørund, ſelv forhenværende Chorsbroder i Hamar, erklærede 1305, at man ej for ham havde kunnet paaviſe nogen ſaadan Rets Tilværelſe fra umindelige Tider[2]. Man ſkulde ſaaledes virkelig friſtes til at tro, at den er opſtaaet rinder Biſkop Nikolas’s næſten uindſkrænkede Vælde i Bagler-Herredømmets Tid, og at han har tiltaget ſig den[3]. Thi da Hamars Biſkopsſtol oprettedes, hørte denne Deel af Oplandene, ſom vi ovenfor have ſøgt at viſe, rimeligviis til Nidaros Biſkopsdømmes Omraade[4]. Det er derfor ikke uſandſynligt, at Chorsbrødrene i Nidaros have kunnet ville gjøre en lignende Fordring gjeldende, Dug maaſkee derfor med Flid have valgt Sørle, ſelv en Chorsbroder fra Hamar. Ogſaa Kongen blev forbitret paa Chorsbrødrene i Hamar, fordi de ikke havde ſøgt hans Samtykke til Valget, hvilket den ældre Eidſivatvingslov foreſkrev, men hvad der rigtignok nu efter de ogſaa i Norge vedtagne Grundſætninger ej længer ſyntes at ſkulle behøves. Sørle er ſikkert kommen til Rom med den beſtemte Henſigt, at virke for Thords Dispenſation og Erkjendelſe. Men Paven maa have fundet de Grunde, der talede imod

    tales (Liljegrens Dipl. I. No. 417) kaldes han Theodorus, med hvilket Navn man ofte plejede at gjengive det norſke Thord.

  1. Se Pavens nedenfor omtalte Brev af 23de Octbr. 1253, Dipl. Norv. I. No. 49.
  2. Dipl Norv. I. No. 105.
  3. Se ovenfor, III. S. 297.
  4. Se ovenfor, II. S. 615, 867. Bi have der ſøgt at viſe, at den Omſtændighed, at den ſtørſte Deel af Oplandene omkring 1115 egentlig hørte til Eyſteins, ikke til Sigurds Part af Landet, rimeligviis har været Aarſag i at Oplandene, ſom det lader, ikke ſtrax henlagdes til Oslo Biſkopsſtol, hvilket antydes derved at den førſte Biſkop i Oslo kaldtes Vikverjernes Biſkop. At Landets Deling mellem Kongerne har haſt Indflydelſe paa Dioces-Inddelingen, ſynes umiskjendeligt, ſaaledes ved Søndmøres Henlæggelſe til Nidaros.