Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/152

138

Haakon Haakonssøn.

nogen Mangel, siden han ej siges at være formeligt kaaret, men kun forlangt – (postulatus) den sædvanlige Talemaade i saadanne Tilfælde – og maatte nu begive sig til Rom, for at faa pavelig Bekræftelse. Men Biskop Haakon og hans Chorsbrødre gjorde Indsigelser mod Valget, fordi Capitlet i Hamar ved denne Lejlighed havde afveget fra „en gammel, hævdet, og hidtil fra umindelige Tider uanfegtet overholdt Skik“, ifølge hvilken Biskoppen og Chorsbrødrene i Oslo skulde være tilstede ved ethvert Biskopsvalg i Hamar, hvorimod man nu havde foretaget Valget uden i mindste Maade at tage Hensyn til dem eller spørge dem ad^[1]. Om det virkelig forvoldt sig rigtigt med hiin foregivne Skik, er et stort Spørgsmaal; da Capitlet i Oslo omtrent 25 Aar senere atter bragte denne Sag paa Bane, kunde det ej godtgjøre sin paastaaede Ret, og dets Fordring blev kjendt ugyldig, ligesom siden efter Erkebiskop Jørund, selv forhenværende Chorsbroder i Hamar, erklærede 1305, at man ej for ham havde kunnet paavise nogen saadan Rets Tilværelse fra umindelige Tider^[2]. Man skulde saaledes virkelig fristes til at tro, at den er opstaaet rinder Biskop Nikolas’s næsten uindskrænkede Vælde i Bagler-Herredømmets Tid, og at han har tiltaget sig den^[3]. Thi da Hamars Biskopsstol oprettedes, hørte denne Deel af Oplandene, som vi ovenfor have søgt at vise, rimeligviis til Nidaros Biskopsdømmes Omraade^[4]. Det er derfor ikke usandsynligt, at Chorsbrødrene i Nidaros have kunnet ville gjøre en lignende Fordring gjeldende, Dug maaskee derfor med Flid have valgt Sørle, selv en Chorsbroder fra Hamar. Ogsaa Kongen blev forbitret paa Chorsbrødrene i Hamar, fordi de ikke havde søgt hans Samtykke til Valget, hvilket den ældre Eidsivatvingslov foreskrev, men hvad der rigtignok nu efter de ogsaa i Norge vedtagne Grundsætninger ej længer syntes at skulle behøves. Sørle er sikkert kommen til Rom med den bestemte Hensigt, at virke for Thords Dispensation og Erkjendelse. Men Paven maa have fundet de Grunde, der talede imod

tales (Liljegrens Dipl. I. No. 417) kaldes han Theodorus, med hvilket Navn man ofte plejede at gjengive det norske Thord.

1. Se Pavens nedenfor omtalte Brev af 23de Octbr. 1253, Dipl. Norv. I. No. 49.
2. Dipl Norv. I. No. 105.
3. Se ovenfor, III. S. 297.
4. Se ovenfor, II. S. 615, 867. Bi have der søgt at vise, at den Omstændighed, at den største Deel af Oplandene omkring 1115 egentlig hørte til Eysteins, ikke til Sigurds Part af Landet, rimeligviis har været Aarsag i at Oplandene, som det lader, ikke strax henlagdes til Oslo Biskopsstol, hvilket antydes derved at den første Biskop i Oslo kaldtes Vikverjernes Biskop. At Landets Deling mellem Kongerne har hast Indflydelse paa Dioces-Inddelingen, synes umiskjendeligt, saaledes ved Søndmøres Henlæggelse til Nidaros.