Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/149

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
135
1231—1252. Biſkops-Skifter.

Huusholderſker (focariæ), med hvilke de ſædvanligviis førte et højſt anſtødeligt Liv[1]. Men ſaa meget var viſtnok udrettet, at det ſterkeſte Baand, der hidtil knyttede Gejſtligheden til de øvrige Samfundsklasſer, nu var overſkaaret, og de Gejſtliges Interesſer aldeles ſkilte fra Lagmændenes.

Det var at vente, at der under en faa lang Embedstid, ſom Sigurds, maatte indtreffe mange Biſkops-Stifter ved de andre Suffraganſtole. Enkelte af disſe Stifter ere forhen omtalte, nemlig de der indtraf paa Island efter Biſkopperne Gudmunds og Magnus’s Død 1237, Forhandlingerne paa Syderøerne efter Simons Død, Biſkopsſkiftet i Hamar 1231, da Hallvard døde og Paal valgtes i hans Sted, og i Oslo 1244, da Orm døde og Thorkell blev hans Efterfølger. Thorkell døde igjen i Begyndelſen af 1248[2], hvorefter Haakon, der for var Skolemeſter, d. e. Beſtyrer af Dom-Skolen i Oslo, blev valgt til hans Efterfølger, og indviet, ſom vi have ſeet, ſamme Aars Høſt i Viken, ſandſynligviis i Oslo, da Erkebiſkop Sigurd var kommen tilbage fra det paatænkte Møde ved Rigsgrændſen, ſom ſkulde holdes mellem Kong Haakon og den ſvenſke Konge og Jarl, men ſom dengang intet blev af[3]. Haakon ſynes at have ſtaaet i ſtor Yndeſt og nydt megen Tiltro hos Kongen, der brugte ham i højſt vigtige Sendelſer. Han hørte, merkeligt nok, ſelv til de gifte Gejſtliges Tal; i det mindſte havde han en anerkjendt Søn, Thore, der ſiden blev en af Rigets meſt

  1. Mod disſe focariæ ivres allerede paa det lateranſke Kirkemøde 1215, og de omtales baade i latinſke Breve og under det norſke Navn fylgjukona allerede i norſke Breve tidligt fra det 14de Aarhundrede (focaria, immo fornicaria) ſamt maaſkee endnu tidligere paa Island. Ordet fylgjukona blev ſaa hyppigt, at det ſiden endog, ſammendraget til „Fylkje“ (ogſaa ſkrevet „Fyrkje“, da det udtales med det tykke „l“), ſvenſk flicka (ganſke paa ſamme Maade ſom det danſke „Frænke“ af „Frændkone“) er gaaet over til at betegne „Kjæreſte“, „Pige“ i Almindelighed, dog det norſke Ord i det mindſte, og maaſkee oprindelig det ſvenſke, med et mindre agtelſesfuldt Anſtrøg.
  2. Thorkell døde rimeligviis i Tunsberg, ſiden han begroves i Laurentii Kirke, ſe Saml. til det norſke Folks Hiſtorie I. S. 554.
  3. Se ovenfor S. 85, Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 264, Annalerne, ved 1248. Haakon ſynes at have været hjemmehørende i Egnene om Oslo; thi af et Brev udſtedet 1264, hvori han ſkjenker Chorsbrødrene i Oslo endeel Jordegods „for gammelt Kammeratſkabs Skyld“, og for at de ſkulle holde hans og hans Moders Aartid, nævner han blandt andet Bjerte paa Follo og Solberg i Oslo Hered ſaaledes at man maa antage dem for hans Ættegaarde: en anden Deel af Solberg havde han, ſom man ſeer, kjøbt af Sysſelmanden Aamunde Haraldsſøn. Man ſkulde næſten formode at hans Moder da endnu var i Live, hvoraf igjen følger, at han maa have været temmelig ung ved ſin Udvælgelſe til Biſkop. Han blev ſiden efter i 1265 udvalgt til Erkebiſkop.