Delen ligger i Ruiner, vækker alles Beundring ved sin ædle Architectur og rige, skjønne Forsiringer. For saavidt allerede et mindre Langhuus var opført af Olaf Kyrre, hvilket næsten maa antages, da har Sigurd ladet dette nedrive; men usandsynligt er det ej, at det havde lidt saa meget af Ildebranden i 1248, at dets Nedrivelse og Opførelse fra nyt af blev en Nødvendighed[1]. Vi have tillige seet at Erkebiskop Sigurd allerede tidligere, endnu i Pave Gregorius’s Levetid, gjorde et bestemt Skridt til at faa Erkebiskop Eystein canoniseret, dog uden at dette lykkedes ham[2], siden Forsøget senere maatte fornyes. Der var i denne Tid ogsaa Tale om en anden Helgen i Norge, nemlig en afdød Diaconus i Bergen ved Navn Villjam, hvis Hellighed, som det heder, aabenbaredes 1243, uden at det dog lader til, at den fik nogen almindelig Anerkjendelse[3].
Om Erkebiskop Sigurds Bestræbelser for at gjennemføre Coelibatsbudet i sin Provins have vi allerede ovenfor talt[4]. Man seer at han allerede strax efter sin Embedstiltrædelse lod sig denne Sag være højst magtpaaliggende, siden det Brev, Pave Gregorius i den Anledning udfærdigede, er dateret saa tidligt som 16de Mai 1237.
Erkebiskoppen havde, som man erfarer, mødt mange Hindringer hos den underordnede Gejstlighed, der protesterede mod Forbudet, paaberaabte sig en foregiven Tilladelse af Cardinal Nikolaus, uden dog at kunne godtgjøre denne ved noget som helst skriftligt Document. Derfor henvendte Erkebiskoppen sig til Paven, der naturligviis ikke erkjendte nogen saadan Undskyldningsgrund som den anførte, og befalede Erkebiskoppen at anvende de Straffe og Tvangsmidler, Kirken foreskrev, for at see Budet overholdt. Dette var vel, som vi tidligere have antydet, Grunden, hvorfor Cardinal Villjam ikke i Norge, som i Sverige, fandt sig foranlediget til at bringe denne Sag særskilt paa Bane. Den var allerede rimeligviis i god Gang, og større Strenghed vilde kun have opirret Gemytterne. For Resten ledede den, som vi ville see, i Norge, som andensteds, til større Uvæsen og Forargelse end forhen, idet Presterne i Stedet for deres tidligere Hustruer nu fik de saakaldte Følgekoner eller
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 264. Der staar kun: samme Sommer havde han (Sigurd) ladet sætte Christkirkens Grundvold saa langt vester som den nu (d. e. 1265) er. Dette kan enten betyde, at hele denne Deel af Kirken grundlagdes fra nyt af, eller og, at den, allerede paabegyndt fra Øst af, fuldførtes af Sigurd.
- ↑ Dipl. Norv. I. 23. Se ovenfor III. S. 748, jvfr. Keyser, N. Kirkehistorie I. S. 354, 355.
- ↑ Islandske Annaler, ved 1243.
- ↑ Se ovenfor S. 42, jvfr. Keyser, l. c. S. 412, 413, samt 385, 386.
