Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/148

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
134
Haakon Haakonsſøn.

Delen ligger i Ruiner, vækker alles Beundring ved ſin ædle Architectur og rige, ſkjønne Forſiringer. For ſaavidt allerede et mindre Langhuus var opført af Olaf Kyrre, hvilket næſten maa antages, da har Sigurd ladet dette nedrive; men uſandſynligt er det ej, at det havde lidt ſaa meget af Ildebranden i 1248, at dets Nedrivelſe og Opførelſe fra nyt af blev en Nødvendighed[1]. Vi have tillige ſeet at Erkebiſkop Sigurd allerede tidligere, endnu i Pave Gregorius’s Levetid, gjorde et beſtemt Skridt til at faa Erkebiſkop Eyſtein canoniſeret, dog uden at dette lykkedes ham[2], ſiden Forſøget ſenere maatte fornyes. Der var i denne Tid ogſaa Tale om en anden Helgen i Norge, nemlig en afdød Diaconus i Bergen ved Navn Villjam, hvis Hellighed, ſom det heder, aabenbaredes 1243, uden at det dog lader til, at den fik nogen almindelig Anerkjendelſe[3].

Om Erkebiſkop Sigurds Beſtræbelſer for at gjennemføre Coelibatsbudet i ſin Provins have vi allerede ovenfor talt[4]. Man ſeer at han allerede ſtrax efter ſin Embedstiltrædelſe lod ſig denne Sag være højſt magtpaaliggende, ſiden det Brev, Pave Gregorius i den Anledning udfærdigede, er dateret ſaa tidligt ſom 16de Mai 1237.

Erkebiſkoppen havde, ſom man erfarer, mødt mange Hindringer hos den underordnede Gejſtlighed, der proteſterede mod Forbudet, paaberaabte ſig en foregiven Tilladelſe af Cardinal Nikolaus, uden dog at kunne godtgjøre denne ved noget ſom helſt ſkriftligt Document. Derfor henvendte Erkebiſkoppen ſig til Paven, der naturligviis ikke erkjendte nogen ſaadan Undſkyldningsgrund ſom den anførte, og befalede Erkebiſkoppen at anvende de Straffe og Tvangsmidler, Kirken foreſkrev, for at ſee Budet overholdt. Dette var vel, ſom vi tidligere have antydet, Grunden, hvorfor Cardinal Villjam ikke i Norge, ſom i Sverige, fandt ſig foranlediget til at bringe denne Sag ſærſkilt paa Bane. Den var allerede rimeligviis i god Gang, og ſtørre Strenghed vilde kun have opirret Gemytterne. For Reſten ledede den, ſom vi ville ſee, i Norge, ſom andenſteds, til ſtørre Uvæſen og Forargelſe end forhen, idet Preſterne i Stedet for deres tidligere Huſtruer nu fik de ſaakaldte Følgekoner eller

  1. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 264. Der ſtaar kun: ſamme Sommer havde han (Sigurd) ladet ſætte Chriſtkirkens Grundvold ſaa langt veſter ſom den nu (d. e. 1265) er. Dette kan enten betyde, at hele denne Deel af Kirken grundlagdes fra nyt af, eller og, at den, allerede paabegyndt fra Øſt af, fuldførtes af Sigurd.
  2. Dipl. Norv. I. 23. Se ovenfor III. S. 748, jvfr. Keyſer, N. Kirkehiſtorie I. S. 354, 355.
  3. Islandſke Annaler, ved 1243.
  4. Se ovenfor S. 42, jvfr. Keyſer, l. c. S. 412, 413, ſamt 385, 386.