Vi have allerede seet Beviser paa, hvorledes Erkebiskop Sigurd med Myndighed, ja næsten endog vel megen Myndighed, søgte at hævde sit Embedes Rettigheder lige overfor Colleger og andre gejstlige Autoriteter; saaledes f. Ex., da han saa ivrigt stræbte at faa Holms Kloster opløst og inddraget rinder Biskopsstolen, en Bestræbelse, hvori baade Cardinalen og Kongen vare ham hinderlige ved den kraftige Anbefaling, som de lode blive de stakkels Munke til Deel[1]. Den saakaldte Pallie-Hjelp (subventio pallii), eller Afgift af Lydbiskopperne til enhver ny tiltrædende Erkebiskop for at bestride Udgifterne ved hans Rejse til Pavestolen og Erhvervelse af Pallium, var maaskee vedtagen for Sigurds Tid[2], dog finder man den ej tidligere udtrykkelig omtalt, end i et Brev fra Pave Gregorius af 1237[3], hvori han samtykker i Foranstaltningen, saa at det ej er usandsynligt, at denne først sattes igjennem af Sigurd. Man kan heller ikke tvivle paa, at han med Kraft har sat sig imod den yorkske Erkebiskops Agitationer for at faa Syderøernes Biskopsstol henlagt til den yorkske Provins, og det lykkedes ham, da vi netop fra hans Tid af finde-Syderøerne i kirkeligt Henseende langt fastere knyttede til Norge end forhen, og dette engere Forhold endog vedligeholdt en Tidlang efter at de i verdslig Henseende vare adskilte fra Norge. Vi have fremdeles seet, hvorledes han vidste at faa Retten til at besætte de islandske Biskopsstole fratagen Islands egen Gejstlighed, og overdragen Metropolitankirken i Nidaros, samt hvorledes denne Ret benyttedes til at indsætte Nordmænd i hine vigtige Embeder, og derved meget at fremskynde Øens Underkastelse under Norge. Da der første Gang var Tale om Indførelsen af Tiggermunke-Ordener ved Oprettelse af Dominicanerklostre ved de tre vigtigste biskoppelige Besiddelser, har han rimeligviis været fuld af den samme Iver, som de øvrige Sæculargejstlige paa den Tid, men ogsaa senere ganske vist angret den, saa at den Beskyttelse, Cardinal-Legaten lod blive de klagende Dominicanere til Deel, neppe har undladt at forvolde ham Ærgrelse. Om han oplevede Franciscanerklostrenes Oprettelse, er uvist, men saa meget seer man, at disse skyldte Kongens, ikke Sæculargejstlighedens Iver deres Tilværelse i Norge.
Af en Mand som Sigurd var det at vente, at han ogsaa idet ydre søgte at give sin Kirke en til dens indre Kraft og Fasthed svarende Glands. Derfor gjorde han Begyndelsen til en storartet Udvidelse og Ombyggelse af Christkirken i Nidaros, idet han 1248 lagde Grunden til det nye, store Langhuus af Kirken, der endnu, uagtet det for største
