Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/147

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
133
1231—1252. Erkebiſkop Sigurds Virkſomhed.


Vi have allerede ſeet Beviſer paa, hvorledes Erkebiſkop Sigurd med Myndighed, ja næſten endog vel megen Myndighed, ſøgte at hævde ſit Embedes Rettigheder lige overfor Colleger og andre gejſtlige Autoriteter; ſaaledes f. Ex., da han ſaa ivrigt ſtræbte at faa Holms Kloſter opløſt og inddraget rinder Biſkopsſtolen, en Beſtræbelſe, hvori baade Cardinalen og Kongen vare ham hinderlige ved den kraftige Anbefaling, ſom de lode blive de ſtakkels Munke til Deel[1]. Den ſaakaldte Pallie-Hjelp (subventio pallii), eller Afgift af Lydbiſkopperne til enhver ny tiltrædende Erkebiſkop for at beſtride Udgifterne ved hans Rejſe til Paveſtolen og Erhvervelſe af Pallium, var maaſkee vedtagen for Sigurds Tid[2], dog finder man den ej tidligere udtrykkelig omtalt, end i et Brev fra Pave Gregorius af 1237[3], hvori han ſamtykker i Foranſtaltningen, ſaa at det ej er uſandſynligt, at denne førſt ſattes igjennem af Sigurd. Man kan heller ikke tvivle paa, at han med Kraft har ſat ſig imod den yorkſke Erkebiſkops Agitationer for at faa Syderøernes Biſkopsſtol henlagt til den yorkſke Provins, og det lykkedes ham, da vi netop fra hans Tid af finde-Syderøerne i kirkeligt Henſeende langt faſtere knyttede til Norge end forhen, og dette engere Forhold endog vedligeholdt en Tidlang efter at de i verdslig Henſeende vare adſkilte fra Norge. Vi have fremdeles ſeet, hvorledes han vidſte at faa Retten til at beſætte de islandſke Biſkopsſtole fratagen Islands egen Gejſtlighed, og overdragen Metropolitankirken i Nidaros, ſamt hvorledes denne Ret benyttedes til at indſætte Nordmænd i hine vigtige Embeder, og derved meget at fremſkynde Øens Underkaſtelſe under Norge. Da der førſte Gang var Tale om Indførelſen af Tiggermunke-Ordener ved Oprettelſe af Dominicanerkloſtre ved de tre vigtigſte biſkoppelige Beſiddelſer, har han rimeligviis været fuld af den ſamme Iver, ſom de øvrige Sæculargejſtlige paa den Tid, men ogſaa ſenere ganſke viſt angret den, ſaa at den Beſkyttelſe, Cardinal-Legaten lod blive de klagende Dominicanere til Deel, neppe har undladt at forvolde ham Ærgrelſe. Om han oplevede Franciſcanerkloſtrenes Oprettelſe, er uviſt, men ſaa meget ſeer man, at disſe ſkyldte Kongens, ikke Sæculargejſtlighedens Iver deres Tilværelſe i Norge.

Af en Mand ſom Sigurd var det at vente, at han ogſaa idet ydre ſøgte at give ſin Kirke en til dens indre Kraft og Faſthed ſvarende Glands. Derfor gjorde han Begyndelſen til en ſtorartet Udvidelſe og Ombyggelſe af Chriſtkirken i Nidaros, idet han 1248 lagde Grunden til det nye, ſtore Langhuus af Kirken, der endnu, uagtet det for ſtørſte

  1. Se ovenfor S. 40, 41.
  2. Se ovenfor III. S. 1015.
  3. Raynaldus, ved 1237, No. 67, XIII. S. 457.