Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/146

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
132
Haakon Haakonsſøn.

at han ſiden efter afgjort var paa Kongens Side, ſaa at hans Holdning lige overfor Biſkopperne endog næſten kan ſiges at have været ſtram og uvenlig. Under de tidligere Ufredstider mellem Kongen og Hertugen havde Erkebiſkoppen viiſt en rosværdig Iver for at vedligeholde Freden, uden i mindſte Maade at begunſtige Hertugen, ja han heldede da, ſom vi have ſeet, aabenbart til Kongens Parti. Dette var vel i og for ſig ſelv ikke egentlig at roſe ham for, da Kongens Sag var den retfærdige, men man maa dog tage i Betragtning, at han tidligere viſtnok havde ſtaaet i det venſkabeligſte Forhold til Skule, da denne var Thrøndelagens Regent, og at han upaatvivleligt ſkyldte ham, der lod ſig det være ſaa magtpaaliggende at vinde Gejſtligheden for ſig, mange Forbindtligheder, der gjorde, at et Brud med Hertugen maatte være ham yderſt ſmerteligt. Mere afgjort tog han Biſkop Paals Parti i dennes Tviſt med Kongen, dog uden at lade ſig forlede til Overdrivelſer eller uoverlagte Skridt. Den Spending, ſom var indtraadt mellem ham og Kongen angaaende Kronings-Anliggendet, ſynes at være ophørt af ſig ſelv, da Sigurd ſaavelſom de øvrige Biſkopper merkede, at de derved kun ſelv vilde komme til at drage det korteſte Straa.

Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at Erkebiſkop Sigurd ikke var den Mand, der ved nogen ſom helſt Forſømmelſe lod ſig ſine eller ſin Kirkes Friheder og Rettigheder fraliſte eller frahævde. Saaledes ſørgede han ſtrax efter ſin Tiltrædelſe for, at Pave Gregorius ſtadfæſtede alle de Friheder, ſom Pave Hadrian IV og andre Paver, ſaavel ſom Konger og Fyrſter havde indrømmet Norges Kirker[1]. I 1250 anſøgte han, med Capitlet, Pave Innocentius om at Nidaros Kirkes Privilegier, hvis Originaler begyndte at lide af Ælde, maatte blive afſkrevne paany og af Paven bekræftede. Paven ſamtykkede ogſaa heri, og overdrog Abbeden af Tuterø, Prioren af Elgeſeter, og Dominicanernes Prior i Nidaros at beſørge Afſkriften, (og for ſaa vidt enkelte Breve vare paa norſk, overſætte dem paa Latin) ſamt ſenere at indſende denne i bekræftet Form til Rom, for at den kunde forſynes med pavelig Stadfæſtelſe[2]. Faa Aar i Forvejen (1244) havde Erkebiſkoppen foranſtaltet en Fortegnelſe optagen over alle de Ejendomme, der laa til Capitlets Præbender, ſaaledes at disſe opførtes hver for ſig med tilliggende Gods, hvorhos hver Præbendarius derhos tilholdtes at fore ſin egen ſærſkilte Landſkyldsbog: en Foranſtaltning, hvorved Forvirring og Sammenblanding af de forſkjellige Præbenders Gods for Fremtiden vilde undgaaes, og i det hele en ſtørre Orden tilvejebringes[3].

  1. Dipl. Norv. I. No. 20, 21.
  2. Dipl. Norv. I. No. 44, 45.
  3. Dipl. Norv, II. No. 43, jvfr. Keyſers norſke Kirkehiſtorie I. S. 417.