at han siden efter afgjort var paa Kongens Side, saa at hans Holdning lige overfor Biskopperne endog næsten kan siges at have været stram og uvenlig. Under de tidligere Ufredstider mellem Kongen og Hertugen havde Erkebiskoppen viist en rosværdig Iver for at vedligeholde Freden, uden i mindste Maade at begunstige Hertugen, ja han heldede da, som vi have seet, aabenbart til Kongens Parti. Dette var vel i og for sig selv ikke egentlig at rose ham for, da Kongens Sag var den retfærdige, men man maa dog tage i Betragtning, at han tidligere vistnok havde staaet i det venskabeligste Forhold til Skule, da denne var Thrøndelagens Regent, og at han upaatvivleligt skyldte ham, der lod sig det være saa magtpaaliggende at vinde Gejstligheden for sig, mange Forbindtligheder, der gjorde, at et Brud med Hertugen maatte være ham yderst smerteligt. Mere afgjort tog han Biskop Paals Parti i dennes Tvist med Kongen, dog uden at lade sig forlede til Overdrivelser eller uoverlagte Skridt. Den Spending, som var indtraadt mellem ham og Kongen angaaende Kronings-Anliggendet, synes at være ophørt af sig selv, da Sigurd saavelsom de øvrige Biskopper merkede, at de derved kun selv vilde komme til at drage det korteste Straa.
Det forstaar sig af sig selv, at Erkebiskop Sigurd ikke var den Mand, der ved nogen som helst Forsømmelse lod sig sine eller sin Kirkes Friheder og Rettigheder fraliste eller frahævde. Saaledes sørgede han strax efter sin Tiltrædelse for, at Pave Gregorius stadfæstede alle de Friheder, som Pave Hadrian IV og andre Paver, saavel som Konger og Fyrster havde indrømmet Norges Kirker[1]. I 1250 ansøgte han, med Capitlet, Pave Innocentius om at Nidaros Kirkes Privilegier, hvis Originaler begyndte at lide af Ælde, maatte blive afskrevne paany og af Paven bekræftede. Paven samtykkede ogsaa heri, og overdrog Abbeden af Tuterø, Prioren af Elgeseter, og Dominicanernes Prior i Nidaros at besørge Afskriften, (og for saa vidt enkelte Breve vare paa norsk, oversætte dem paa Latin) samt senere at indsende denne i bekræftet Form til Rom, for at den kunde forsynes med pavelig Stadfæstelse[2]. Faa Aar i Forvejen (1244) havde Erkebiskoppen foranstaltet en Fortegnelse optagen over alle de Ejendomme, der laa til Capitlets Præbender, saaledes at disse opførtes hver for sig med tilliggende Gods, hvorhos hver Præbendarius derhos tilholdtes at fore sin egen særskilte Landskyldsbog: en Foranstaltning, hvorved Forvirring og Sammenblanding af de forskjellige Præbenders Gods for Fremtiden vilde undgaaes, og i det hele en større Orden tilvejebringes[3].
