synligviis benyttes af hans Mænd, naar de rejste i hans Erende, ja hvo veed, om ikke ogsaa andre Rejsende kunde tage ind og mod passende Betaling faa den nødvendige Fortæring og Pleje der; i det mindste heder det om Hov i Breiden, at Kongen lagde Jordegods dertil, hvilket halv om halv antyder at dette betragtedes som en Art af Stiftelse eller almeennyttig Indretning[1].
Erkebiskop Sigurd, der næst efter Eystein er den af Norges Erkebiskopper, som længst beklædte sit Embede, udviklede ligeledes paa sin Side en betydelig Virksomhed, og forstod ved skjønsom Benyttelse af de særegne Forhold, rinder hvilket han levede, at bringe den norske Kirkeforfatning betydeligt fremad mod det Maal, hvortil han saavel som hans Forgængere stræbede, og som man i de fleste andre katholske Lande tildeels allerede havde naaet. Hans Embedstid er derfor et særdeles vigtigt Tidsrum i den norske Kirkes Historie. Det var umuligt, at han under sin kirkelige Virksomhed ikke stundom, som vi have seet, skulde støde an mod Kongens Interesser, og derfor vel ogsaa nu og da komme i et mindre venligt Forhold til ham. Men disse Spendinger bleve dog ikke langvarige, deels fordi Kongens eget Sindelag med Hensyn til Kirken var saa godt og oprigtigt, at dens Tjenere ikke uden himmelraabende Ubillighed kunde stille sig paa et virkelig fiendtligt Standpunkt mod ham, deels fordi Sigurd selv i det hele taget synes at have været en maadeholdende, billigt tænkende og fredelskende Mand; deels endelig vel ogsaa, fordi den overvættes Forekommenhed og Føjelighed, Pave Innocentius viste Kongen, gjorde det mindre raadeligt for Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper at lægge sig ud med ham. Den alvorligste og langvarigste Spending mellem Kongen og Erkebiskoppen, saavel som de øvrige Biskopper, synes at have været rinder de Forhandlinger, der gik umiddelbart foran Kroningen, da Biskopperne dreve deres Fordringer saa vidt, at Kongen besluttede at gaa dem reent forbi, og bede Paven om at sende en Cardinal for at krone ham. Vi have seet, hvorledes Biskopperne gjorde et sidste Forsøg paa at faa deres Vilje frem efter at Cardinal Villjam var kommen, og at det et Øjeblik var lykkets dem at faa ham paa sin Side, men at Kongen strax bragte ham paa andre Tanker, og
- ↑ Det er ikke usandsynligt, at Kongen ogsaa, siden han sørgede for Qvarterer, har taget sig af Vejvæsenet, men noget udtrykkeligt nævnes ikke derom.
Sogn, øvre Fron: Lo ligger, som bekjendt, omtrent ¾ Miil søndenfor Opdal; Thofte og Steig ere oftere omtalte.
