Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/140

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
126
Haakon Haakonsſøn.

Derimod ſee vi, at da Pave Alexander, for ret at overvælde Hohenſtauferne, og navnlig den talentfulde Manfred af Tarent, der efter Kong Konrads Død opretholdt Ættens Magt i Nedre-Italien, beſtemte at Korstogsløfter til det hellige Land kunde fyldeſtgjøres, naar man i dets Sted drog til Neapel og Sicilien for at bekrige Manfred eller overhoved at ſtaa den engelſke Kongeſøn Edmund bi, hvilken allerede Pave Innocentius havde overdraget begge Siciliernes Krone. Han henvendte ſig i ſaa Henſeende ſærſkilt til Kong Haakon, og overdrog Erkebiſkoppen af Canterbury ſaavel ſom ſin Capellan og Fuldmægtig, Subdiaconen Roſtand, højtideligt at fritage ſaavel Kongen, ſom alle andre, der i Norge maatte have taget Korſet, fra deres Løfte om at drage til Jorſaleland, naar de i Stedet derfor ledſagede den engelſke Konge paa hans forehavende Tog til Sicilien[1]. Af dette Tog blev der intet, og Haakon, ſom viſt ikke under nogen Omſtændighed havde ladet ſig bevæge til den Uklogſkab at deeltage deri, aller mindſt mod ſin Ven Kejſer Frederiks Søn, ſlap ſaaledes for en udtrykkelig Vægring, medens Skylden for Udſættelſen og omſider den hele Mund Gaaen overſtyr kun faldt paa den engelſke Konge. Om videre Forhandlinger i Anledning af Kong Haakons Korstogsløfter tales der ikke. Sandſynligviis er Sagen nu ganſke bleven ſtillet i Bero. Det vilde ogſaa have været til ubodelig Skade for Landet, om Kong Haakon var bleven bortreven fra ſin utrættelige Virkſomhed til Landets ydre Hæder og indre Velvære, for fjernt fra Norge at føre en Riget ſelv uvedkommende Kamp, der neppe engang, om den var heldig og hæderlig, vilde have efterladt ſynderlige Spor, hvad enten den førtes mod Vantroende eller andre fremmede Nationer.

Medens Kong Haakon med en forſtandig Liberalitet tog ſig af Kirken og dens Forherligelſe, ſørgede han ikke mindre for at omgive Kongedømmet med ydre Pragt, og for allehaande andre Foretagender, der ſigtede enten til Rigets Sikkerhed eller til Næringsvejenes og anden nyttig Virkſomheds Ophjelpelſe. Iſær ſynes hans Opmerkſomhed at have været henvendt paa Viken, hvis Vigtighed ſom Rigets ſrugtbareſte og bedſt befolkede Landſkab maatte være indlyſende. Han lod ſaaledes, fortælles der, mange øde Øer i Viken opbygge; blandt dem nævnes udtrykkeligt Ekerøerne ved Indløbet til Gøta-Elvens ſøndre Arm, hvilke han lod oprydde, bebygge og forſyne med en Trækirke; Gulløen, en

    Strid, der i de islandſke Annaler ſør 1259 betegnes med „Guds Riddere ſvegne i Samland“, eller i en ſildigere Kamp mod de frafaldne Preusſer: i et Diplom fra 1268 omtales han ſom død, men hvor længe, erfares ei.

  1. Breve hos Rymerus, I. S. 320.