bringe dem, eller om de kun betragtedes som Høflighedsbeviser fra Pavens Side, er vanskeligt at sige. Det sidste skulde man næsten formode, naar man seer hen til, at Paven faa Uger i Forvejen (18de November 1252) ved en anden Skrivelse, paa Kongens Ben havde givet sit Samtykke til, at „de Folk, der kaldtes Sambiterne“, maatte, hvis de ved Daaben indlemmedes i Christendommen, blive hans Herredømme underkastede saafremt Andre ikke allerede havde erhvervet Net over dem[1]. Disse „Sambiter“ ere Indbyggerne af Samland, den fornemste Provinds i det gamle Preussen[2], og Hedendommens samt Uafhængighedens mest haardnakkede Forsvarere mod de tydske Riddere. De Opraab, der fra Pavestolen udgik til de Troende om at staa Ridderne bi, havde ogsaa naaet Norge. I Aaret 1243, medens Legaten Villjam, dengang ikke endnu Cardinal, opholdt sig i Preussen, befalede Pave Innocentius, ved en Skrivelse fra Anagni, af 1ste October, Priorerne og Brødrene af Prædike- eller Dominicaner-Ordenen paa hans egne Vegne at tilsikre alle dem i Kongeriget Bøhmen, Erkebiskopsdømmerne Magdeburg og Bremen, Biskopsdømmerne Regensburg, Passau, Halberstadt, Hildesheim og Verden, samt i Danmark, Polen, Pommern, Gotland, Norge og Sverige, der maatte tage Korset for at staa de Christne i Lifland og Preussen bi, samme Indulgens og samme apostoliske Protection, som ellers var tilstaaet dem, der droge til Jerusalem[3]. Et Korstog mod Preusserne blev saaledes da virkelig paa en vis Maade prædiket i Norge. Men af hvad vi tidligere berettede, synes det ikke rimeligt, at Kong Haakon dengang har lyttet dertil. Derimod er det ikke usandsynligt, at Cardinal Villjam, der havde tilbragt saa mange Aar i Lifland og Preussen, der selv saa at sige havde været med at skabe den preussiske Kirke, og derfor tog den inderligste Deel i dens Fremgang, under sin Nærværelse i Norge har bragt disse Anliggender paa Bane, opmuntret Haakon til at staa Ridderne bi, mindet ham om den tidligere Tilladelse, Pave Gregorius havde givet ham til at bekrige sit Lands hedenske Naboer i Stedet for at drage til det hellige Land, og maaskee endog aabnet ham Udsigt til at erhverve Besiddelser hiinsides Østersøen, ligesom de Danske havde erhvervet Besiddelser i Estland. Haakon kan maaskee have lyttet hertil, ligesom han og lyttede til Kejser Frederiks Tilbud om Skytsherredømmet over Lübeck, saa meget mere, som det uvenskabelige Forhold, hvori han stod til Danmark, kan have ladet ham ansee et fast Tilhold paa Østersøens Sydside som et ønskeligt Støttepunkt for Krigs-Operationer. Samland var endnu u-un-
