han var Vidne til Ildebranden i Bergen, var han aabenbart nylig ankommen, og maa senere have begivet sig til Nidaros. Hans Ophold i Norge og nøjagtige Optegnelser om hvad han hørte og saa, skulde vi de mange højst vigtige Oplysninger, Norge vedkommende, der findes i hans fortrinlige Verk over Samtidens Historie[1].
Naar man læser om al denne Liberalitet mod og Omhyggelighed for Kirken og dens Tjenere, som Haakon lagde for Dagen, begriber man nok at han maatte være særdeles undet af Paven, om denne end ikke havde haft særegne Grunde til at bevare hans Venskab. Dette Venskab vedligeholdt sig ogsaa uforandret, saa længe Innocentius levede, ja fortsattes endog under Innocentius’s Eftermand Alexander den 4de (Rainald, Cardinalbiskop af Ostia), og det uagtet der fremdeles var Tale om Korstog, som Haakon skulde foretage, men aldrig udførte, skjønt det dog synes, som om Kong Haakon paany har givet et Tilsagn om personligen at begive sig til det hellige Land. Vi stode nemlig atter paa et Beskyttelsesbrev, som Pave Innocentius den 12te December 1252 fra Perugia (han var i 1251 atter vendt tilbage til Italien) udstedte for Kong Haakon med Hustru, Familie, Rige og Gods, medens han var fraværende paa det Korstog, hvorved han „til det hellige Lands Frelse ej alene vilde forlade sit Fædreland men ogsaa udsætte sin egen Person“. Efter almindelig Sædvane overdrog Paven ved en samtidig Skrivelse nogle anseede Prælater i Kongens Rige, denne Gang Erkebiskoppen af Nidaros saavel som Biskopperne af Oslo og Bergen, at see denne Beskyttelse vel overholdt, og uden Persons Anseelse at anvende Excommunications- og Interdicts-Straf mod dem, der under Kongens Fravær vovede at forulempe hans Rige eller Gods. Det klinger mildest talt forunderligt, i denne Skrivelse at see Kongen omtalt af Paven som „saa ædel, saa herlig, hvis Forfædre Kirken glæde sig over altid at have kunnet tælle blandt sine hengivne Tilhængere“[2]. At disse Breve bleve udstedte under og i Anledning af den efter Erkebiskop Sigurds Død til hans Eftermand udnævnte Sørles Ophold i Rom, er tydeligt nok, men hvad der har fremkaldt dem, om Kongen var anmodet Sørle om at tilveje-
- ↑ Der har været ytret Tvivl, hvor vidt Forfatteren Matthæus af Paris er den samme som den Broder Matthæus, hvis Sendelse til Norge han omtaler. Men Identiteten synes aabenbar: thi deels staar der udtrykkeligt, at den Matthæus, der sendtes til Norge, kaldtes „Matthæus de Parisiis“, deels siger Forfatteren selv, at han overbragte Kong Ludvigs Breve til Haakon, altsaa var i Norge. Han kan dog neppe have været den af Kejser Frederik afsendte Matthæus, som omtales ovenfor S. 12; thi han kom fra Tydskland eller Italien, ikke fra Frankrige og England.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 47, 48.
