Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/137

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
123
1252—55. Nye Korstogs-Forhandlinger.

han var Vidne til Ildebranden i Bergen, var han aabenbart nylig ankommen, og maa ſenere have begivet ſig til Nidaros. Hans Ophold i Norge og nøjagtige Optegnelſer om hvad han hørte og ſaa, ſkulde vi de mange højſt vigtige Oplysninger, Norge vedkommende, der findes i hans fortrinlige Verk over Samtidens Hiſtorie[1].

Naar man læſer om al denne Liberalitet mod og Omhyggelighed for Kirken og dens Tjenere, ſom Haakon lagde for Dagen, begriber man nok at han maatte være ſærdeles undet af Paven, om denne end ikke havde haft ſæregne Grunde til at bevare hans Venſkab. Dette Venſkab vedligeholdt ſig ogſaa uforandret, ſaa længe Innocentius levede, ja fortſattes endog under Innocentius’s Eftermand Alexander den 4de (Rainald, Cardinalbiſkop af Oſtia), og det uagtet der fremdeles var Tale om Korstog, ſom Haakon ſkulde foretage, men aldrig udførte, ſkjønt det dog ſynes, ſom om Kong Haakon paany har givet et Tilſagn om perſonligen at begive ſig til det hellige Land. Vi ſtode nemlig atter paa et Beſkyttelſesbrev, ſom Pave Innocentius den 12te December 1252 fra Perugia (han var i 1251 atter vendt tilbage til Italien) udſtedte for Kong Haakon med Huſtru, Familie, Rige og Gods, medens han var fraværende paa det Korstog, hvorved han „til det hellige Lands Frelſe ej alene vilde forlade ſit Fædreland men ogſaa udſætte ſin egen Perſon“. Efter almindelig Sædvane overdrog Paven ved en ſamtidig Skrivelſe nogle anſeede Prælater i Kongens Rige, denne Gang Erkebiſkoppen af Nidaros ſaavel ſom Biſkopperne af Oslo og Bergen, at ſee denne Beſkyttelſe vel overholdt, og uden Perſons Anſeelſe at anvende Excommunications- og Interdicts-Straf mod dem, der under Kongens Fravær vovede at forulempe hans Rige eller Gods. Det klinger mildeſt talt forunderligt, i denne Skrivelſe at ſee Kongen omtalt af Paven ſom „ſaa ædel, ſaa herlig, hvis Forfædre Kirken glæde ſig over altid at have kunnet tælle blandt ſine hengivne Tilhængere“[2]. At disſe Breve bleve udſtedte under og i Anledning af den efter Erkebiſkop Sigurds Død til hans Eftermand udnævnte Sørles Ophold i Rom, er tydeligt nok, men hvad der har fremkaldt dem, om Kongen var anmodet Sørle om at tilveje-

  1. Der har været ytret Tvivl, hvor vidt Forfatteren Matthæus af Paris er den ſamme ſom den Broder Matthæus, hvis Sendelſe til Norge han omtaler. Men Identiteten ſynes aabenbar: thi deels ſtaar der udtrykkeligt, at den Matthæus, der ſendtes til Norge, kaldtes „Matthæus de Parisiis“, deels ſiger Forfatteren ſelv, at han overbragte Kong Ludvigs Breve til Haakon, altſaa var i Norge. Han kan dog neppe have været den af Kejſer Frederik afſendte Matthæus, ſom omtales ovenfor S. 12; thi han kom fra Tydſkland eller Italien, ikke fra Frankrige og England.
  2. Dipl. Norv. I. No. 47, 48.