Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/136

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
122
Haakon Haakonsſøn.

Tunsberg deels efter Branden i ſamme Aar, deels og iſær efter den nye ſtore Ildebrand i 1258.

Det ſynes ogſaa for en ſtor Deel at kunne tilſkrives Kongens Indflydelſe og Anſeelſe, at det oftere omtalte Nidarholms Kloſter, der ved Abbed Bjørns uforſvarlige Ferd var bragt ſin Undergang nær, blev frelſt og reformeret. Vi have ſeet, hvorledes Munkene, hvilke Erkebiſkop Sigurd vilde udjage, henvendte ſig til Cardinal Villjam om Hjelp, og at denne raadede dem at anraabe Paven ſelv om at ſtaa dem bi, og ſende en kyndig Mand, der kunde reformere deres Kloſter og underviſe dem hedre. De fulgte hans Raad, og Abbeden ſelv, ledſaget af Prioren, begave ſig til Curien, forſynede med Anbefaling ſaavel fra Cardinalen ſom fra Kongen. Paven viſte ſig naadig mod dem, og bød dem ſelv udvælge ſig en Reformator. Efter en Dags Betænkning og Raadſlagning med andre erfarne Mænd nævnte de for Paven, ſom den der efter deres Mening var meſt ſkikket til dette Hverv, den oftere omtalte Matthæus af Paris, Munk i St. Albans Kloſter i England, da for det førſte, ſom de ſagde, ingen Kloſtre af deres Orden var i bedre Skik end de engelſke, og af disſe igjen intet fortrinligere end St. Albans Kloſter; og for det andet Matthæus ſelv var en ſærdeles god Bekjendt og Ven af Kongen, der af den Grund maaſkee lettere vilde være at formaa til, naar det behøvedes, at anvende ſin Magt til at tæmme Gjenſtridige. Man maa formode at dette Valg af Matthæus allerede før Udrejſen har været aftalt mellem Kongen og Abbeden. Paven ſamtykkede i Valget, og udfærdigede ſtrax en Skrivelſe til Abbeden i St. Albans om at han ſkulde afgive Matthæus til denne Sendelſe. Dette ſkede; Matthæus tom til Norge, og udførte heldigt ſit Hverv. Men da dette netop, ſom vi tidligere have ſeet, ſkede i 1248, hvor Matthæus var Øjevidne til Bergens Brand, og da vi ligeledes erfare, at han medbragte Breve og Hilſener fra den franſke Konge til Kong Haakon, er det aabenbart, at Matthæus ſelv ſamtidigt med Geſandterne maa have været i Frankrige, og rimeligviis ſaavel ved Pavehoffet i Lyon, ſom ved Kong Ludvigs Hof. Det er ogſaa i ſig ſelv højſt ſandſynligt, at Abbeden og Prioren have lagt Vejen til Pavehoffet over England, for at raadſlaa med Matthæus, der allerede et Par Aar forud havde gjort dem en ſaa væſentlig Tjeneſte ved at faa Bjørns Pantebreve ud af de Koværtſkes Klør, og at han med ſin Abbeds Samtykke har gjort Følge med dem til Lyon, for at hjelpe dem ved ſin Indflydelſe og ſine gode Raad. Denne gode Biſtand havde de ſaaledes middelbart iſær Kongen at takke, thi han virkede baade paa Cardinalen, paa Matthæus, og paa Paven ſelv. Hvor længe Matthæus opholdt ſig i Norge, vides ej, men det ſynes ikke at kunne have været i ſaa ſærdeles kort Tid. Da