Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/135

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
.
1248—60. Kirker og Kloſtre opretted

(omtrent Marker Bol eller Skud. Tunge), var beſtemt for de Spedalſke, — en Sygdom, der viſtnok allerede i lang Tid havde raſet i Norge, men ſom maaſkee nu førſt havde antaget en ſaa foruroligende Skikkelſe, at der fra den offentlige Veldædigheds Side anſaaes nødvendigt at treffe Forholdsregler, om ikke til dens Udryddelſe, ſaa dog til dens ulykkelige Offeres Pleje. I Tunsberg ſtiftede Kongen ligeledes et Hoſpital (St. Stephans), hvortil han ſkjenkede ikke mindre end 30 Merkers Bol[1], og et Minoritet- eller Franciſcaner-Kloſter. Endelig oprettede han et Auguſtiner- eller maaſkee Præmonſtratenſer-Kloſter, indviet Jomfru Maria, i det ſmukke, ſkovrige Dragsmark i Lanehered i Elveſysſel, ogſaa kaldet Marieſkogs-Kloſter, og funderede det med 50 Merkers Bol; til dets Kirke benyttedes, uviſt hvorfor, den allerede i Tunsberg ved Franciſcanerkloſteret opførte eller paabegyndte Bygning, hvis Materiale ſaaledes maa være flyttet over Folden til det nye Kloſter-Anlæg[2]. Der tales og om, at Franciſcanerkloſtret i Kongehelle oprettedes under Haakons Regjeringstid, men da intet ſikkert derom berettes, faar det ſtaa ved ſit Værd. Foruden disſe mere ſtorartede Kirke- og Kloſter-Anlæg lod han ogſaa den ſtore, prægtige Kirke opføre paa Agvaldsnes, hvoraf der endnu er Levninger tilbage, der viſe dens fordums Pragt. Denne, ſaavel ſom de tre oven nævnte Hoſpitalskirker, regnedes ſiden blandt de kongelige Kapeller, hvortil den før omtalte Apoſtelkirke i Bergen, og rimeligviis Mariekirken i Oslo, ſaavel ſom Tromsø Kirke allerede hørte. Tiden for disſe Bygningsarbejder kan viſtnok ikke nøjagtigt angives; imidlertid bliver det dog efter det foranførte temmelig viſt, at de for Bergen falde ſtrax efter Branden 1248, naar man undtager Apoſtelkirken, der allerede tidligere tilligemed Kongsgaarden var opført og indviet, og for

    ſammenligner dette med Sagaens Udſagn, at Kong Haakon lod gjøre Katharinakirke ved Sandbro, ſeer man at der her er Tale om to forſkjellige Bygningsarbejder, og man behøver ikke at forklare den tilſyneladende Modſigelſe dermed, at et „Sandbro“ ogſaa ſkulde være at ſøge i Vaagsbunden. Thi, ſkjønt Udtrykket Sandbrú litla etſteds forekommer, ſeer man dog nokſom af Bergens Biſkop, at der kun var een Sandbro, naar det gjaldt at betegne Strøgene i Byen, og i det mindſte ingen Sandbro i Vaagsbunden.

  1. Flatøbogens Læſemaade „ccc (300—360) Mk. Bol.“ er urigtig, ſe Kong Magnus Eriksſøns Brev af 1320, Dipl. Norv. II. 139.
  2. Se Langes Kloſterhiſtorie S. 453, 473. „Dragsmark“ kaldtes denne lille Skov, (der i Brev No. 882 hos Liljegren udtrykkeligt benævnes locus amoenus) efter det ſmale og lave Eid mellem Laneſund og Gudmaren, over hvilket Baade kunde drages; thi ſaadanne Eid kaldtes og kaldes endnu „Drag“ (ſaaledes Dragseid paa Stadland). Sagnet om en Drage, der ſkulde have haft ſit Tilhold der, viſer ſig ſaaledes at være lavet i en Tidsalder, da den danſke Skriftſprogform „Drage“ var bleven ſædvanlig i Stedet for det norſke Dreke eller Drake, og ſaaledes kunde gjøre Fejltagelſen mulig.