Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/131

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
117
1244. Lovforbedringer.


Til Forebyggelſe af Ættedrab maatte det ſærdeles bidrage, at de Boder, hvormed Drab og Legemsfornærmelſer endnu tildeels kunde afſones, enten ikke ſattes faa højt, at Vedkommende mistvivlede om at kunne udrede dem og derfor ſlet intet betalte, eller at Beregningsmaaden og Fordelingen ej var altfor indviklet, da det ellers let kunde hænde at enkelte Medlemmer af Ætten, der troede ſig berettigede til at tage Boder, men enten ingen havde faaet, eller fandt at de ej havde faaet nok, i ſaa Fald anſaa ſig berettigede til at tage Hevn paa egen Haand. Det gjaldt ſaaledes at ſimplificere de ſaakaldte Saktal ſaa meget ſom muligt. Vi have allerede ſeet[1], hvorledes en ſaadan Simplification ſynes at være indſkudt i den ældre Gulathingslov ved Siden af den ældre, mere indviklede, Beregning. Et ſenere, endnu ſimplere indrettet Saktal, beregnet af den af os oftere omtalte Lagmand Bjarne Mardsſøn fra Haalogaland, der nævnes mellem Aarene 1198 og 1223, findes, ſom ovenfor viiſt, tilføjet Gulathingslagen, hvilket maaſkee antyder, at det bar ſkullet gjelde for det hele Land, da Bjarne Mardsſøn ſom Haalogalænding ellers intet havde med Gulathingslagen at beſtille. Ogſaa i Froſtathingsloven ſees et ældre, mere indviklet Saktal at være ombyttet med et nyere og ſimplere, der i flere Henſeender bar meget tilfælles med hiint[2]; men da dette nyere dog endnu omtaler „thybaaren Søn“[3], medens deri-

    ſtykke viſer, at det har hørt til den i de 16 Parter inddeelte Lov, følgelig er yngre end den her omhandlede Kundgjørelſe. Thi er da den Text, efter hvilken Loven er trykt i N. gl. Love 1. B., ſaavel ſom de fleſte øvrige Brudſtykker, fra Kong Haakons Tid, hvad man vel maa antage, (ſkjønt ogſaa det yngre Saktal aabenbart er ældre end 1220, ſe nedenfor) bliver det ikke uſand ſynligt, at hiint Brudſtykke med det ældre Saktal er en 50 til 60 Aar ældre. Fuldkommen Vished faa vi nu neppe i denne Sag, da dette ej kunde ſkee uden at man fandt et Haandſkrift, hvori hiin Lacune var udfyldt — hvortil der ej er nogen Udſigt. — Jeg har derfor ikke vovet at fremſætte den her ytrede Mening i Texten, ſkjønt jeg dog næſten er moralſk overbeviiſt om dens Rigtighed. Thi hvad der ovenfor er ytret om Kongens og Erkebiſkop Sigurds Samvirkning, enten paa Froſta- eller Ørething, om Sommeren 1244, kan, ſom ogſaa før antydet, alligevel være rigtigt, muret end kun vedkommer Chriſtenretten. Og at den gamle Chriſtenret da blev paabuden for hele Riget, uden at man endnu havde givet ſig Tid til at forandre dens Text, er ikke beſynderligere, end at den og kunde blive paabuden 1290, 1316 og 1327. Maaſkee man ſaaledes netop kan betragte Haakons og Sigurds Paabud ſom det førſte i Rækken af alle disſe interimiſtiſke Chriſtenrets-Paabud.

  1. Se ovenfor III. S. 970.
  2. At det Saktal, der findes i Froſtathingslovens Text, ſaadan ſom den nu kjendes, ikke er det oprindelige, ſees aller bedſt af det før omtalte gamle Brudſtykke, aftrykt i N. gl. L. II. S. 520, der virkelig er et Stykke af det ældre Saktal, og ikke ſtemmer med Textens. Det ſees ogſaa af denne ſelv, IV. 6, 9, hvor der ligefrem omtales en Mangel ved det ældre Saktal, ſom nu ved disſe Artikler rettes.
  3. Froſtathingsloven IV. 5, 10, 14, 17, 21, 24, 28, 31, 35, 38.