Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/130

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
116
Haakon Haakonsſøn.

kemængden følgelig have formeret ſig, men for ſaa vidt det heder, at den, der baade høſter Hø og Korn af en Audn eller Ødegaard, ſkal præſtere Leding, ſeer man heraf, hvorledes Ledings-Præſtationen allerede var paa Overgangen fra at være perſonlig til at blive reel, hvilket ogſaa var en naturlig Følge af den ſjeldnere Brug, man gjorde af virkeligt Ledings-Opbud[1].

Merkeligt er det, at ved flere af de adminiſtrative Forholdsregler, ſom foreſkrives eller antydes af Kongen i disſe Kundgjørelſer, ſpille endnu „Aarmændene“ en ikke ubetydelig Rolle. Heraf maatte man ſlutte, at Kongsgaardenes Beſtyrere endnu kaldtes Aarmænd, og at de fremdeles ved Siden af Sysſelmændene repræſenterede Kongemagten. Men Sagen er formodentlig den, at kun Benævnelſen er bibeholdt fra den ældre Lovgivning, medens Sysſelmændene egentlig ere meente. Thi Sysſelmændene nævnes ſlet ikke, uagtet deres Embede paa Kong Haakons Tid allerede længe havde bort blandt de beſtaaende Indretninger og derfor nødvendigviis ſynes at maatte have været nævnt, naar der er Tale om Sagſøgning, Tilſigelſe af Rideſkyds, o. a. d.[2].

  1. Froſtathingslovens Indl. 17, 18, 19. Den, ſom kun driver en Audn paa Hø, ej paa Kornavl (ſom ſlaar og ikke ſaar) ſkal kun præſtere Budbyrd og Fattiges Flytning (kun de communale Byrder). Men naar han „baade ſaar og ſlaar“, da ſkal han og præſtere Leding efter forſtandige Mænds Skjøn (§ 17). Dog vidner det atter om Forpligtelſens perſonlige Charakteer, naar det i § l8 heder „at Kongen har fritaget den Lejlænding, der ſelv opfører Hufebygningen paa en Audn, for Ledingen for tvende „Nev“ i de førſte ſex Aar.
  2. Herved bemerkes dog, hvad der egentlig gjelder om hele dette Parti af Indledningen til Froſtathingsloven, eller hvad der vedtoges og udſtedtes paa Ørething, altſaa tillige Lovens Inddeling i 16 Parter og Chriſtenretten, at da vi formedelſt den for omtalte Lacune mellem § 13 og 14 ikke have Begyndelſen til denne Række af Kundgjørelſer og Retterbøder, kunde det, naar Alt kommer til Alt, være muligt, at alt dette egentlig ſkriver ſig fra Haakon Sverresſøn, ved dennes Forlig med Erkebiſkop Erik, og at Kong Haakon Haakonsſøns Samraad eller Overeenskomſt med Erkebiſkop Sigurd kun har gjeldt Chriſtenrettens Udſtrækning ud over Froſtathingslagen til hele Riget. Der er meget, ſom gjør denne Antagelſe ſandſynlig, og ikke mindſt den Omſtændighed, at Aarmændene endnu nævnes med Udelukkelſe af Sysſelmændene, ſamt at Lagmands-Inſtitutionen endnu ſynes at omtales ſom ganſke ny, og ſom om det for en ſtor Deel var den Konge, i hvis Navn Kundgjørelſen udſtedtes, der fra førſt af havde indſat Lagmændene. Man kunde endog føle ſig friſtet til at gjette paa Sverre ſelv, hvis man ikke maatte antage det uſandſynligt, at han havde optaget Chriſtenretten, ſaadan ſom den forefindes, i ſin Lovbog. Hvad der fremdeles i høj Grad ſynes at tale for en ſaadan Antagelſe, er deels den ovenfor paapegede Bibeholdelſe af de for Lateranmødet 1215 gjeldende forbudne Led, deels den merkelige Omſtændighed, ſom vi ſtrax nedenfor paapege, at et gammelt Brudſtykke af Froſtathingsloven fremſtiller Saktallet aabenbart i en langt ældre og uhjelpſommere Form, end det findes i de øvrige Haandſkrifter, medens dog Sideoverſkriften paa hiint Brud-