Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/129

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
115
1244. Lovforbedringer.

Inſtitutionen, at den egentlig kun var til for at ſpare den ſimple og ubemidlede Mand langvarigt Ophold, byrdefulde Rejſer og dertil ſvarende Bekoſtning. Men det var en uundgaaelig Følge af de ſtatsretlige Principer, der nu ſøgtes gjorte gjeldende, at Kongens Dommermyndighed, udøvet gjennem hans beſkikkede Embedsmænd, udſtraktes til alle Underſaatter, bøje og lave. Vi finde derfor ogſaa nu Lagmændenes Stilling at blive mere og mere anſeelig, og deres Embeder omſider, i det følgende Aarhundredes Begyndelſe, at regnes blandt de fornemſte i Landet, ſaa at Indehaverne endog ſynes næſten at have været ſelvſkrevne til de højere Rangtitler[1], medens det derimod tidligere netop ſynes at have været Principet, at en Lagmand ingen ſaadan Titel ſkulde bære, men altid i bogſtavelig Forſtand kunne kaldes Bonde[2]: aabenbart fordi lign ikke ved ſin højere Rang ſkulde give de Folk, mellem hvilke han oprindelig var ſat til at ſkifte Sten Anledning til Mistillid; en Betragtning, der ſenere hen, da hans Jurisdiction udſtraktes til alle Klasſer, maatte bortfalde[3].

En anden af disſe Artikler er ogſaa ret merkelig, fordi den viſer, hvorledes den Loft til at fare ſom Handelskarl, der nu er ſaa udbredt i Norge, allerede i hiin Tid havde taget ſaadan Overhaand, at Kongen anſaa det nødvendigt at ſætte Grændſer for den ved et ſæreget Forbud. „Det er os bekjendt“, ſiger lign, „at intet er vort Rige ſaaledes til Skade, ſom den Mislighed, at man ikke kan faa Arbejdsfolk i Herederne, fordi nu alle ville fare i Kjøbferd og ingen arbejde for Bønderne. Vi forbyde derfor ſtrengeligen enhver at fare i Kjøbferd, der ejer mindre Gods end til tre Marks Værdi. Dette Forbud ſkal gjelde fra Paaſke til Michelsmesſe hvert Aar, men fra Michelsmesſe og hele Vinteren ſiden fare enhver i Fred med det, Gud bar givet ham, ſtort eller lidet“. Forbudet ſynes at gjelde lige ſaavel Indenlands-Handel ſom Fart til fremmede Lande[4].

En Deel Beſtemmelſer om Audner eller Ødegaarde, opryddede i afſides eller mere højt liggende Egne, ſaavel ſom andre Rydningspladſe, hvilke nu ſamtlige underkaſtedes de ſædvanlige communale Byrder og Skatte-Ydelſer, viſe ikke alene, at ej ubetydelige Strækninger i de ſenere Tider maa have været opryddede i det nordlige Norge, og Fol-

  1. F. Ex. Hr. Hauk Erlendsſøn, Ridder og Lagmand c. 1315.
  2. Saaledes Dagfinn Bonde, der ſkjønt Stallare, Sysſelmand og ſaa godt ſom kongelig Statholder i Bergen dog ej fik Lendermandsnavn. Lige ſaa Gunnar Grjonbak, der ſelv kaldte ſig Bonde, og hvis Søn Einar, ſenere Erkebiſkop, var i Bøndernes Tal, da han gav Haakon unge Kongenavn.
  3. Om Lagmændene, ſe for øvrigt ovenfor III. S. 190.
  4. Froſtathingslovens Indl. 20.