skrive i den nye Lovbog, har ladet dette skee med alle de Forbedringer, den allerede havde modtaget, men derimod har bibeholdt den med flere forældede Bestemmelser, lader sig forklare af samme Grund, hvorfor den verdslige Lovgivning ligeledes er bleven gjengiven uforandret: man gav sig ikke Tid til at omredigere Texten, men foretrak at angive Lovsforandringerne i Form af Retterbøder, opregnede i Intimationen, ganske i den Orden, hvori de paa Mødet selv bleve vedtagne: derved faldt de desto bedre i Øjnene, og det stod da enhver, der ejede en Lovbog, selv frit for at anmerke Rettelserne paa de tilhørende Steder i Loven. Nei have vi vistnok ingen saadan Bekjendtgjørelse om Forandringerne i Christenretten, men deels maa det erindres, at Intimationen til Frostathingsloven har et stort Hul, og at saaledes netop de kirkelige Retterbøder kunne høre til det tabte; deels er det heel sandsynligt, at Erkebiskoppen kan have bekjendtgjort de kirkelige Retterbøder særskilt, med en egen Afskrift af Christenretten. Den saakaldte Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds Christenret, eller Frostathings-Christenret, fremstiller os saaledes den kirkelige Lovgivning og de kirkelige Forhold nærmest som de endnu vare paa Erkebiskop Eysteins Tid. Og muligt er det endog, som vi allerede have antydet, at den egentlige Vedtagelse saavel af den, som af den med ny Inddeling forsynede Lovbog allerede hidrører fra Kong Haakon Sverressøns Tid.
Af de Artikler, vedrørende de verdslige Forhold, der forekomme i den Deel af Intimationen til Frostathingsloven, der er samtidig med Lovens nyere Inddeling, og saaledes maaskee henhører til 1244, maaskee endog er meget ældre, er især een merkelig, der vidner om, med hvor mange Vanskeligheder den nye Lagmands-Institution endnu havde at kæmpe[1]. „Vi have“, siger Kongen[2], „ofte hørt, at flere, der ere ganske vist skyldige, dog ikke ville indfinde sig hos Lagmanden, skjønt de ere lovligen stevnte, og mange ville ikke bryde sig om Lagmandens Orskurd, naar han har sagt Lov. Vi troede dog i den Hensigt at have indsat Lagmændene og tillagt dem Indtægter af vort eget Gods og vor Fædrenearv, at enhver nu efter St. Olafs Lovgivning og Lagmandens Orskurd skulde ville bringe sin Sag til Ende. Derfor fastsætte vi nu en Bod af tre Mark for hver den, der ikke vil indfinde sig hos Lagmanden, skjønt han er sandskyldig og lovligt stevnt; saa og for dem, der ikke agte Lagmandens Orskurd.“ Formodentlig have de fleste mere anseede Mænd endnu meent, hvad der ogsaa i Førstningen var den beskedne Hensigt med
