Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/128

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
114
Haakon Haakonsſøn.

ſkrive i den nye Lovbog, har ladet dette ſkee med alle de Forbedringer, den allerede havde modtaget, men derimod har bibeholdt den med flere forældede Beſtemmelſer, lader ſig forklare af ſamme Grund, hvorfor den verdslige Lovgivning ligeledes er bleven gjengiven uforandret: man gav ſig ikke Tid til at omredigere Texten, men foretrak at angive Lovsforandringerne i Form af Retterbøder, opregnede i Intimationen, ganſke i den Orden, hvori de paa Mødet ſelv bleve vedtagne: derved faldt de deſto bedre i Øjnene, og det ſtod da enhver, der ejede en Lovbog, ſelv frit for at anmerke Rettelſerne paa de tilhørende Steder i Loven. Nei have vi viſtnok ingen ſaadan Bekjendtgjørelſe om Forandringerne i Chriſtenretten, men deels maa det erindres, at Intimationen til Froſtathingsloven har et ſtort Hul, og at ſaaledes netop de kirkelige Retterbøder kunne høre til det tabte; deels er det heel ſandſynligt, at Erkebiſkoppen kan have bekjendtgjort de kirkelige Retterbøder ſærſkilt, med en egen Afſkrift af Chriſtenretten. Den ſaakaldte Kong Haakons og Erkebiſkop Sigurds Chriſtenret, eller Froſtathings-Chriſtenret, fremſtiller os ſaaledes den kirkelige Lovgivning og de kirkelige Forhold nærmeſt ſom de endnu vare paa Erkebiſkop Eyſteins Tid. Og muligt er det endog, ſom vi allerede have antydet, at den egentlige Vedtagelſe ſaavel af den, ſom af den med ny Inddeling forſynede Lovbog allerede hidrører fra Kong Haakon Sverresſøns Tid.

Af de Artikler, vedrørende de verdslige Forhold, der forekomme i den Deel af Intimationen til Froſtathingsloven, der er ſamtidig med Lovens nyere Inddeling, og ſaaledes maaſkee henhører til 1244, maaſkee endog er meget ældre, er iſær een merkelig, der vidner om, med hvor mange Vanſkeligheder den nye Lagmands-Inſtitution endnu havde at kæmpe[1]. „Vi have“, ſiger Kongen[2], „ofte hørt, at flere, der ere ganſke viſt ſkyldige, dog ikke ville indfinde ſig hos Lagmanden, ſkjønt de ere lovligen ſtevnte, og mange ville ikke bryde ſig om Lagmandens Orſkurd, naar han har ſagt Lov. Vi troede dog i den Henſigt at have indſat Lagmændene og tillagt dem Indtægter af vort eget Gods og vor Fædrenearv, at enhver nu efter St. Olafs Lovgivning og Lagmandens Orſkurd ſkulde ville bringe ſin Sag til Ende. Derfor faſtſætte vi nu en Bod af tre Mark for hver den, der ikke vil indfinde ſig hos Lagmanden, ſkjønt han er ſandſkyldig og lovligt ſtevnt; ſaa og for dem, der ikke agte Lagmandens Orſkurd.“ Formodentlig have de fleſte mere anſeede Mænd endnu meent, hvad der ogſaa i Førſtningen var den beſkedne Henſigt med

  1. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at de følgende Ytringer blive langt lettere at forklare, hvis denne Kundgjørelſe henføres til Haakon Sverresſøns Tid.
  2. Froſtathingslovens Indl. 16.