biskoppens Mening at denne Ret, som nys anført, skulde blive Christenret for bøie Riget. Thi deels siges dette udtrykkeligt i en kongelig Retterbod, udstedt i Begyndelsen af det følgende Aarhundrede[1], deels viser allerede den oven nævnte Combination af Frosta- og Gulathings-Christenretter, som man under Sverre søgte at faa i Stand, at Trangen til en mere almindelig Christenret endog da maa have været følt, ligesom det i sig selv er aabenbart, at Christenretter, der nu vare saa antiqverede, som Gulathingslagens, Oplandenes og Vikens, nødvendigviis, om end intet udtrykkeligt desangaaende var foreskrevet, hyppigt maatte suppleres eller berigtiges efter en mere tidsmæssig Lovgivning, og ingen var da hertil nærmere end Frøstathingsloven, den som allerede gjaldt ved Metropolitan-Sædet. At man for Resten, naar Lovgivningen alligevel skulde revideres, dog ikke, idet man lod Christenretten af-
- ↑ Se den før omtalte Retterbod, udstedt i Kong Magnus Erikssøns Navn 14de Septbr. 1327: „at den Christenret, som den værdige Herre Kong Haakon den gamle, vor Farfader, og Hr. Sigurd, Erkebiskop i Nidaros, med de bedste Mænds Raad og Samtykke, som dengang vare i Riget forordnede at skulle gjelde („over hele Norge“, tilføjer en Codex udtrykkeligt) „den skal nu gjelde alle Mand imellem“. Tidligere omtales denne Christenret baade i Retterbod af 14de Mai 1290 og i en anden af 28de Juli 1316 som den „gamle, forhen gjeldende“, og det virkelig, som det lader, for hele Riget.
i den saakaldte Sverres Christenret, den Indskrænkning af Altergangen for Lægfolk til i det mindste een Gang om Aaret, i Paasken, der indeholdes i de samme Lateranstatuter § 21 (Decr. Greg. V. 38); dette maa da igjen være indført efter 1215. En anden virkelig Forandring, man kan spore, er den for omtalte i II. 18, hvor den endnu i Sverres Christenret Cap. 35 paabudne Vidreldes-Tiende (af tillagt Fæ) forandres til Ydelsen af den Ost, der lades af al den Fredagen før St. Hansdag faldende Melk: men denne Forandring, der sandsynligviis er skeet i Mellemtiden mellem 1190 og 1244, er og udtrykkeligt paapeget ganske saaledes som om en Marginalrettelse her havde fundet Sted i Original-Exemplaret. (At Jærnbyrd, afskaffet af Cardinal Villjam 1247, ligeledes omtales som brugelig, kan her ej komme i Betragtning, da Loven selv, som ovenfor viist, maa være vedtagen senest 1244, altsaa for Cardinalens Ankomst til Norge). Alt tyder saaledes virkelig hen paa, at man uden videre har vedtaget det meste saaledes, som det forefandtes, og ladet det indføre i den nye Lovbog, uden endog at have givet sig Tid til at anbringe alle de Forandringer, der dog allerede ved Concilbeslutninger eller paa andre Maader vare skede. Tog hiint Original-Exemplar synes da ganske vist at maatte have været „Guldfjeder“. Om Forandringerne havde været end større og hyppigere, end de nu vise sig at være, vilde de dog med største Lethed have knurret anbringes i Form af Marginal-Rettelser. Men en anden Sag er (se nedenfor) at denne Christenrets Optagelse i Lovbogen samt Lovbogens Fordeling i Parter maaskee kan skrive sig fra Kong Haakon Sverressøns Dage.
