Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/126

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
112
Haakon Haakonsſøn.

1190, ligeſom man ogſaa der netop finder et Par af de Artikler af „Guldfjeder“, over hvilke Kong Sverre ſtødte ſig, og i hvis Sted han vilde have de ældre Beſtemmelſer i „Graagaas“ bibeholdte. At det efter Kong Sverres Tid kunde lykkes Erkebiſkopperne i Nidaros at faa „Guldfjeder“ om ikke formeligt vedtagen, ſaa dog ſtiltiende anerkjendt ſom gjeldende Lov, var i og for ſig ikke ſaa beſynderligt; thi deels maatte Erkjendelſen af, at den ældre Chriſtenret ikke længer pasſede til de, ogſaa af Lægmand, almindeligt anerkjendte og vedtagne canoniſke Regler, være almindelig[1], og dertil havde Erkebiſkopperne lige fra Forliget med Kong Haakon Sverresſøn paa det nærmeſte kunnet raade ſig ſelv i deres Diøces, fornemmelig under Skules langvarige Regimente i det nordlige Norge, da det var denne alt for meget om at gjøre, at have Erkebiſkopperne paa ſin Side, til at han ikke ſkulde have lempet ſig efter dem, og lukket Øjnene til at de udſtrakte ſin Myndighed videre end tilbørligt. Ved Fredens og Rolighedens Gjenoprettelſe fandt Kong Haakon derfor viſtnok „Guldfjederen“, enten uforandret eller i alle Fald kun med yderſt ubetydelige Modificationer, ſaaledes ved Brugen hævdet i Thrøndelagen, at han, om han end havde villet, neppe engang havde kunnet afſkaffe den. Men det er ikke engang rimeligt at han har ønſket eller villet det, thi de Beſtemmelſer, der ſtødte Sverre, fordi de i hans Tid vare nye, og fordi man nu engang, opirret ſom man var, ſatte Sagen paa Spidſen: disſe Beſtemmelſer havde, efter de paa Haakons Tid herſkende Synsmaader, ikke længer ſaa meget at betyde, og den Tid var heller ikke ſaa ſærdeles fjern, da Norges Hierarcher endog fandt dem ikke paa langt nær tilſtrækkelige til at ſikre Kirken den Frihed og Myndighed, ſom de meente at den kunde og burde gjøre Fordring paa. Og ſaaledes er det da vel gaaet til, at Kong Haakon ſamtykkede i at paabyde, og i den nye Afſkrift af Froſtathings-Lovbogen at lade indføre en Chriſtenret, der var hverken mere eller mindre end Eyſteins „Guldfjeder“ ſaa godt ſom uforandret, ja neppe engang med de Forandringer“ i Texten, ſom allerede ældre Concilbeſtemmelſer eller hævdede Vedtægter ſynes at maatte have gjort nødvendige[2]. Ja det ſynes endog at have været Kongens og Erke-

  1. Vi kjende viſtnok ikke den ældſte Froſtathings Chriſtenret, men have al Grund til at antage, at den i det væſentlige har lignet de øvrige ældre Chriſtenretter.
  2. Hvor ubetydelige Forandringerne maa have været, ſees ikke alene af den ovenfor paapegede Omſtændighed, at den ældre, allerede af Erkebiſkop Eyſtein nedrevne, Mariekirke omtales II. 10 ſom endnu ſtaaende, men tillige af III. 1., hvor de forbudne Slægtſkabsgrader i Egteſkab regnes til 6te Led paa begge Sider fra Syſkende at regne, uagtet, ſom ovenfor paapeget, Forbudet allerede paa den lateranſke Forſamling 1210 indſkrænkedes til 4de Led incluſive fra Syſkende. Derimod findes ej alene i denne Chriſtenret, men ogſaa