Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/126

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
112
Haakon Haakonssøn.

1190, ligesom man ogsaa der netop finder et Par af de Artikler af „Guldfjeder“, over hvilke Kong Sverre stødte sig, og i hvis Sted han vilde have de ældre Bestemmelser i „Graagaas“ bibeholdte. At det efter Kong Sverres Tid kunde lykkes Erkebiskopperne i Nidaros at faa „Guldfjeder“ om ikke formeligt vedtagen, saa dog stiltiende anerkjendt som gjeldende Lov, var i og for sig ikke saa besynderligt; thi deels maatte Erkjendelsen af, at den ældre Christenret ikke længer passede til de, ogsaa af Lægmand, almindeligt anerkjendte og vedtagne canoniske Regler, være almindelig[1], og dertil havde Erkebiskopperne lige fra Forliget med Kong Haakon Sverressøn paa det nærmeste kunnet raade sig selv i deres Diøces, fornemmelig under Skules langvarige Regimente i det nordlige Norge, da det var denne alt for meget om at gjøre, at have Erkebiskopperne paa sin Side, til at han ikke skulde have lempet sig efter dem, og lukket Øjnene til at de udstrakte sin Myndighed videre end tilbørligt. Ved Fredens og Rolighedens Gjenoprettelse fandt Kong Haakon derfor vistnok „Guldfjederen“, enten uforandret eller i alle Fald kun med yderst ubetydelige Modificationer, saaledes ved Brugen hævdet i Thrøndelagen, at han, om han end havde villet, neppe engang havde kunnet afskaffe den. Men det er ikke engang rimeligt at han har ønsket eller villet det, thi de Bestemmelser, der stødte Sverre, fordi de i hans Tid vare nye, og fordi man nu engang, opirret som man var, satte Sagen paa Spidsen: disse Bestemmelser havde, efter de paa Haakons Tid herskende Synsmaader, ikke længer saa meget at betyde, og den Tid var heller ikke saa særdeles fjern, da Norges Hierarcher endog fandt dem ikke paa langt nær tilstrækkelige til at sikre Kirken den Frihed og Myndighed, som de meente at den kunde og burde gjøre Fordring paa. Og saaledes er det da vel gaaet til, at Kong Haakon samtykkede i at paabyde, og i den nye Afskrift af Frostathings-Lovbogen at lade indføre en Christenret, der var hverken mere eller mindre end Eysteins „Guldfjeder“ saa godt som uforandret, ja neppe engang med de Forandringer“ i Texten, som allerede ældre Concilbestemmelser eller hævdede Vedtægter synes at maatte have gjort nødvendige[2]. Ja det synes endog at have været Kongens og Erke-

  1. Vi kjende vistnok ikke den ældste Frostathings Christenret, men have al Grund til at antage, at den i det væsentlige har lignet de øvrige ældre Christenretter.
  2. Hvor ubetydelige Forandringerne maa have været, sees ikke alene af den ovenfor paapegede Omstændighed, at den ældre, allerede af Erkebiskop Eystein nedrevne, Mariekirke omtales II. 10 som endnu staaende, men tillige af III. 1., hvor de forbudne Slægtskabsgrader i Egteskab regnes til 6te Led paa begge Sider fra Syskende at regne, uagtet, som ovenfor paapeget, Forbudet allerede paa den lateranske Forsamling 1210 indskrænkedes til 4de Led inclusive fra Syskende. Derimod findes ej alene i denne Christenret, men ogsaa