fik en ny efter Tidens Fordringer – maaskee endog alt for meget – lempet Christenret indført eller i det mindste stiltiende vedtagen: den forhen omtalte Guldfjeder[1]. Det var upaatvivleligt Kongens Hensigt – og vi finde Anordninger dertil, som det nedenfor skal vises – at faa alle de tre forskjellige Lovgivninger sammensmeltede til een fælles for det hele Land, naturligviis med de Forbedringer, der maatte vise sig nødvendige. Men dette kunde ikke skee med eet Slag; det maatte bevirkes gradeviis og lempeligt, i det mindste stemmede en saadan sindig og lempelig Fremfærd bedst med Kongens Sind. Først og fremst henvendte han sin Opmerksomhed paa Frostathingsloven, deels, som man maa formode, fordi den gjaldt i Landets fornemste Sed„ deels vel og fordi den i sig selv synes at have været den fuldstændigste af alle tre. Vel foretog han ingen Omredaction af den i og for sig selv, men han foreskrev og fik, som det synes, Tid efter anden, fornemmelig paa Ørething 1244 (Frostathing kunde, som bekjendt, holdes paa Ørethingets Plads i selve Byen) og paa Frostathing 1260 vedtaget flere vigtige og indgribende Forandringer eller Retterbøder, der i egne Afsnit forudskikkedes Lovbogen, ligesom det maaskee og er en Foranstaltning af Haakon, at Lovbogen selv blev afskreven paa ny, og, for at man bedre kunde finde sig til Rette i den, inddeelt i 16 Parter i Stedet for de ældre 8 Bolker[2]. De vigtigste og mere almindelige Bestemmelser med
- ↑ Se ovenf. III. S. 247.
- ↑ Af det Foregaaende vil det sees, at der ej kan være Tale om Lovforbedringer i Throndhjem førend efter Hertug Skules Død: tidligere end 1240 kunne saaledes ingen Forhandlinger derom sættes. Net erfare vi, som det nedenfor paa sit Sted nærmere skal vises, af Haakon Haakonssøns Saga Cap. 303, sammenholdt med Haakonarbok Cap. 9 og Cap. 20, at Kong Haakon i 1260 var tilstede paa det egentlige Frostathing, og at han da fik flere vigtige Lovbestemmelser vedtagne, navnlig Kongearven og de Retterbøder, der anføres saavel i Haakonarbok Cap. 20, som endnu fuldstændigere i den første Deel (indtil Lacunen Cap. 13) af Intimationen til den egentlige Frostathingslov. Men derhos seer man af Retterboden af 14de Sept. 1327 (N. gl. L. III. 153), at Kongen enedes med Erkebiskop Sigurd om at paabyde en Christenret, der ej kan være nogen anden end Frostathings Christenret (se ogsaa Keysers Kirkehistorie I. S. 394), ligesom Intimationen til Frostathingsloven i Cap. 22 efter Lacunen omtaler en Forsamling paa Ørething, hvor de fra Lacunen indtil hiint Cap. anførte Bestemmelser siges at være blevne oplæste og vedtagne. Da nu det ovenfor omtalte Møde, der nævnes for Lacunen, i Sagaen udtrykkeligt siges at have været holdt paa selve Frostathing mangen drog „ind til Frostathing“), saa seer man, at der her i Indledningen er Tale om tvende Møder til forskjellige Tider, og at en nærmere Omtale eller Ankyndigelse af Mødet paa Ørething maa have existeret i det tabte Stokke af Intimationen. Nu er det vistnok, som det nedenfor skal vises, muligt, ja endog sandsynligt, at dette Møde, og Lovbogens nye Inddeling allerede er at hen-
