Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/123

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
109
1240—44. Lovgivnings-Reformer.

kunne fremſætte den Antagelſe, at der her ſigtes til Nidaros. Tre Aar ſenere brandt Tuterø Kloſter op (1251), og tre Aar derefter igjen (1254) var der Ildebrand i Oslo[1]. Endelig ſluttede Rækken med en ny Ildebrand i Tunsberg om Vaaren 1258, hvilken, ſom det udtrykkeligt ſiges, fortærede den ſtørſte Deel af Byen, og anrettede ſtor Skade[2].

Disſe hyppige ſtørre Ildebrande kom deels af de mangelfulde Sluknings-Indretninger, ſom man dengang havde, deels ogſaa af den uhenſigtsmæsſige Bygningsmaade, da de fleſte Privathuſe vare af Træ, og dertil meget ſtore og tæt ſammenpakkede. Naar der engang blev Ildløs i en af disſe ſvære, tætte Tømmermasſer, maatte det være næſten umuligt at faa Bugt med den: der var neppe engang Plads for dem, der vilde ſlukke, til at vende ſig paa. Det lader heller ikke til, at man blev klog af Skade, eller ſiden opførte Huſene mere luftigt og frit, thi ogſaa i de følgende Tider finde vi Gaarde i Bergen og Oslo omtalte ſom indeholdende en Mængde Stuer eller Herberget, og beliggende tæt ved hinanden, kun adſkilte ved ſmale Gaardsrum eller ved endnu ſmalere Vejter. For Reſten ſynes disſe Ildebrande at have givet Kongen rig Anledning til at tilfredsſtille ſin Byggelyſt, ſaaledes ſom det i det følgende ſkal omtales.

En ſtor Deel af den Tid, der efter Borgerkrigenes Ophør var levnet Kongen fra Underhandlinger med og Udruſtninger mod fremmede Magter, ſynes han at have anvendt paa gjennemgribende Lovforbedringer. Norges Love, endnu forſkjellige i hvert af de trende ſtore Lagſokn eller Thingforeninger, og næſten ganſke i den Skikkelſe, de fik paa St. Olafs Tid, efter hvilken de ogſaa ſædvanligviis benævntes, ſvarede viſtnok i mange Stykker ej længer til Tidens Fordringer, og i Særdeleshed maatte de gamle Beſtemmelſer om Frændebøder anſees forældede, ja endog ſkadelige, da de i Stedet for, ſom deres oprindelige Henſigt havde været, at forebygge Drab ved den Art af ſolidariſk Anſvarlighed, ſom derved paalagdes den hele Slægt for et enkelt Medlem, nu juſt fremkaldte Ufred og Drab paa ſagesløs Mand, for ſaa vidt man ej længer fandt det abſolut nødvendigt at hevne ſig paa Fornærmeren eller Drabsmanden ſelv, men i hans Sted ofte fældede en anden, helſt den gjeveſte, af hans Frænder, om denne endog var ganſke uſkyldig i, ja uvidende om hvad hiin havde gjort. Ogſaa meget andet trængte til Reviſion; navnlig maatte de gamle Chriſtenretter ſtøde Gejſtligheden ſom heel ucanoniſke, hvorfor ogſaa Erkebiſkop Eyſtein, ſom vi have ſeet, i ſit Diøces

  1. De islandſke Annaler.
  2. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 296.