kunne fremsætte den Antagelse, at der her sigtes til Nidaros. Tre Aar senere brandt Tuterø Kloster op (1251), og tre Aar derefter igjen (1254) var der Ildebrand i Oslo[1]. Endelig sluttede Rækken med en ny Ildebrand i Tunsberg om Vaaren 1258, hvilken, som det udtrykkeligt siges, fortærede den største Deel af Byen, og anrettede stor Skade[2].
Disse hyppige større Ildebrande kom deels af de mangelfulde Sluknings-Indretninger, som man dengang havde, deels ogsaa af den uhensigtsmæssige Bygningsmaade, da de fleste Privathuse vare af Træ, og dertil meget store og tæt sammenpakkede. Naar der engang blev Ildløs i en af disse svære, tætte Tømmermasser, maatte det være næsten umuligt at faa Bugt med den: der var neppe engang Plads for dem, der vilde slukke, til at vende sig paa. Det lader heller ikke til, at man blev klog af Skade, eller siden opførte Husene mere luftigt og frit, thi ogsaa i de følgende Tider finde vi Gaarde i Bergen og Oslo omtalte som indeholdende en Mængde Stuer eller Herberget, og beliggende tæt ved hinanden, kun adskilte ved smale Gaardsrum eller ved endnu smalere Vejter. For Resten synes disse Ildebrande at have givet Kongen rig Anledning til at tilfredsstille sin Byggelyst, saaledes som det i det følgende skal omtales.
En stor Deel af den Tid, der efter Borgerkrigenes Ophør var levnet Kongen fra Underhandlinger med og Udrustninger mod fremmede Magter, synes han at have anvendt paa gjennemgribende Lovforbedringer. Norges Love, endnu forskjellige i hvert af de trende store Lagsokn eller Thingforeninger, og næsten ganske i den Skikkelse, de fik paa St. Olafs Tid, efter hvilken de ogsaa sædvanligviis benævntes, svarede vistnok i mange Stykker ej længer til Tidens Fordringer, og i Særdeleshed maatte de gamle Bestemmelser om Frændebøder ansees forældede, ja endog skadelige, da de i Stedet for, som deres oprindelige Hensigt havde været, at forebygge Drab ved den Art af solidarisk Ansvarlighed, som derved paalagdes den hele Slægt for et enkelt Medlem, nu just fremkaldte Ufred og Drab paa sagesløs Mand, for saa vidt man ej længer fandt det absolut nødvendigt at hevne sig paa Fornærmeren eller Drabsmanden selv, men i hans Sted ofte fældede en anden, helst den gjeveste, af hans Frænder, om denne endog var ganske uskyldig i, ja uvidende om hvad hiin havde gjort. Ogsaa meget andet trængte til Revision; navnlig maatte de gamle Christenretter støde Gejstligheden som heel ucanoniske, hvorfor ogsaa Erkebiskop Eystein, som vi have seet, i sit Diøces
