Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/122

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
108
Haakon Haakonsſøn.

over den ødelagte By. Lynilden ſlog ned paa flere Steder, førſt i et Huus, hvor Kongens Søn Junker Magnus, den Gang kun 10 Aar gammel, var inde; Sager blev revet op i nogle Favnes Længde, men heldigviis kom Lynet ikke ind. Siden ſlog Lynilden ind i et engelſk Skib, der Natten forud var ankommet, og laa udenfor Bryggen; Maſten ſplittedes i tuſende Smaaſtykker, ſaa at man neppe ſaa Spor af den, en Splint dræbte en Mand fra Byen, der var kommen ombord for at kjøbe Stads; de øvrige, der vare ombord, ſkulle efter Sagaens Udſagn ej være komne til Skade, medens derimod Matthæus af Paris, der ſelv juſt nylig havde været ombord, men derimod paa den Tid, Ulykken ſkede, holdt Mesſe i en Kirke nær ved Stranden, forſikrer at ingen undgik betydelige Saar eller Beſkadigelſer: han lægger ogſaa til, at alle de Skibe, der laa paa Vaagen, over to hundrede i Tallet, bleve heftigt bevægede[1]. Kun faa Dage efter holdtes Brylluppet i Kongsgaarden mellem Kongens Datter og Kong Harald fra Man, medens ſandſynligviis Ilden endnu ulmede under de rygende Gruushobe: et ſørgeligt Skue, der neppe kan have undladt at give Bryllupsfeſten et uhyggeligt Præg, og vække mørke Anelſer, der og gik i Opfyldelſe, da det unge Brudepar fandt en ſaa brad og ſørgelig Ende i Dynraſts Bølger. For øvrigt lader det til at Byen med Kirker og andre Bygninger ſnart kom paa Fode igjen. De nærmere Omſtændigheder ved Branden i Tunsberg kjendes ikke; end mindre veed man om den tredie Ildebrand i dette Aar, der ej engang henføres til noget beſtemt Sted, ſaa at vi alene gjetningsviis

    juſt Nøglen til at forklare den tilſyneladende Modſigelſe, at Olafskirken allerede omtales paa Sverres Tid, medens det dog udtrykkeligt heder, at Kong Haakon lod den bygge. Her have vi ſaaledes et beſtemt Datum for det tidligſt mulige Tidspunkt, da Minoriterkloſtret kan have været oprettet.

  1. Matth. l. c., ſaavel ſom Sagaen l. c. Sagaen ſætter dette Tordenvejr nogle faa Dage efter Branden; Matthæus, ſom Øjevidne, maa vel foretrækkes, naar han ſætter det til næſte Dag. De faa ubetydelige Afvigelſer mellem Matthæus og Sagaen, der ſaa let kunne forklares af den Forſkjellighed, der altid opſtaar i Beretningen om deslige Begivenheder, hvor Forvirring og Forfærdelſe er almindelig, kan dog ikke ſvække Troværdigheden hos nogen af Parterne; tvert imod er det endog beundringsværdigt, hvor ſamſtemmende begge, indbyrdes uafhængigt og til forſkjellige Tider nedſkrevne, Beretninger ere. Matthæus bemerker, at der ſamme Aar ogſaa var Ildebrand paa flere andre Steder i Europa, idet nemlig Domkirken i Køln („der er ligeſom Moder til og Matrone for alle Tydſklands Kirker“) flere Byer og Borge i Frankrige og i Nordmandie, og i England Størſtedelen af Newcaſtle blev Rov for Luerne. Ved at fortælle om Ulykken, ſom Ilden anrettede paa det engelſke Skib ved Bergen, tillægger han, at Kongen, ſaa ſnart han fik den at vide, af Kjærlighed til ham ſelv (Matthæus) lod Skibet faa en bedre og ſtørre Maſt. Heraf ſkulde man næſten formode, at det var det ſamme Skib, med hvilket Matthæus var ankommen til Bergen.