Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/120

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
106
Haakon Haakonsſøn.

ſomhed til Opretholdelſen af Rigets Hæder og dets Borgeres Velfærd lige over for Udlandet, maa vi kaſte et Blik tilbage paa Tilſtanden og Begivenhederne indenlands i denne ſamme Række af Aar, og navnlig paa de borgerlige og kirkelige Forhold. — Norge hjemſøgtes i denne Tid af flere, ikke ringe, Ulykkestilfælde. Den vedholdende Regn i Aaret 1247, og den deraf følgende ſlette Høſt foraarſagede den paafølgende“Vinter Mangel og Dyrtid, der blev ſaa meget føleligere, ſom Krigen med Danmark og Lübeckerne hindrede tilſtrækkelig Tilførſel[1]. I 1249 indtraf et Jordſkjelv i Egnen om Gøtaelven, hvorved dennes øſtre Arm ſkar et Stykke Land ud, rimeligviis fra Hiſingen[2], og faa Aar efter ſkede der et endnu mere ødelæggende Jordſkred i Orkedalen, hvorved flere Gaarde ſank ned i Jorden[3]. Men iſær vare Ildebrande hyppige. Aaret 1248 var fornemmelig ulykkebringende i dette Henſeende, thi ikke mindre end tre Steder, Bergen, Tunsberg og ſandſynligviis Nidaros hjemſøgtes af Ildebrand[4]. I Bergen ſynes Ødelæggelſen at have været ſtørſt. Den udbrød Natten til den 4de Juli, uviſt hvorledes, midt i Byen (det vil ſige den daværende By paa Øſtſiden af Vaagen), i en Gaard, kaldet Straumen, og da der i lang Tid forud havde været tørt Vejr, greb den rivende om ſig. Der blev ſtrax blæſt Allarm over hele Byen, og ſaa ſnart ſom Kongen fik at vide hvad der var paa Ferde, klædte han ſig i Haſt paa, ſkyndte paa de Mænd, der vare om ham, og lod hele Hirden ſaavel ſom alle Byens Borgere blæſe ud til at fremmøde bevæbnede, ligeſom til Strid[5]. Sin Hird, der var meſt at ſtole paa, anvendte han der, hvor det iſær kunde behøves, og forordnede ſelv, hvor enhver ſkulde ſtaa. Han ſøgte førſt at faa ſtandſet Ilden indenfor (d. e. ſøndenfor) Peterskirken, men det var umuligt; han begav ſig da med Hirden og Bymændene til den lidt nordenfor beliggende Mariekirke, men ogſaa den, ſaavel Taget ſom begge Taarnene, kom i Brand. Da fik Ilden en ſaadan Magt, at de luende Brande ſlyngedes — „i hele fem Pileſkuds Afſtand, ret ſom en ildſprudende Drage, med et langt Slæb efter ſig“, ſiger Matthæus af Paris, der ſelv var Øjevidne dertil, —

  1. Om Dyrtiden er der ovenfor talt, S. 44, 72, 73.
  2. De islandſke Annaler, ved 1249.
  3. Stedet, hvor denne Ødelæggelſe foregik, kaldes Raudsvoll; det maa vel have været et Steds i Nærheden af Elven.
  4. Matthæus Pariſ. S. 504 nævner udtrykkeligt „in tribus principalibus civitatibus“, og da han paa den Tid var i Norge, maa han vel vide Beſked derom. Da nu Nidaros aabenbart var mere „principal“ end Oslo, ſynes det, ſom om hiin er meent. Denne Ildebrand kunde da maaſkee og ſtaa i Forbindelſe med den Udvidelſe.af Chriſtkirken, ſom fandt Sted 1248, ſe nedenfor.
  5. Sturlnnga Saga, VIII. 5. Saml. til det norſke Folks Hiſtorie I. 317.