fik lignende Friheder inden det russiske Gebet: altsaa fik Sagen herved et Udseende, som øm hele det antydede store District mellem Lyngstuen, Trjanema og Veleaa var et Fællesdistrict, hvis Jordbund lige meget tilhørte begge Magter, vil som, hvis det engang formelig skulde deles, da maatte blive at dele efter Midten af begge disse Yderpunkter, hvilket-nu og desværre paa det nærmeste er indtruffet. Hertil kom og, at Bestemmelserne selv netop vare skikkede til at fremkalde nye Forviklinger, hvilte velter ikke uventede.
Hvad derimod Kong Alexanders Giftermaals-Forslag angaar, da blev der, som der siges, ikke agtet derpaa, „fordi der var stor Ufred i Holmgaard, og Tatarerne gik østenfra meget ind paa Holmgaardekongens Rige“. Vist er det, at Tatarerne, som vi ovenfor have berettet, i det følgende Aar angrebe Alexanders Broder Andreas i Susdal, der havde været taabelig nok til at ville unddrage sig deres Herredømme, og herjede hele hans Rige, saa at han maatte tage Flugten, først til Estland, siden til Sverige, hvor Byrge Jarl gav ham Tilhold. Men derom kunde man ikke vide noget i Norge, da Kong Haakons Gesandter forlode Rusland, hvilket skede om Vinteren, saa tidligt, at de endnu traf Kongen i Viken, førend han ud paa Vaaren 1252 drog til Bergen[1]. Snarere har Aarsagen, hvorfor Kongen ikke ønskede, eller Gesandterne fraraadede Giftermaalet, været den, at de ved deres personlige Nærværelse i Novgorod kunde overtyde sig øm, hvor liden Magt Fyrsten havde, og hvor usikker hans Stilling var. Eller maaskee har intet bestemt Afslag været givet, da Alexander efter Broderens Flugt fik andet at tænke paa end disse Giftermaals-Anliggender, eftersom han da gjorde en Rejse lige til den mongoliske Hyrde, og af Sartak, Batus Søn, blev forlenet med Storfyrstendømmet Vladimir[2]. Denne Forklaring er for saa vidt rimeligere, som det berettes, at de norske Gesandter medbragte sømmelige Gaver fra Alexander til Kong Haakon, thi dette viser, at de maa have skiltes fra Fyrsten i al Venskabelighed. Den sluttede Fred, tilføjes der ellers, voldtes dog ikke længe, skjønt der ikke tales udtrykkeligt om nye Fiendtligheder ved den russiske Grændse førend under Kong Haakons Efterfølger.
Førend vi følge Kong Haakon under hans videre berømmelige Virk-
