Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/118

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
104
Haakon Haakonsſøn.

bud rejſte hjem, ſendte Kong Haakon tvende Geſandter, Vigleik, kaldet Provſteſøn, og en vis Borgar, i Følge med dem til Novgorod, for at faa Fredsſlutningen ratificeret, eller, efter de Tiders Brug, at overlevere Kong Haakons Fredsbrev og modtage ligelydende Gjenbrev fra Fyrſt Alexander. De toge Vejen over Bergen og derfra den ſædvanlige Søvej til Øſterſøen og videre over Neva og Ladoga. De ankom om Sommeren til Novgorod, hvor Fyrſt Alexander tog meget vel imod dem og hvor Freden nu blev endelig afſluttet. Betingelſerne kjendes desværre ikke, da Fredsinſtrumentet forlængſt er tabt: der ſiges kun at begge Fyrſter ſatte Fred mellem ſig ſelv og ſine Skatlande, ſaa at den enes Underſaatter ikke ſkulde gjøre den andens Ufred. Men der tales ikke et Ord om, hvorledes Grændſen for de ſammenſtødende Skatlande blev beſtemt, og hvilke Regler bleve givne for Skatkrævernes Vandringer[1]. Det er højſt ſandſynligt, at allerede nu de Beſtemmelſer bleve givne, der ſiden, omkring 1326, løſeligt anføres efter „gamle Bumænds og Finners“ Udſagn, ſom de rette, og fra fordums Tid beſtaaende Grændſeforhold mellem Norge og Rusland[2], nemlig at Rusland ſkulde have Ret til at kræve Skat, ſaa vidt det kan ſkjønnes kun af deres egne Underſaatter, Kareler iberegnede, hvor de fandtes, langs Kyſten til Lyngstuen (mellem Lyngenfjord og Ulfsfjord) og til Fjelds indtil Maals-Elven, hvis Udſpring ligger lige op fra Lyngstuen, medens Norge ſkulde kunne kræve Skat ej alene af deres egne Underſaatter, alle Finner iberegnede, men endog af Halvkareler eller Halvfinner, naar de kun havde en finſk Moder, lige øſter til Trjanema og ind efter Gandvik (det hvide Hav) til Veleaga eller Vele-Aa, i hvis Nærhed maaſkee det før omtalte gamle Grændſepunkt „Vegeſtaven“ er at ſøge[3]. Ved de her angivne Beſtemmelſer fritoges viſtnok Tromsø Sogn og den nye Coloni ved Malangen fra Beſøg af rusſiſke Skatkrævere, og det Princip udtaltes, at af de i Grændſe-Egnene hjemmehørende Perſoner ſkulde alle Finner anſees ſom norſke, alle Kareler ſom rusſiſke Underſaatter; men der indrømmedes dog den rusſiſke Regjering Rettigheder inden Norges oprindelige Grændſer, der med Tiden kunde fortolkes, og virkelig bleve fortolkede ſom en fuldkommen Territorialret, uden at Norges Regjering

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 251.
  2. „Dette ere ſande Enemerker mellem Norges Konger og Rusſekongens Riger, efter ſom gamle Mænd lige, og end ſige i Dag gamle Bumænd og Finner“. N. gl. L. S. 152. I Tractaten af 1327, hvortil hiin Angivelſe aabenbart ſlutter ſig, tales der altid om „det gamle Grændſeſkjel“. Der er altſaa ſtor Grund til at antage, at Fredsdocumentet af 1251 for en ſtor Deel har været ligelydende med hiint yngre.
  3. Dog ogſaa kun maaſkee, ſe ovenfor, S. 102.