bud rejste hjem, sendte Kong Haakon tvende Gesandter, Vigleik, kaldet Provstesøn, og en vis Borgar, i Følge med dem til Novgorod, for at faa Fredsslutningen ratificeret, eller, efter de Tiders Brug, at overlevere Kong Haakons Fredsbrev og modtage ligelydende Gjenbrev fra Fyrst Alexander. De toge Vejen over Bergen og derfra den sædvanlige Søvej til Østersøen og videre over Neva og Ladoga. De ankom om Sommeren til Novgorod, hvor Fyrst Alexander tog meget vel imod dem og hvor Freden nu blev endelig afsluttet. Betingelserne kjendes desværre ikke, da Fredsinstrumentet forlængst er tabt: der siges kun at begge Fyrster satte Fred mellem sig selv og sine Skatlande, saa at den enes Undersaatter ikke skulde gjøre den andens Ufred. Men der tales ikke et Ord om, hvorledes Grændsen for de sammenstødende Skatlande blev bestemt, og hvilke Regler bleve givne for Skatkrævernes Vandringer[1]. Det er højst sandsynligt, at allerede nu de Bestemmelser bleve givne, der siden, omkring 1326, løseligt anføres efter „gamle Bumænds og Finners“ Udsagn, som de rette, og fra fordums Tid bestaaende Grændseforhold mellem Norge og Rusland[2], nemlig at Rusland skulde have Ret til at kræve Skat, saa vidt det kan skjønnes kun af deres egne Undersaatter, Kareler iberegnede, hvor de fandtes, langs Kysten til Lyngstuen (mellem Lyngenfjord og Ulfsfjord) og til Fjelds indtil Maals-Elven, hvis Udspring ligger lige op fra Lyngstuen, medens Norge skulde kunne kræve Skat ej alene af deres egne Undersaatter, alle Finner iberegnede, men endog af Halvkareler eller Halvfinner, naar de kun havde en finsk Moder, lige øster til Trjanema og ind efter Gandvik (det hvide Hav) til Veleaga eller Vele-Aa, i hvis Nærhed maaskee det før omtalte gamle Grændsepunkt „Vegestaven“ er at søge[3]. Ved de her angivne Bestemmelser fritoges vistnok Tromsø Sogn og den nye Coloni ved Malangen fra Besøg af russiske Skatkrævere, og det Princip udtaltes, at af de i Grændse-Egnene hjemmehørende Personer skulde alle Finner ansees som norske, alle Kareler som russiske Undersaatter; men der indrømmedes dog den russiske Regjering Rettigheder inden Norges oprindelige Grændser, der med Tiden kunde fortolkes, og virkelig bleve fortolkede som en fuldkommen Territorialret, uden at Norges Regjering
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 251.
- ↑ „Dette ere sande Enemerker mellem Norges Konger og Russekongens Riger, efter som gamle Mænd lige, og end sige i Dag gamle Bumænd og Finner“. N. gl. L. S. 152. I Tractaten af 1327, hvortil hiin Angivelse aabenbart slutter sig, tales der altid om „det gamle Grændseskjel“. Der er altsaa stor Grund til at antage, at Fredsdocumentet af 1251 for en stor Deel har været ligelydende med hiint yngre.
- ↑ Dog ogsaa kun maaskee, se ovenfor, S. 102.
