Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/117

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
103
1250—53. Grændſeſtridigheder med Rusland.

ikke undlade at gjøre alvorlige Skridt til at bortviſe enhver uberettiget Indtrængen over Rigets gamle Enemerker. Hertil kom nu og, at Øſtkarelerne, der i hiin Tid ſynes at have boet lige op til det hvide Hav og ſaaledes vare Finnernes umiddelbare Naboer, virkelig øvede Ran og Manddrab paa norſkt Territorium, hvilket da igjen gjengjeldtes af Finnerne og de norſke Sysſelmænd. Hvor længe disſe gjenſidige Fiendtligheder nu ſidſt havde varet, eller hvad Tid de toge ſin Begyndelſe, ſiges ikke, men der fortælles kun, at om Vinteren 1250—125l, da Kong Haakon, efter at have ſluttet Fred med Lübeckerne, opholdt ſig i Throndhjem, kom der et Geſandtſkab til ham fra Alexander Jaroſlavs Søn, der nu ſiden 1242 atter var anerkjendt af Novgoroderne ſom deres Fyrſte, med Klagemaal over de Fiendtligheder, ſom fandt Sted nord i Finmarken mellem de under Novgorod ſkatſkyldige Øſtkareler, og Kong Haakons Sysſelmænd: de havde idelig, heder det, Ufred med hinanden i Ran og Manddrab. Muligt, at disſe heftigere Fiendtligheder kun ſkrive ſig fra Nordmændenes Deeltagelſe i Korstoget 1240; muligt, at det fiendtlige Forhold kan have nogen Sammenhæng med den nys bilagte Strid med Lübeck, da denne Stad allerede i en lang Række af Aar ſtod i den nærmeſte Forbindelſe med Novgorod, hvor den endog havde ſit eget Oplagsſted eller Qvarteer. Thi hvis Ufreden ved de finmarkſke Grændſer tidligere havde antaget en ſaa alvorlig Charakteer, vilde der vel ogſaa tidligere fra en af Siderne have været klaget derover. Formanden for dette Geſandtſkab hed „Ridder Michael“[1]. Hans Hverv var ej alene at ſee til, at faa Fiendtlighederne bilagte og forebyggede for Fremtiden, men og at indlede et Giftermaal mellem Kongens Datter Chriſtina, der nu havde naaet ſit 17de Aar, og Fyrſt Alexanders Søn Baſilius (Vaſilij), der vel omtrent har været af ſamme Alder[2]. De bade derfor om at maatte faa Chriſtina at ſee, og fremførte Alexanders Ønſke om at dette Giftermaal kunde komme i Stand. Paa Giftermaals-Forſlaget ſynes Kong Haakon ikke ſtrax at have givet noget beſtemt Svar, derimod blev der holdt flere Forhandlinger angaaende de øvrige Anliggender, og man bragte virkelig en Fred i Stand. Den følgende Vaar, da Alexanders Sende-

  1. Denne Michael var maaſkee den ſamme, der i Overeenskomſten af 1264 nævnes ſom Posſadnik.
  2. Den Søn, ſom her menes, maa have været Vaſilij, da Alexanders øvrige Sønner endnu ej have kunnet være voxne. Alexander ſelv omtales ſom meget ung, da han 1240 ſlog de Svenſke, og Sønnen Vaſilij kan altſaa neppe have været fed mange Aar for den Tid. Imidlertid maa han have været nogenledes fuldvoxen, da Faderen 1252 gik til Horden, thi han ſlog, heder det, i hans Fraværelſe Littauerne. Sagaen kalder ham Holmgardekongens „unge Søn“.