Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/116

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
102
Haakon Haakonsſøn.

Størſtedelen af denne Halvø laa indenfor Vegeſtaven[1], der i det mindſte ligefra St. Olafs Tid regnedes for Norges yderſte Grændſe mod Øſten. Naar altſaa rusſiſke Skatkrævere og karelſke Jægere, Fiſkere eller Handelsmænd viſte ſig her, maatte de nødvendigviis komme i Colliſion med de norſke Sysſelmænd, der ſkulde indkræve den norſke Konges Skat og paaſaa Overholdelſen af hans Eneret til Finnehandelen. Og disſe Sammenſtød maatte blive endnu hyppigere, efter at Nordmænd, ſom det ovenfor er viiſt, havde taget faſt Bolig hiſt og her paa Finmarkens Kyſter, og den bjarmſke Coloni havde nedſat ſig ved Malangen. Da Skatte-Kræverne i disſe Egne, hvor Indbyggerne for det meſte vare Nomader, ſelv maatte opſøge de ſkattepligtige Perſoner uden nøje at kunne indſkrænke ſig til beſtemte Territorier, og Ydelſen derfor alene blev perſonlig, uden Henſyn til Sted, er det højſt rimeligt, hvad vi ovenfor have antydet, at Novgoroderne ej have anſeet de til Norge flygtede Bjarmers Skattepligtighed ophørt med Forandringen af Bopæl og Underkaſtelſen under Norges Konge, og at de have ſendt Folk op til Malangen for at kræve Skat af dem, ligeſom de vel under alle Omſtændigheder have krævet Skat af alle Kareler, der færdedes i Finmarken, hvad enten nu de rusſiſke Udſendinger traf dem i eller udenfor de egentlige Terfinners Land. Her vare ſaaledes mange Anledninger forhaanden til Strid og Uenighed. Om Rusſerne end ikke udſtrakte ſine Skattekrævninger ſaa vidt, ſom det her er formodet, var det dog allerede nok, at de tilegnede ſig Terfinnernes Land, og Kong Haakon, der med ſaadan Omhu vaagede over Rigets Hæder og dets Territoriums Ubeſkaarethed, kunde, naar han nærmere blev bekjendt med de finmarkſke Forholde — og det var under de nys ſkildrede Beſtræbelſer fra hans Side til Chriſtendommens Udbredelſe i de Egne uundgaaeligt —

  1. Vegeſtaven eller Ægeſtaven, ſe ovenfor II. 4, omtales ſtadigt ſom Norges yderſte Grændſepunkt mod Nordøſten i alle ældre Skrifter, der berøre denne Materie, lige ned i det 15de Aarhundrede. Det tør vel imidlertid være et Spørgsmaal om Fleerheden af dem, der nævnte den, ſelv var paa det Rene med dens Beliggenhed. Saa meget ſeer man af „Historia Norvegiæ S. 3, at den, da dette Skrift blev forfattet, ſandſynligviis i Midten af det 13de Aarhundrede, antoges at ſkille Norge fra Bjarmeland, ligeſom det af den i Anmerkningerne til dette Skrift S. 31 optagne Notits ſees at den laa eller antoges at have været beliggende 72 Uger Søs (Sømile) fra Vargøhuus, eller ⅔ ſaa langt øſtenfor dette, ſom Vaagen laa veſtenfor. Dette hentyder paa et eller andet Sted i Nærheden af Umba, eller Udløbet af Veleaa, hvorom nedenfor; men det kan ogſaa, for Afſtandens Skyld, der her ej kan være nøjagtigt beregnet, gjerne være etſteds paa den ſydlige Side, f. Ex. Vigo, ſom man ogſaa har antaget, og hvilket baade pasſer med Navnet og Angivelſen ſom Grændſepunkt mod Bjarmeland.