Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/115

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
101
1250—52. Grændſeſtridigheder med Rusland.

(omkring 1110) toge Sigurd Ranesſøns Gaard, men at Vidkunn Jonsſøn kom ham til Hjelp[1]. Hvorledes nu end Forholdene i hiint mørke Mellemrum vare beſkafne, er det viſt, at Novgorod i Midten af det 13de Aarhundrede regnede ikke alene det nuværende Nordrusland i Syd og Oſt for det hvide Hav, men ogſaa en Deel af Finmarken (altſaa af Norges Rige i vidløftig Forſtand) til ſine Provindſer. Man har nemlig endnu flere af de Overeenskomſter, ſom Novgorod i Egenſkab af heel eller halv Republik ſluttede med ſine Fyrſter, og i hvilke Republikkens ſaakaldte „Voloſter“ eller Provinſer ſtedſe opregnes, altid i ſamme Orden og ſamme Antal. Den ældſte af disſe Overeenskomſter er fra 1264, og den opregner Voloſterne ſaaledes: Savolotſhie (i indſkrænket Forſtand d. e. Egnene fra Karelen incluſive til Meſen), Ter eller Tre, Perm, Petſchora og Jugra[2]. Der er al Anledning til at antage, at ogſaa de ældre, nu tabte Overeenskomſter have nævnt de ſamme Voloſter, thi den petſchoriſke Skat omtales allerede ved 1133[3], og i nogle gamle geografiſke Antegnelſer fra Island, der ſynes at henhøre til Tiden omkring 1250, ſtaar der udtrykkeligt, at Bjarmeland er ſkatſkyldigt under Gardarikes Konge[4]. Ved hiint Ter eller Tre, der opregnes blandt de novgorodſke Voloſter, forſtaaes intet andet end, hvad allerede Ottar i ſin Rejſeberetning fra 9de Aarhundredes anden Halvdeel kalder „Terfinnernes Land“[5], det vil ſige den ſtore, i det hvide Hav mod Øſten fremſtikkende Halvø, der begynder omtrent ved Kola i Nord og Kandalax, den inderſte Bund af det hvide Hav, i Syd. Men

  1. Se ovenfor II. S. 666. Det er allerede der omtalt, at Sagaens Udtryk taka bú kan tages i forſkjellig Betydning, enten blot at „tage Kvæg“ eller „indtage (og da naturligviis plyndre eller ødelægge) Gaarden“. Den ſidſte Betydning er vel den rimeligſte.
  2. Lehrbergs Unterſuchungen, S. 28.
  3. Lehrberg, S. 30.
  4. Antiquitates americanæ, S. 283, jvfr. Werlauffs Symbolæ S. 12. Hovedmasſen af disſe Optegnelſer ſkyldes viſtnok den ovenfor (III. S. 1022) omtalte Abbed Nikolas, der allerede levede i det 12te Aarhundrede, men der er flere Tilſætninger, der aabenbart hidrøre fra Midten af det 13de Aarhundrede. Saaledes Tillægget i 764, efter at Norge er omtalt: „nordenfor Norge er Finmarken, derfra ligger Landet til Nordøſt og ſaa til Øſt, indtil man kommer til Bjarmeland, der er ſkatſkyldigt under Gardekongen“. Thi ſamme Codex har og tidligere: „øſtenfor Norge er Rusland og nordenfor dette er Tatarernes Rige“. Denne Bemerkning ſkriver ſig aabenbart fra Tiden omkring 1250, da „Tatarernes“ Navn var blevet bekjendt i Norden. At der omkring 1218—20 omtales en „Bjarmernes Konge“ (ſe ovenf. III. S. 596) hindrer ikke at denne Bjarmekonge kunde have været ſkatſkyldig under Novgorod.
  5. Se ovenf. I. 1. S. 609.