Tid var eenstydigt dermed, underkaste sig de nordvestligere Egne; i Aaret 1227 sendte, som man med Vished veed, Jaroslav Vsevolods Søn, Novgorods saakaldte Fyrste, Missionærer til det østlige Karelen, hvis Indbyggere uden synderlig Vanskelighed lode sig døbe; men allerede længe før den Tid finde vi Kareler omtalte som kæmpende i de novgorodske Fyrsters Hære, saaledes f. Ex. i Aaret 1149, hvilket viser, at Novgorods Herredømme over i det mindste en Deel af dette Folk maa føres lige op til hiin Tid. Desforuden læse vi om hyppige Tog, som Russerne i Novgorod lige fra Midten af det 11te Aarhundrede foretoge mod de saakaldte Jemer; forstaaes vel end herunder i Førstningen kun et finnisk Folk strax østen- eller nordøstenfor Novgorod[1], er der dog ingen Tvivl om, at man senere hen med dette Navn betegner hele det sydlige Finlands Indbyggere, der selv kalde sig Hæmer, følgelig ogsaa de før omtalte af Svenskerne saakaldte Tavaster[2]. I Aaret 1191 droge Novgoroderne i Forening med Karelerne, til Søs, til Jemernes Land og herjede det; et lignende Tog gjorde Jaroslav i 1227, men denne Gang hevnede Jemerne sig ved Aaret efter at gjøre et ødelæggende Indfald i det novgorodske Gebet. Karelerne havde allerede i Harald Haarfagres Dage herjet paa Kvænland, og russiske saakaldte Kylvinger[3] vovet at strejfe om endog lige nord i Finmarken, for at handle og røve, naar Lejlighed gaves; det samme bar vel været fortsat i de følgende Aarhundreder, og end mere, efter at Karelerne selv erkjendte Novgorods Overherredømme. Hvad Berørelser der kan have fundet Sted mellem Nordmænd og Kareler eller Russer i det lange Tidsrum fra Harald Haarfagres til Haakon Haakonssøns Tider, vides ikke, uagtet de haalogalandske Sysselmænd, der havde Finneferden, rimeligviis saa godt som hvert Aar besøgte Finmarken, og vistnok ikke sjelden kom til dets yderste Grændser. Ganske roligt kan det ej have været, siden det i den ældre Gulathingslovs Optegnelse om Antallet af de Ledingsskibe, ethvert af Norges Fylker skulde udrede, udtrykkeligt heder om Indbyggerne i Haalogalands Nordhalve, „at de have Vagthold øster“[4]. Imidlertid kan der ej have forefaldt noget Sammenstød af Betydenhed, da dette vel i saa Fald vilde have været omtalt. Finnerne selv maa ogsaa stundom have øvet Fiendtligheder, siden der fortælles, at de engang
