Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/114

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
100
Haakon Haakonsſøn.

Tid var eenstydigt dermed, underkaſte ſig de nordveſtligere Egne; i Aaret 1227 ſendte, ſom man med Vished veed, Jaroſlav Vſevolods Søn, Novgorods ſaakaldte Fyrſte, Misſionærer til det øſtlige Karelen, hvis Indbyggere uden ſynderlig Vanſkelighed lode ſig døbe; men allerede længe før den Tid finde vi Kareler omtalte ſom kæmpende i de novgorodſke Fyrſters Hære, ſaaledes f. Ex. i Aaret 1149, hvilket viſer, at Novgorods Herredømme over i det mindſte en Deel af dette Folk maa føres lige op til hiin Tid. Desforuden læſe vi om hyppige Tog, ſom Rusſerne i Novgorod lige fra Midten af det 11te Aarhundrede foretoge mod de ſaakaldte Jemer; forſtaaes vel end herunder i Førſtningen kun et finniſk Folk ſtrax øſten- eller nordøſtenfor Novgorod[1], er der dog ingen Tvivl om, at man ſenere hen med dette Navn betegner hele det ſydlige Finlands Indbyggere, der ſelv kalde ſig Hæmer, følgelig ogſaa de før omtalte af Svenſkerne ſaakaldte Tavaſter[2]. I Aaret 1191 droge Novgoroderne i Forening med Karelerne, til Søs, til Jemernes Land og herjede det; et lignende Tog gjorde Jaroſlav i 1227, men denne Gang hevnede Jemerne ſig ved Aaret efter at gjøre et ødelæggende Indfald i det novgorodſke Gebet. Karelerne havde allerede i Harald Haarfagres Dage herjet paa Kvænland, og rusſiſke ſaakaldte Kylvinger[3] vovet at ſtrejfe om endog lige nord i Finmarken, for at handle og røve, naar Lejlighed gaves; det ſamme bar vel været fortſat i de følgende Aarhundreder, og end mere, efter at Karelerne ſelv erkjendte Novgorods Overherredømme. Hvad Berørelſer der kan have fundet Sted mellem Nordmænd og Kareler eller Rusſer i det lange Tidsrum fra Harald Haarfagres til Haakon Haakonsſøns Tider, vides ikke, uagtet de haalogalandſke Sysſelmænd, der havde Finneferden, rimeligviis ſaa godt ſom hvert Aar beſøgte Finmarken, og viſtnok ikke ſjelden kom til dets yderſte Grændſer. Ganſke roligt kan det ej have været, ſiden det i den ældre Gulathingslovs Optegnelſe om Antallet af de Ledingsſkibe, ethvert af Norges Fylker ſkulde udrede, udtrykkeligt heder om Indbyggerne i Haalogalands Nordhalve, „at de have Vagthold øſter“[4]. Imidlertid kan der ej have forefaldt noget Sammenſtød af Betydenhed, da dette vel i ſaa Fald vilde have været omtalt. Finnerne ſelv maa ogſaa ſtundom have øvet Fiendtligheder, ſiden der fortælles, at de engang

  1. Sjøgren, i det Petersburgſke Academie: Memoirer 1832, S. 335.
  2. Lehrberg, S. 145 fgg.
  3. „Kylvinger“ (Kolbæger) betyder maaſkee kun „Hirdmænd,“ „Huuskarle,“ af kólfr, hjúkólfr = Huusperſonale.
  4. Norges gl. Love, I. S. 104.