Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/113

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
99
1250—52. Grændſeſtridigheder med Rusland.

Kraft. Ja det ſynes endog, ſom om det bevægede Folkeliv og al den Virkſomhed, Mongolervældets Tryk forjagede fra de fleſte øvrige Dele af Landet, nu for en Række af Aar ligeſom concentrerede ſig i Novgorod, og fornemmelig i Staden ſelv, der ved ſin blomſtrende Handel og ſine mange Forbindelſer med de øſterſøiſke Lande og Stæder havde hævet ſig til en høj Grad af Magt og Anſeelſe, og allerede forlængſt havde opkaſtet ſlet til en Art af Republik, hvor Fyrſtens Højhed kun anerkjendtes af Navn, medens den egentlige Magt udøvedes af Folket ſelv gjennem Borgermeſteren (Posſadnik, oprindelig den fyrſtelige Lensherre) og Høvdingen for den væbnede Styrke (Tyſætſki d. e. Tuſendmand). Den nedværdigede Tilſtand, hvori Fyrſterne kom under Mongolervældet, gjorde dem, om muligt, end mere afhængige af de ſtolte novgorodſke Borgere, der egentlig kun ſynes at have anerkjendt deres Højhed, naar de ønſkede at benytte ſig af dem ſom Anførere paa Krigstog. I denne Egenſkab var det fornemmelig at den unge Alexander Jaroſlavitſj, ſom vi have ſeet, tilbageſlog den ſvenſke Korshær ved Neva 1240, men endnu ſamme Aar lagde han ſig ud med Novgoroderne, og maatte forlade Staden. Imidlertid havde Novgorod efterhaanden udvidet ſine Beſiddelſer til det yderſte Norden, eller i de uhyre, af finniſke Folkeſlag beboede Diſtricter, ſom Novgoroderne med en fælles Benævnelſe kaldte Savolotſhie, fordi de laa hiinſides (sa) det Højdedrag (volok), der mod Nordøſt og Øſt dannede det egentlige novgorodſke Diſtricts Grændſe, og hvortil ſaavel Bjarmeland og de jugriſke Pelsverksegne mod Nordøſt, ſom Karelen, Finland og tildeels Finmarken mod Nord regnedes. Ligeſom Norge betragtede Finmarken, ſaaledes betragtede Novgorod Savolotſhie ſom ſit Skatland; paa begge Steder inddreves Skatten mere med Magt end med det gode, og ligeſom Nordmændene efterhaanden begyndte at nedſætte ſig i Finmarken, og Kongen ſøgte at udbrede Chriſtendommen blandt Finnerne, ſaaledes ſkede lignende Coloniſationsforſøg fra rusſiſk Side i Savolotſhie, ledſagede af Beſtræbelſer for at omvende de hedenſke Beboere til Chriſtendommen. Ja, disſe Beſtræbelſer ſpores maaſkee endnu tidligere fra rusſiſk end fra norſk Side, thi allerede i det 12te Aarhundrede omtales rusſiſke Kloſtre ved Dvina-Floden, og paa ſamme Tid boede rusſiſke Bojarer, der havde Opſigt med Dvina-Gebetet, ved Matigory og Uchtoſtrov, medens det hele Strøg fra Dvinas veſtlige Biflod Jemza til Søen ſkal have været beboet af rusſiſke Coloniſter[1]. Neppe ſildigere begyndte Rusſernes Forſøg paa at cbriſtne, og hvad der i den

  1. Müller, der ugriſche Volksſtamm, I. 372. I Lehrbergs Unterſuchungen S. 112 viſes det, hvorledes der allerede i 1169 var Tale om Jemtſchanernes Tribut.