Kraft. Ja det synes endog, som om det bevægede Folkeliv og al den Virksomhed, Mongolervældets Tryk forjagede fra de fleste øvrige Dele af Landet, nu for en Række af Aar ligesom concentrerede sig i Novgorod, og fornemmelig i Staden selv, der ved sin blomstrende Handel og sine mange Forbindelser med de østersøiske Lande og Stæder havde hævet sig til en høj Grad af Magt og Anseelse, og allerede forlængst havde opkastet slet til en Art af Republik, hvor Fyrstens Højhed kun anerkjendtes af Navn, medens den egentlige Magt udøvedes af Folket selv gjennem Borgermesteren (Possadnik, oprindelig den fyrstelige Lensherre) og Høvdingen for den væbnede Styrke (Tysætski d. e. Tusendmand). Den nedværdigede Tilstand, hvori Fyrsterne kom under Mongolervældet, gjorde dem, om muligt, end mere afhængige af de stolte novgorodske Borgere, der egentlig kun synes at have anerkjendt deres Højhed, naar de ønskede at benytte sig af dem som Anførere paa Krigstog. I denne Egenskab var det fornemmelig at den unge Alexander Jaroslavitsj, som vi have seet, tilbageslog den svenske Korshær ved Neva 1240, men endnu samme Aar lagde han sig ud med Novgoroderne, og maatte forlade Staden. Imidlertid havde Novgorod efterhaanden udvidet sine Besiddelser til det yderste Norden, eller i de uhyre, af finniske Folkeslag beboede Districter, som Novgoroderne med en fælles Benævnelse kaldte Savolotshie, fordi de laa hiinsides (sa) det Højdedrag (volok), der mod Nordøst og Øst dannede det egentlige novgorodske Districts Grændse, og hvortil saavel Bjarmeland og de jugriske Pelsverksegne mod Nordøst, som Karelen, Finland og tildeels Finmarken mod Nord regnedes. Ligesom Norge betragtede Finmarken, saaledes betragtede Novgorod Savolotshie som sit Skatland; paa begge Steder inddreves Skatten mere med Magt end med det gode, og ligesom Nordmændene efterhaanden begyndte at nedsætte sig i Finmarken, og Kongen søgte at udbrede Christendommen blandt Finnerne, saaledes skede lignende Colonisationsforsøg fra russisk Side i Savolotshie, ledsagede af Bestræbelser for at omvende de hedenske Beboere til Christendommen. Ja, disse Bestræbelser spores maaskee endnu tidligere fra russisk end fra norsk Side, thi allerede i det 12te Aarhundrede omtales russiske Klostre ved Dvina-Floden, og paa samme Tid boede russiske Bojarer, der havde Opsigt med Dvina-Gebetet, ved Matigory og Uchtostrov, medens det hele Strøg fra Dvinas vestlige Biflod Jemza til Søen skal have været beboet af russiske Colonister[1]. Neppe sildigere begyndte Russernes Forsøg paa at cbristne, og hvad der i den
- ↑ Müller, der ugrische Volksstamm, I. 372. I Lehrbergs Untersuchungen S. 112 vises det, hvorledes der allerede i 1169 var Tale om Jemtschanernes Tribut.
