Dog kan det ikke negtes, at Sverige derved omsider fik den længe forønskede Fred, og at Spirerne til indvortes, Fejder for det første vare kvalte.
Den gamle, langvarige Misforstaaelse mellem det norske og det svenske Hof havde saaledes veget Pladsen for det nøjeste Venskab og Forbund. Fælles Interesser lige overfor Danmark lode til at ville knytte Baandet endnu fastere. Kong Haakons Uvenskab med dette Rige var, som vi have seet, ikke bilagt, og han havde desuden nu og særskilt Opfordring til at vredes paa Kong Abel, fordi han var udebleven fra det aftalte Møde ved Gøtaelven, og derved tillige havde afbrudt Underhandlingerne om Kongesønnen Magnus’s Giftermaal med Abels Datter Sophia. Byrge Jarl var forbitret over at de oprørske Herrer havde faaet Bistand fra Danmark, han gav endog de Danske Skylden for at have skaffet ham Oprørsflokken paa Halsen og gjort Svearne den største Skade i Ran og Manddrab. For nu i Fællesskab med Byrge Jarl at overlægge om en Angrebsplan mod Danmark, begav Kong Haakon sig om Vaaren 1252 fra Oslo, hvor han havde tilbragt Vintren, øster til Elven, hvor han, rimeligviis efter tidligere Aftale, havde en Sammenkomst med Jarlen, sandsynligt enten i Kongehelle eller Ljodhuus. Her klagede de begge over, hvad de havde maattet døje af de Danske, og bleve enige om, i de næste tolv Maaneder at forberede sig til Krigen. Kong Haakon skulde udruste en Flaade af Norge, og Byrge Jarl 6000 Mand Landtropper af Sverige. De skulde siden, hver med sin Krigsmagt, mødes ved Elven om Vaaren 1253, hvorefter Kong Haakon skulde drage med Flaaden til Øresund, og Jarlen med Landhæren trænge sydover gjennem Halland og Skaane, indtil han atter mødte Kong Haakon ved Øresunds Breder. Hvis Danerne der endnu ikke tilbøde anstændig Godtgjørelse, skulde de nærmere aftale, hvad der fremdeles maatte blive at foretage. Derpaa hævedes Mødet; Jarlen drog op i Landet, og Kongen drog derpaa først til Tunsberg, siden til Bergen, hvor han tilbragte Sommeren og den følgende Vinter. Imidlertid skede der stor Forandring i Danmark. Kong Abel faldt paa et Tog mod Friserne (29de Juni 1252), og hans Broder Christopher besteg Tronen, med Tilsidesættelse af Abels Søn, Hertug Valdemar. Denne Forandring synes merkeligt at have omstemt Byrge, thi han var nu lige saa tilbøjelig til Fred, som han før havde været det til Krig, hvad enten han nu stod i en tidligere venskabelig Forbindelse med Christopher,
