Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/104

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
90
Haakon Haakonsſøn.

gerſkabsforbund vilde Kongen, ſom venteligt var, ikke indlade ſig. Knut fulgte med Kongen, da denne om Sommeren rejſte til Bergen; og her, hvor Kongen havde en Mængde Folk om ſig, kom nu tillige den anden uheldige ſvenſke Kronprætendent Philip Knutsſøn ſaavel ſom Philip Petersſøn (Broderſøn af Philip Laurentsſøn) fra Viken, for ligeledes at bede Kong Haakon om Hjelp til at vinde Riget, men med ligeſaa lidet Held. Det var en af Hovedbeſtemmelferne i Forliget med Byrge Jarl, at den ene ikke ſkulde underſtøtte den andens Fiender, og dette holdt Kong Haakon ſig ſtrengt efterrettelig[1]. De ſvenſke Herrer forlode derfor Norge, og droge til Tydſkland, hvor de fik hvervet en heel Deel Lejetropper, deels tydſke deels vendiſke, og førte dem tilligemed en Deel danſke Krigere, der toge Tjeneſte hos dem, om Høſten over til Sverige, hvor de nu droge lige op til det egentlige Svithjod imod Borge Jarl[2]. Dette hindrede ham i, ſelv at ledſage ſin Datter Richiza, hvis Bryllup nu ſkulde ſtaa, til Norge. Hen ſendte derfor i ſit Sted tvende Biſkopper, Laurentius i Skara og Magnus i Veſteraas, tilligemed ſin Frænde Hr. Karl, Ulf Jarls Søn; disſe trende Herrer, ledſagede af et talrigt og glimrende Følge, førte hende til Oslo, hvor Kong Haakon juſt var kommen tilbage fra Toget til Gøta-Elven og Halland, efter forgjeves at have ventet paa den danſke Konge Abel. Brylluppet ſtod med megen Pragt, og højtideligholdtes med et prægtigt Gilde, efter hvilket de ſvenſke Herrer anbefalede ſig, og ved Afſkeden betænktes med ſømmelige Gaver[3]. Imidlertid havde det afgjørende Slag fundet Sted i Sverige. De tre misfornøjede Herrer mødte nemlig Byrge Jarl i Spidſen for ſin Hær ved Herrevadsbro i Veſtmanland, hvor det enten kom til en Kamp, i hvilken de bleve fangne, eller hvor, efter en anden Efterretning, Jarlen ved Svig ſkal have lokket dem i ſin Vold; viſt er det, at han lod dem alle tre halshugge, tilligemed en Mængde af deres tydſke Krigere, men ſkjenkede de fleſte af deres ſvenſke Tilhængere Livet. Denne Ferd, ſiger Kong Haakons Saga, bedømtes heel forſkjelligt, efter ſom det var Venner eller Uvenner, ſom ytrede ſig derom, og viſt er det, at den er en mørk Plet paa Byrges ellers ſaa hæderlige Minde[4].

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 272.
  2. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 273, 274, 276. At en Mængde Tydſkere vare med, og ſiden bleve dræbte, ſiges og i Krøniken hos Langebek l. c.
  3. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 274.
  4. Det er Riimkrøniken, der vidløftigt beretter om Byrges og Biſkop Kols foregivne Svig mod Herrene ved Herrevadsbro: de ſvenſke Annaler tale kun om at der blev leveret et Slag, hvori Herrene faldt. Sagaens Ord antyde dog lige frem, at Herrerne „kom i Jarlens Vold“, hvormed baade kan menes frivillig Overgivelſe og Fangenſkab.