gerskabsforbund vilde Kongen, som venteligt var, ikke indlade sig. Knut fulgte med Kongen, da denne om Sommeren rejste til Bergen; og her, hvor Kongen havde en Mængde Folk om sig, kom nu tillige den anden uheldige svenske Kronprætendent Philip Knutssøn saavel som Philip Peterssøn (Brodersøn af Philip Laurentssøn) fra Viken, for ligeledes at bede Kong Haakon om Hjelp til at vinde Riget, men med ligesaa lidet Held. Det var en af Hovedbestemmelferne i Forliget med Byrge Jarl, at den ene ikke skulde understøtte den andens Fiender, og dette holdt Kong Haakon sig strengt efterrettelig[1]. De svenske Herrer forlode derfor Norge, og droge til Tydskland, hvor de fik hvervet en heel Deel Lejetropper, deels tydske deels vendiske, og førte dem tilligemed en Deel danske Krigere, der toge Tjeneste hos dem, om Høsten over til Sverige, hvor de nu droge lige op til det egentlige Svithjod imod Borge Jarl[2]. Dette hindrede ham i, selv at ledsage sin Datter Richiza, hvis Bryllup nu skulde staa, til Norge. Hen sendte derfor i sit Sted tvende Biskopper, Laurentius i Skara og Magnus i Vesteraas, tilligemed sin Frænde Hr. Karl, Ulf Jarls Søn; disse trende Herrer, ledsagede af et talrigt og glimrende Følge, førte hende til Oslo, hvor Kong Haakon just var kommen tilbage fra Toget til Gøta-Elven og Halland, efter forgjeves at have ventet paa den danske Konge Abel. Brylluppet stod med megen Pragt, og højtideligholdtes med et prægtigt Gilde, efter hvilket de svenske Herrer anbefalede sig, og ved Afskeden betænktes med sømmelige Gaver[3]. Imidlertid havde det afgjørende Slag fundet Sted i Sverige. De tre misfornøjede Herrer mødte nemlig Byrge Jarl i Spidsen for sin Hær ved Herrevadsbro i Vestmanland, hvor det enten kom til en Kamp, i hvilken de bleve fangne, eller hvor, efter en anden Efterretning, Jarlen ved Svig skal have lokket dem i sin Vold; vist er det, at han lod dem alle tre halshugge, tilligemed en Mængde af deres tydske Krigere, men skjenkede de fleste af deres svenske Tilhængere Livet. Denne Ferd, siger Kong Haakons Saga, bedømtes heel forskjelligt, efter som det var Venner eller Uvenner, som ytrede sig derom, og vist er det, at den er en mørk Plet paa Byrges ellers saa hæderlige Minde[4].
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 272.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 273, 274, 276. At en Mængde Tydskere vare med, og siden bleve dræbte, siges og i Krøniken hos Langebek l. c.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 274.
- ↑ Det er Riimkrøniken, der vidløftigt beretter om Byrges og Biskop Kols foregivne Svig mod Herrene ved Herrevadsbro: de svenske Annaler tale kun om at der blev leveret et Slag, hvori Herrene faldt. Sagaens Ord antyde dog lige frem, at Herrerne „kom i Jarlens Vold“, hvormed baade kan menes frivillig Overgivelse og Fangenskab.
