Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/103

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ſøn af Erik Eriksſøn, eller Datterſøn af Erik Knutsſøn, ſaaledes var Knut, Magnus Brokes Søn, Datterſøn af Knut Eriksſøn; og endelig meente Philip, Knut langes Søn, at han ſom ſaadan ligeledes kunde have Fordringer paa Tronen. Valdemars Slægtſkab med den ſidſt afdøde Konge, i Forbindelſe med hans mægtige Faders ivrige Beſtræbelſer, gjorde dog at han, ſkjønt mindreaarig, med ſtor Fleerhed blev tagen til Konge 8 Dage efter Morbroderens Død. De to andre Kronprætendenter bleve, ſom venteligt var, megen forbitrede over at være blevne tilſideſatte, og Knut Magnusſøn begav ſig den følgende Vinter til Kong Haakon, for at beklage ſig over den Uret, han ſkulde have lidt, og bede ham om Hjelp til at vinde Riget ved Vaabenmagt. Kongen havde da ſiden Sommeren opholdt ſig i Throndhjem, hvor han agtede at overvintre. Haakon modtog ſin Frænde med Venlighed, beholdt ham ſom ſin Gjeſt, navnlig i et Selſkab Nytaarsdag (1251), hvor der var en Mængde fornemme Gjeſter, ſom Knut Jarl, Erkebiſkoppen, begge de islandſke Biſkopper, o. fl., og hvor det gik ſaa prægtigt til, at Kongen endog bar ſin Krone[1]. Men paa at underſtøtte Knut med Vaabenmagt mod Byrge Jarl, og bryde det nys indgangne Venſkabs- og Svo-

    paaſtode alle (eller efter en anden Læſemaade „vilde han ikke høre om noget andet end“) at hans Søn ſkulde vælges til Konge“. Altſaa var Byrge Jarl ſelv tilſtede ved Valget, om han endog, førend han „kom til“, havde været i Finland. Men at han ej kan have været ſaa langt borte, ſees af den paalidelige, ſaakaldte celfiſke Krønike (Fants Scr. I. S. 86), hvor det udtrykkeligt angives at Kong Erik døde 2den Febr., og at Valdemar udvalgtes den 10de. Det ſynes ikke rimeligt, at Efterretningen om Eriks Død ſkulde kunne naa ham langt henne i Tavaſtland paa 8 Dage, end ſige at han i den Tid ogſaa ſkulde kunne komme hjem i Betids til Valget. Har Ivar Blaa givet noget Svar, ſom det i Sagaen anførte, da maa det have været paa Valgforſamlingen, men det ſynes ikke rimeligt, at der har været Anledning dertil, ſiden Byrge Jarl ifølge Sagaen ſelv drev ſaa ivrigt paa Sønnens Valg. Og ſkulde det være rimeligt, at Byrge Jarl gjorde et Vinterfelttog mod Tavaſterne? Thi fra Mødet ved Thorſkebakke kom han vel neppe tilbage til Svithjod førend henimod Høſten; Udruſtningerne maatte ogſaa medtage nogen Tid, ſaa at man neppe kom afſted førend i October; desuden ſynes Udruſtningerne til et ſaadant Tog at maatte have medtaget hele Sommeren, og gjort Mødet med Kong Haakon umuligt. Da vi nu vide at Korstogsbullen mod Tavaſterne er udſtedt 1237, ſynes det rimeligſt at Korstoget ſelv, hvis det har fundet Sted, ogſaa maa have været foretaget meget nærmere den Tid, og kun af Riimkrønikens Forfatter, eller den ſom ſammenſmedede Begyndelſen, har været urigtigt henført til 1249 og 1250. Og vi komme da uvilkaarligt til at ſætte dette Korstog, paa hvilket Tavaſterne ydmygedes og Tavaſteborg anlagdes, i Forbindelſe med Alexander Nevſkis Sejr 1240, ſaaledes at Byrge ogſaa har villet tage Hevn over Rusſerne, men med mindre Held end mod Tavaſterne. Jvfr. ovenf. S. 54.

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 270.