Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/102

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
88
Haakon Haakonsſøn.

og Jarlen fandt at Tiden dertil var kommen. Man ſkiltes derpaa ad i ſtørſte Venſkabelighed. Jarlen drog op til Sverige, Kongen til Tunsberg, og derfra til Bergen, hvor han tilbragte Vinteren (1249—1250)[1].

Ud paa Vintren, ved Kyndelmesſetid (2den Febr. 1250) døde Kong Erik uden at efterlade ſig Børn. Den nærmeſte til Tronen var Syſterſønnen Valdemar, Byrge Jarls Søn; Valdemars Moder, Fru Ingeborg, var nemlig, ſom det udtrykkelig ſiges, berettiget til den hele Arv (det vil ſige Privat-Arv) efter ham, og hendes Søn var ſaaledes ganſke viſt hans nærmeſte mandlige Arving[2]. Men ligeſom han var Syſter-

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 268.
  2. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 269. Dette Udſagn, der visſelig, ſom nedſkrevet af den paalidelige, ſamtidige og om alle Sager fra førſte Haand underrettede Sturla Thordsſøn, maa ſtaa fuldkomment til Troende, ſaavel ſom hvad der for Reſten berettes om Kronprætendenterne, viſer end mere, at Knut langes Huſtru ej kan have været Kong Eriks Syſter, eller overhoved at Riimkrønikens Udſagn, ſom derfra igjen er gaaet over til Ericus Olai og de ſenere Forfattere, om Kong Eriks tvende Syſtre foruden Ingeborg nemlig Elin, der blev gift med Knut lange, og Mereta, der blev gift med Nils af Tofta, er aldeles urigtigt, og at Kong Erik derimod i alle Fald kun havde den eneſte egtefødde Syſter, Ingeborg. Thi kun for dette Tilfælde vilde Arven efter Erik udelukkende tilkomme hende, ſaa ſom Mercia og Elin, eller disſes Børn, ellers maatte have været lige berettigede til den med hende; og Philip, Knut langes Søn, vilde da ikke ſom ſaadan alene, men mere ſom Eriks anden Syſterſøn, have været lige berettiget til Tronen med Valdemar Eller den Omſtændighed, at ogſaa han var Kong Eriks Syſterſøn, maatte dog have været omtalt. Her har altſaa Riimkrønikens Forfatter fulgt et uhjemlet Sagn, eller gjort en uheldig Conjectur, eller maaſkee endog opdigtet Forhold, der ej exiſterede, for at ſmigre mægtige Ætter, hvis Herkomſt derved kunde føres op til Kong Erik. Thi dette Sted hører ikke til den gode gamle Deel af Riimkrøniken. Da nemlig den foregivne Kongedatter Meretas Æt her føres ned til Karl Ulfsſøn af Tofta, død 1407, og denne endog omtales ſom allerede død („han var lagman i Upland i ſina daghä“), er det klart, at alt dette førſt er ſkrevet i det 15de Aarhundrede, hovedſagelig for at forherlige Sparre-Slægten, til hvilken Karl Ulfsſøn hørte. Endog Afſtanden mellem Mereta, der, hvis hun var Erik Knutsſøns Datter, ej kunde være fød ſenere end 1216, og den l 1407 afdøde Karl Ulfsſøn bliver, om end ikke umulig, ſaa dog uſædvanlig lang. Overhoved ſynes hele dette førſte Parti af Riimkrøniken, lige til Byrge Jarls Død, at vært højſt fejlfuldt og ſandſynligviis ſenere tilføjet. Allerede Lagerbring har ſaaledes opkaſtet grundet Tvivl mod Beretningen om den ſaakaldte Junker Karl, der ſkulde have ſtiftet Folkunge-Opſtanden mod Byrge, og ſiden være falden i et Slag mod Litthauerne. Vi gaa endnu et Skridt videre, idet vi ytre den ſterkeſte Mistanke om Rigtigheden af Byrge Jarls foregivne Tog mod Tavaſterne, Valdemars Valg i hans Fraværelſe, Byrges foregivne Vrede derover, og Ivar Blaas Svar. De ældre, viſtnok yderſt kortfattede og mangelagtige, men i det lidet, de meddele, paalidelige ſvenſke Krøniker vide intet om Toget til Finland 1249, lige ſaa lidet har Haakon Haakonsſøns Saga endog den fjerneſte Antydning dertil. Sagaen ſiger: „ſaa ſnart Byrge Jarl kom til,