dette aldeles ikke var skeet af nogen svigefuld Hensigt, men alene fordi det nu engang var Skik og Brug for Norges Konger, at fare med store og vel udrustede Skibe. Han bad Jarlen derfor paa det venligste at vende tilbage og tale med Kongen. Jarlen indvendte, at Kong Erik var dragen heelt til Østergøtland og ikke vel kunde vende om igjen. Gunnar svarede, at det ogsaa kunde være det samme med Kongen, Jarlen var dog Landets egentlige Styrer. Da lovede endelig Jarlen, at han skulde vende tilbage til Ljodhuus og oppebie Kongen der en Uges Tid. Da Gunnar og Thorlaug kom til Kongen med denne Besked, raadslog han først med sine Mænd, hvad herved var at gjøre. Man var enig om, at han burde drage Jarlen imøde. Der blev følgelig lettet Anker, og Kongen stevnede op ad Elven med hele Flaaden. Vestgøterne, der saa de mange store og prægtige Skibe drage op, det ene efter det andet, følte baade Beundring og Frygt[1]. De afventede med Ængstelse Mødets Udfald, hjerteligt ønskende, at der maatte blive sluttet Forlig, thi i modsat Fald kunde det hænde at Kong Haakon gjorde Landgang hos dem med sin store Hær og øvede Herverk i deres Bygder. Da Kongen kom udenfor Ljodhuus, var Jarlen endnu ikke indtruffen. Han lagde sig derfor med sin Flaade lige overfor Byen paa den norske Side, ved den saakaldte Thorskebakke[2], og oppebiede her Jarlens Ankomst. Denne Gang blev det dog Alvor. Jarlen kom virkelig, og der blev først gjennem Sendebud snart fra den ene, snart fra den anden Part handlet om Giftermaalet og Freden. Endelig berammedes et personligt Møde mellem Kongen og Jarlen Der blev i den Anledning gjensidigt stillet Gisler, og Jarlen begav sig derpaa over til Kongen. Nu gik alt, som sædvanligt naar Hovedparterne selv underhandle med hinanden, noksaa godt fra Haanden. De vedtoge fuldt og fast, at der skulde herske Fred mellem Nordmændene og Svearne. Den ene skulde ikke lade den andens Fiender faa nogen Hjelp eller Understøttelse i sit Rige. Og til Fredens Bekræftelse blev det omhandlede Giftermaal bestemt. Kong Haakon den unge, endnu kun 17 Aar gammel, fæstede sig Richiza, der vel neppe engang var saa gammel, og Brylluppet blev derfor udsat, indtil Kongen
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 267, og især Sturlas her indtagne Vers.
- ↑ Thorskebakke er „Bakken“ d. v. s. Elvebredden, hørende til den her beliggende Gaard Thorske, hvilket Navn endnu der paa Stedet udtales saaledes, men derimod paa Kartet og i Mandtalslister er fordærvet til „Torrskog“. I Holmbergs Beskrivelse over Bohuslens III. 280 skrives den Thorskog. Gaarden ligger i Vistelands Sogn, lige over for „Gammelløs“ (gamle Lødøse), og har nu Jærnverk, Mølle, Sagbrug m. m. Man skulde formode, at her ogsaa i Oldtiden, formedelst det lige overfor liggende Ljodhuus’s Nærhed, har været et Slags bymæssigt Anlæg, et Slags norsk Forstad til det svenske Ljodhuus.
