man fik god Vind, men endelig kom man dog afsted, og nu gik det lige til Elven, hvor Kongen ret lod det være sig magtpaaliggende, under Opsejlingen at udfolde al den Pragt, han kunde opbyde. Roningen selv blev ordnet saa, at den kunde tage sig aller bedst ud; alle Skibsprydelser bleve anbragte, Skjold hængt ved Skjold langs Skibsbordene o. s. v. I sit Kvad om Kong Haakon skildrer Sturla Thordssøn Optoget med glimrende Farver. „Ledingen“, siger han, (d. e. Flaaden) straalede af Guld, som om Ildbuer brandt over Fyrstens Flaade; Skjoldmaanerne blinkede i tætte Rader over Skibsbordene; Guldet skinnede langvejs, og kappedes med selve Solen i Glands[1]“. Da Kongen kom til Kongehelle, erfarede han at Kong Erik og Byrge Jarl tilligemed mange andre Høvdinger vare ankomne til Ljodhuus med en betydelig Styrke. Efterretningen om Kong Haakons Ankomst til Kongehelle med en stor og prægtig Flaade vakte imidlertid de svenske Høvdingers Mistanke og Frygt; de vilde ikke oppebie Nordmændene, og de fleste, tilligemed Kong Erik, droge længere op i Vestergøtland. Kun Byrge Jarl blev endnu i nogen Tid tilbage i Ljodhuus, uden dog at gjøre Mine til at indfinde sig hos Kongen. Snart fik man høre, at ogsaa han skulde have vendt tilbage, og begivet sig op i Vestergøtland. Dette bekræftedes af en svensk Herre, Matthæus Soon[2], som strax efter fremstillede sig for Kongen med den korte Besked: „Byrge Jarl troede at dette skulde være et fredeligt Møde, men nu, da han hørte at I havde saa stor en Hær, vidste han ej, om dette skulde betyde Fred eller Krig“. Mere sagde Matthæus ikke, men begav sig strax bort igjen. Kongen kaldte sine Raadgivere til sig, og æskede deres Mening om, hvad han skulde gjøre. Matthæus’s korte Tale og hurtige Bortgang næsten lige saa snart som han var kommen, var dem meget paafaldende. Gunnar Kongsfrænde, der havde Elvesyssel, og var en god Ven af Byrge, med hvem han nu som Befalingsmand over Vestergøtlands nærmeste Nabodistrikt ofte havde Anledning til at komme sammen, ytrede, at Jarlen vist vilde vende tilbage, naar man kun sendte Bud efter ham. Kongen sendte da Gunnar selv og Thorlaug Bose med det udtrykkelige Paalæg, at de ej maatte tale længer med Jarlen, end Hr. Matthæus med Kongen. Gunnar og Thorlaug traf Jarlen i Gøtaland. Han ytrede megen Misfornøjelse med at Kongen var kommen saa mandsterk. Gunnar forestillede ham, at
