visere. Dette kunde nok behøves, thi Vejret blev saa slemt, som man sjelden havde seet Mage til, og der faldt en uhørt Mængde Sne. Det værste var, at uagtet Vejviserne skulde være kjendte og paalidelige Folk, toge de dog, sandsynligviis formedelst Uvejret, aldeles fejl af Vejen, thi istedetfor at styre nordover mod Kaardalen, holdt de lige mod Øst over de vilde og brede Fjeldstrækninger mellem Aurland og Hallingdal[1]. I 8 Dage vankede de om paa disse Fjelde, uden Mad, ja uden Vand, saa at de ej smagte andet end Sne. Den fjerde Dag (31te Oktbr.) blev Vejret saa forfærdeligt, at en Mand omkom, idet Stormen kastede ham overende med saadan Voldsomhed, at Ryggen blev sønderknuust paa tre Steder. Det eneste, de kunde gjøre naar Stormbygerne kom, var at kaste sig ned i Sneen og holde Skjoldene saa fast som muligt over sig. Da lagde ogsaa Vejviserne sig fore, thi de vidste ikke hvor de vare, og det var saa mørkt, at man ikke kunde see en Haand for sig. Mandskabet var saa medtaget af Sult, Mødighed og Kulde, at de ikke vilde fare længere, og end værre blev det, da det lettede lidt op, saa at de kunde see noget fra sig, thi da merkede de, at de var komne paa Skrenten af nogle bratte Fjeldhamre. Da overgave de sig saaledes til Fortvivlelsen, at de begyndte at tale om at ende sine Lidelser ved at styrte sig ud over Fjeldhamrene, eller ved at efterligne de tapre Forfædres Exempel, som selv bare Vaaben paa hinanden, og dræbte hinanden indbyrdes, heller end at taale Nød og Elendighed. Da Sverre hørte dette, satte han dem alvorligt til Rette. At styrte sig ned af Klipperne, sagde han, var gal Mands Verk, at dræbe hinanden indbyrdes, passede for Hedninger, ej for Christne, og kunde alene være en Indskydelse af den Onde. Deres Lidelser, sagde han, maatte vel være en Straf for deres Synder, og hvis de angrede disse, og med Ydmyghed anraabte Gud om hans Naade, vilde de nok blive hjulpne. Han bad dem derfor, at forene sig med ham i Bøn til Gud og Løfter til Jomfru Maria og St. Olaf, for at de kunde blive forløste af denne Nød. Hertil vare alle villige, og forbandt sig ved Haandslag og Vaabentag til at holde det Løfte, Sverre aflagde. Og, fortælles der, uagtet Vejret tog saa haardt, da Kongen begyndte at fremsige Løftet, at neppe de nærmeste kunde høre ham, blev det dog ganske blik stille, da han havde sluttet det; Himlen klarnede op, og Solen skinnede saa varmt som ved Midsommerstid. Nu kjendte de først, hvor de vare: det maa have været ved Reinsfjeldet strax over Vatnsbygden i Hallingdal[2], og de saa, hvorledes
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/98
Denne siden er korrekturlest
80
Magnus Erlingssøn.
