de havde faret tvers fra den Vej de skulde. Men saa aldeles vare deres Kræfter udtømte, at i en kort Stund tredive af dem styrtede døde omkuld. De øvrige slæbte sig endelig frem til nogle Sætre, hvor de kastede sig ned og toge sig Hvile. Det var henimod Midnat, og de vilde gjerne faa tændt Ild, for at varme sig, men ingen mægtede det, uden Sverre selv. Han slog Ild og tændte et Lys, ved Hjelp af hvilket hans Mænd nu fik et stort Baal antændt, og tørrede sine gjennemvaade Klæder. Da de vare komne noget til Kræfter, droge de videre, og kom ved Hanegalstid til en liden Gaard, der laa ikke saa langt derfra, adskilt fra den egentlige Hovedbygd. Her blev Kongen den øvrige Deel af Natten med en Deel af sine Folk, de andre droge til Hovedbygden[1]. Om Morgenen begav han sig med de raskeste af sine Mænd længere ned i Dalen for at spejde og helde Vagt, thi Vejen til den Bygd, hvor Folkene laa, bestod her kun af en Een-Sti, der godt kunde forsvares af nogle faa. Han holdt Vagt her i to Dage; da bred han op med sin hele Styrke for at drage over til Valdres. Men fremdeles var der store Vanskeligheder at kjæmpe med, thi man kunde ikke komme fra Bygd til Bygd uden at man enten drog til Fjelds, eller og gjorde Omveje ad farlige Bjerglider. Men Folkene vilde ikke til Fjelds, thi Vejret blev lige slemt, og de havde havt nok af den forrige Fjeldfart. Saaledes maatte han da rimeligviis tage Vejen ned igjennem Hoveddalen, op i Hemsedal og derfra over Aalrust og Vannen ned til Løken øverst ved Tesleifjorden i Valdres, samt videre langs Aabjørg-Elven til Aurdal. Endelig kom han til Valdres, hvor han
- ↑ Ved den lille afsidesliggende Gaard kunde man maaskee tænke paa Skardsgaarden i Vatnsbygden, eller og paa Skare i Sunddalen. Det første bliver dog det rimeligste. Sagaens Text er her ellers noget forvirret og de forskjellige Haandskrifter stemme ikke godt indbyrdes. Af Texten i Fornm. Sögur VIII. 52 skulde det synes, som om den lille Gaard, hvor Kongen opholdt sig, var adskilt fra Hovedbygden ved en Fjeldryg, og som om det kun var Adgang til hiin, der dannedes af Een-Stien. Men af det ypperlige Haandskrift Eirspenils Text sees det, hvad der ogsaa i sig selv er det eneste rimelige, at Bemerkningen om Fjeldvejene mellem Bygderne gjelder den Vej, Sverre havde at passere efter at være brudt op baade fra hiin Gaard og Hovedbygden. Det ligger ogsaa i Sagens Natur, at Afstanden mellem Gaarden og Hovedbygden kun maa have været ubetydelig, (thi hvorledes skulde ellers de udmattede Folk have kunnet tilbagelægge den, især hvis der var „høje Fjeldveje“ at passere), og at den Sti, Sverre forsvarede, dannede Adgangen til den hele Bygd, hvor hans Folk laa, ikke til den enkelte Gaard alene, thi hvorfor skulde han saa omhyggelig forsvare kun den ene Deel af sin Flok?
dalen oppe ved Sunddalsvandet, adskilt formedelst en Fjeldryg kaldet Eggen fra Hovedbygden (Høvet) nede ved Bry.
