Kongen lagde for Dagen, havde gode Følger. Flere anseede Varbelger kom nu Dag efter Dag til Kongen for at faa Grid af ham[1]. Med Udrustningen gik det raskt. De Skibe, som Hertugen havde efterladt, lod han undersøge, og tog de brugbareste til sig; de øvrige lod han brænde eller hugge op. Imidlertid lod han i Hast tilstevne Ørething, der blev afholdt Søndagen den 15de April, kort før hans Afrejse, og paa dette lod han sin Søn Haakon give Kongenavn, saavel, maa man antage, for derved at udslette Indtrykket af den lignende Handling, Hertugen faa Maaneder forud paa samme Sted havde ladet foretage, som vel og for at afskære ham ethvert Haab om Tronfølgen, selv for det Tilfælde at Kongen selv faldt i den forestaaende Kamp. Akten overvares af Erkebiskoppen og de bedste Mænd i Thrøndelagen; den, der gav Haakon unge Kongenavn, var den før omtalte Einar Smjørbak, Gunnar Grjonbaks Søn. Ved St. Olafs Skriin, der tilligemed det hellige Kors vare udbragte, aflagde den unge Konge den sædvanlige Kroningsed, hvorefter Lendermændene, Hirdstjorerne og 12 Bønder af hvert Fylke svore ham Troskabsed. Derpaa holdt Kong Haakon selv en Tale, hvori han klagede over at Bønderne havde viist sig mere opsætsige mod ham end han havde ventet og det var sømmeligt mod deres Konge, men at han dog ikke gav dem den meste Skyld: det vilde nok snart vise sig, hvo der havde mest Grund til at ærgre sig derover, han eller Bønderne. Samme Dag var Erkebiskoppen Kongens Gjest ved Hyldingsgildet, og Dagen efter, Mandag, havde Erkebiskoppen Kongen til Gjestebud hos sig. Forholdet mellem dem var saaledes fremdeles det venskabeligste, og ved Afskeden skjenkede de hinanden gode Gaver[2].
Tirsdagen den 3die lagde Kongen ud til Munkholmen, og fik saa god Bør, at han allerede tidligt om Morgenen den 10de, Tirsdag efter Palmesøndag, ankom til Hegrenes ved Bergen. Her lod han blæse til Huusthing oppe paa Land, for at tale nogle opmuntrende Ord til Hæren. Den Nedslagenhed og Misstemning, der betog hans Folk ved Efterretningen om Nederlaget paa Laaka, havde nemlig endnu ikke ganske lagt sig; hertil kom Utaalmodighed over den langvarige Krigstjeneste; de menige Krigere, især Ledingsfolket, knurrede, mange forlangte Hjemlov, og de fleste vare bange for at drage længer syd. Kongen sagde, at han heel vel havde merket denne Misfornøjelse og Knurren, men gav dem at betænke, om ikke mange havde udstaaet langt større Besværligheder og Møje for deres Konge end de, især da ikke en eneste af dem endnu havde faaet saa meget
