som en Skramme, eller endog seet Vaabenbyrd. „I fordums Dage“, sagde han, „vilde man have anseet det, vi have “døjet, for en ringe Besværlighed, og de gamle Birkebeiner vilde ikke for saa liden Fare forlade deres Konge. Nu er min Begjæring til eder alle, at I føre eder vel op, og ikke forlade os i denne Stund, thi det vil man ikke kalde at handle som brave Karle; inden en Maaned fra denne Dag haaber jeg at det skal see bedre ud for os end nu.“ Da stod en gammel Bonde fra Agder op, og sagde: „jeg har været i tre Slag med din Farfader Kong Sverre, og naar han talte saaledes, tog ingen i Betænkning at følge ham: den være hver Mands Niding, som nu forlader sin Konge, selv om Faren var større, end den er!“ Derpaa befalede Kongen sine Mænd at skynde sig videre, saa hurtigt som muligt. Da de kom til Bergen, lagde Kongen ind til Byen; han blev modtagen med Procession og alle glædede sig over hans Ankomst. Men hans Ophold her varede kun i fire Dage. Hensigten med Besøget var nemlig alene at undersøge de Breve, som vare forefundne hos Abbed Bjørn, og at lade den unge Kong Haakon hylde ogsaa for Gulathingets Vedkommende. Brevene vare, som oven anført, fra Hertugen til Paven, Kejseren og mange andre Høvdinger udenlands, hvilke han især tænkte skulde fremme hans Sag, „og de vare skrevne med saa megen Underfundighed, at man neppe skulde tro, at en saadan Høvding kunde nedlade sig til i den Grad at blande sandt og falskt sammen“. Nogle af dem var endog af den Natur, at Abbeden gjerne kunde have fortjent Døden for dem, men Kongen skjenkede ham dog Livet, og tog ham siden med sig østover. Lendermændene raadede Kongen til at blive i Bergen til længer ud paa Vaaren, og give det Mandskab, han nu havde, Hjemlov, men i deres Sted opbyde Leding af Gulathingslagen, og forsyne sig med saa mange Tropper, at han ikke behøvede at frygte Hertugen. Men Kongen sagde at det vilde være yderst voveligt at afskedige de Folk, han havde, saa længe han ikke var sikker paa at faa des flere fra Gulathingslagen; og selv om han fik flere, var dog denne Forsterkning alt for dyrekjøbt, hvis han imidlertid skulde svigte dem i Viken, der gjerne vilde vove Livet for ham, naar han blot snart kom til dem; „her gjaldt det at være hurtig; enhver Opsættelse var fordærvelig; om han ej havde flere end tre Skibe, ja ikke flere end eet, vilde han fortsætte Rejsen; dem, som ej vilde følge, skulde han nok engang vide at ramme.“ Hermed var al Tale om Forhaling eller Hjemlov forbi. Hans Ønske, at lade Sønnens Hylding gjentage i Bergen, vandt almindeligt Bifald. Skjærthorsdag (12te April) lod han blæse til Things i Christkirkegaarden, hvor der nu atter blev givet Haakon unge Kongenavn, og hvor saavel han paany aflagde Kroningseden, som Lendermændene og Bønder fra Gulathingslagen, Orkn-
