Uvished, thi endnu samme Dag kom en.Gjest til Kongen, der selv havde været med i Slaget. I Førstningen, da Kongen spurgte ham om Nyt, vilde han ikke ud med Sproget, men da Kongen forestillede ham, at hvis noget vigtigt var forefaldet, vilde han saa alligevel snart faa det at vide, gav han en fuldstændig Beretning om Slaget. Kongen blev, som man kunde vente, heel ilde tilmode derved, og Hertugens Folk, der nu ingen Grændse kjendte for deres Spotterier, forsikrede endog, at hele Kong Haakons Hird i Viken var saa godt som nedsablet, og at det var højst uvist, om Jarlen kunde holde sig. Blandt Kongens Mænd, der ikke vidste, hvad de skulde tro, herskede almindelig Forfærdelse. Kongen selv tabte dog ikke Modet, og Olaf Thordssøn Hvitaskald, der var bleven tilbage i Norge, da hans Frænder droge tilbage til Island, trøstede hans Mænd med at han nok vilde vide at oprette Skaden, og at Fienderne ikke længe skulde komme til at triumfere[1]. Kongen lod strax alle sine Lendermænd tilsige, at de skulde holde sig færdige til Opbrud paa første Vink. Erkebiskoppen, der tilligemed de øvrige troede at Kongens Sag stod aldeles fortvivlet, og for hvem derhos Hertugens mange Tilhængere blandt Chorsbrødrene og Augustinerne i Elgeseter vistnok ikke undlode at skildre Faren større end den virkelig var, tilbød sig, af nok saa velmeent Iver for Kongens Sag, at drage syd over Fjeldet, trods den slemme Aarstid, og forsøge, om han kunde mægle Fred paa taalelige Vilkaar, førend det var for silde. Men Kongen afslog Tilbudet, med oprigtig Tak for hans gode Vilje. „Det kan nok være“, sagde han, „at Beretningen om vor Skade er overdreven; med Guds Miskund og St. Olafs Hjelp stole vi mest paa vore egne Folk, og det vilde være utidigt at slutte Fred, førend vi selv have prøvet Styrke med. Hertugen, og erfaret, om der ej kommer mere ud af det, end at lade andre kæmpe for os paa vore Vegne. Er det da Guds og St. Olafs Vilje, at vi skulle drage det kortere Straa, saa kan det jo da være tidsnok at tale om Fredsunderhandlinger.“ Til at staalsætte Kongen ved denne Lejlighed bidrog det neppe saa lidet, at Prioren i Elgeseter, Lambe, var i Følge med Erkebiskoppen, thi man maatte derved nødvendigviis komme paa den Formodning, at Erkebiskoppen handlede efter Indskydelse af Hertugens Venner, til hvilke Lambe frem for alle maa have hørt[2]. Den Uforsagthed og Trøstighed, som
- ↑ Olaf, der før havde været hos Hertugen, maa saaledes nu have erklæret sig for Kongen.
- ↑ Det var i Nikolaikirke, der, som bekjendt, var et Slags Kapel til Kongsgaarden, at Erkebiskoppen afhandlede dette med Kongen. Da han ved denne Samtale, som sædvanligt, brugte Udtrykket „vi“, er det ikke ret tydeligt, om det var hans Mening at rejse alene, eller i Følge med Lambe. Det sidste synes rimeligst, men maatte ogsaa vække større Mistanke hos Kongen.
