Arnbjørn Jonssøns Borg Valdensholm, idet han tillige sendte nogle Skibe øster, for at gaa op til Sarpsborg. Ved Efterretningen herom skyndte Arnbjørn Jonssøn sig strax fra Tunsberg øst over Folden og op ad Glommen, hvor han var heldig nok til at indhente Varbelgerne, fælde nogle af dem og jage de øvrige i Land, idet han bemægtigede sig deres Skibe. Men de store Anstrengelser og Bekymringer, han i den sidste Tid havde haft, paadroge ham en Sygdom, der i Forbindelse med hans høje Alder efter kort Tids Forløb lagde ham i Graven. Hans Død blev almindeligt beklaget, og Tabet af ham var vanskeligt at erstatte, thi alle vare enige om at hans Lige ej fandtes blandt alle Norges daværende Lendermænd. Opfostret af Biskop Nikolas, havde han, som vi vide, hørt til Baglernes Parti, saa længe dette var til; men fra den Stund, det havde opløst sig og han havde svoret Kong Haakon Troskab, havde denne ingen oprigtigere, paalideligere og ivrigere Ven end ham, hvorfor han ogsaa for det meste førte Overbefalingen, eller var at betragte som en Art Statholder, i den nordlige Deel af Viken. Hertugen belejrede Valdensholm, der nu, da Arnbjørn ikke længer selv kunde forsvare den, snart overgav sig, og Hertugen gjorde der et rigt Bytte. Derpaa vendte han tilbage til Oslo, hvor han ankom endnu før Paaske, „og tyktes det da Folk, som om Ingen kunde staa ham imod“. Hans Søn Peter holdt imidlertid Hedemarken besat med en betydelig Styrke[1].
Efterretningen om det skammelige Nederlag ved Laaka var meget uventet for Kongen. Ikke længe i Forvejen var der kommet nogle Svende søndenfra med den Besked, at Knut Jarl og Lendermændene laa i Oslo med 620 Mand, og at Hertugen umuligt kunde staa sig imod dem, om de end ikke havde haft nær saa mange Folk: overhoved vidste de at fortælle de trøsteligste Ting om hvad Birkebeinerne toge sig for. Men en Dag, da nogle af de Kongelige, som de ofte plejede, besøgte Fru Ragnhild og hendes Mænd over paa Elgeseter for at slaa en Snak af med dem, bleve de var, at alle lo af dem, som om de gottede sig over noget, de havde imellem sig. Men de vilde ikke sige, hvad det var, og hine kunde ved deres Tilbagekomst blot fortælle saa meget, at der bestemt maatte være forefaldet noget, som Varbelgerne glædede sig over. Dog bleve de ikke længe i
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 226. Arnbjørn Jonssøn nævnes, som vi have seet, aller først 1204, da han gik Erling Steinvegg til Haande. Var han da 30 Aar gammel, maa han ved sin Død have været 66.
