Sted. Thi Jarlen og Arnbjørn rykkede vel, da de kunde beregne at den udsendte Afdeling var kommen frem, ned i Dalen og op ad Bakken med Hovedstyrken, men deels kunde ogsaa de neppe komme frem for Sne, deels styrtede Varbelgerne sig, endog mod Hertugens egen Advarsel, med saadan Hidsighed over dem, at de umuligt kunde holde Stand og øjeblikkeligt vege tilbage, uden at have mistet mere end en eneste Mand. Da Jarlen og Arnbjørn merkede, at den anden Afdeling maatte være slagen, sendte de en vis Eiliv Kyr til Hertugen for at underhandle om Fred. Men da Eiliv kom tilbage med de Mænd, Hertugen i dette Øjemed havde sendt med ham, fandt de kun Birkebeinernes Skjolde, der stode fast i Snefannen; bagenfor var der ingen: alle vare borte. En uhæderligere Flugt kan man ej tænke sig. De ellers saa tapre Birkebeiner maa være blevne slagne med en panisk Skræk, og have revet Arnbjørn og Knut, der visselig ikke savnede Mod, med sig i Forvirringen. Det eneste Gode, som denne hovedkulds Flugt paa en vis Maade kan siges at have medført, var at Underhandlingerne afbrødes, og at de kongelige Befalingsmænd saaledes ikke indrømmede Hertugen større Fordele end dem, han allerede besad. Af Varbelgerne faldt kun faa, men blandt disse Kolbein eller Kaabjørn, en Broder af Alf paa Thornberg. Lodin Gunnessøn og de, der med ham havde søgt ind i Kirken, fik Grid[1].
Knut Jarl og Arnbjørn flygtede lige til Tunsberg. Nogle af Birkebeinernes Høvdinger, navnlig Paal Gaas og Gjardar Styrssøn, standsede allerede i Oslo og søgte Fristed i Hovedøens Kloster. Ikke længe efter rykkede Hertugen, i Spidsen for sin sejrrige Hær, ind i Byen, og lod sig ogsaa her tage til Konge. Det var ellers ikke almindeligt at holde Hyldingsthing i Oslo, men han maatte dog lade det skee her, da han ej kunde komme til Tunsberg og holde Haugathing. Han benyttede sig ellers med Mildhed af sin Sejr, thi ligesom han havde skjenket Lodin Gunnessøn Livet, gav han ogsaa Flygtningerne i Hovedøklostret Grid. Han blev i to eller tre Ugers Tid liggende i Oslo, for at drage Forstærkninger til sig – især, som man maa antage, fra sine Tilhængere i Viken, – skjønt det ogsaa berettes at mange Birkebeiner gik ham til Haande. Derpaa rykkede han strax før Palmesøndag (8de April) tilligemed den haalogalandske Lendermand Viljam af Torge[2] og Thore Mjobein, mod
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 219, 220.
- ↑ Dette maa have været en Sønnesøn af Viljam i Torge, der faldt med Kong Magnus 1181, se ovenfor S. 175. Senere forekommer endnu en Viljam i Torge. I Peder Claussøns Oversættelse heder det, at Viljam og Thore førte Befalingen over de Skibe, der sendtes til Sarpsborg. Er dette ikke urigtigt oversat, maa den Kodex, han havde, her have været forskjellig fra dem, vi nu kjende.
