paa Oplandene og i Viken, med Liv og Sjæl var traadt over paa Hertugens Parti, hvad enten han nu havde fattet et særdeles Venskab for ham, eller, hvad der er rimeligere, ved ham haabede at opnaa høje Værdigheder og stor politisk Indflydelse. Hans falske Spil og forstilte Uvidenhed om Skules Rustninger, da han af denne var sendt til Kongen i Tunsberg, er allerede omtalt. Hans forræderske Virksomhed tvert imod Bergens-Forliget, som han selv havde været med at slutte, var saa aabenbar, at den velmenende Erkebiskop Sigurd blev forbitret paa ham, og saavel derfor som paa Grund af hans Handlinger i det hele taget, satte ham i Ban saaledes som det i Forliget var bestemt for hver den, der overtraadte det. Herover blev Abbeden højst misfornøjet, og appellerede til Paven. Siden lagde han og Hertugen deres Hoveder sammen, og bleve enige om, at Bjørn selv skulde rejse til Pavehoffet, men tillige besørge Hertugens Erender, ved at medtage Breve fra ham til Paven, Kejseren og andre Høvdinger, saavel i Tydskland som i Danmark, ligesom han vel ogsaa mundtligt skulde tale hans Sag, naar Lejlighed dertil gaves, og paa enhver Maade virke i hans Interesse. De nødvendige Penge til Rejsen forstrakte Hertugen imod Pant i hverken mere eller mindre end selve Holms Kloster. Lidt før Juul forlod Bjørn Nidaros, men gav sig, saasnart han kom over Fjeldet, god Tid paa Vejen, for ej at vække nogen Mistanke. Da han kom til Hamar, traf han Munan Biskopssøn, og viste sig, siges der, særdeles blid mod ham, for at han ej skulde merke Uraad. Men Munan havde alligevel faaet Nys om, hvad han førte i sit Skjold, lod ham anholde, og sendte ham med Breve og Penge under Bedækning af fire Hirdmænd og fire andre Mænd over Sogn til Bergen, hvor Kongen vel ikke længer var tilstede, men hvor Gudleik af Ask, der førte Befalingen i Kongens Fraværelse, lod ham indsætte i sikker Forvaring paa Borgen indtil Kongens Tilbagekomst[1].
Kongen havde netop tiltraadt det længe forberedte Tog til Throndhjem. Allerede mod Slutningen af Julen begyndte Lendermændene at blive utaalmodige og forlangte at drage nordefter, ja der var endog en eller anden, som lod falde Ord om, at Varbelgerne ikke havde saa ganske Uret, naar de kaldte Kongen „Haakon Søvn“. Han lod imidlertid som om han ikke gav nogen Agt derpaa, og oppebiede roligt den belejlige Tid. Da Kyndelmisse kom, gjorde han endelig Anstalter til Opbrud, samlede Krigsfolket, og drog afsted. Han havde ikke mindre end 40 store og vel udrustede Skibe. Af Lendermænd fulgte ham, foruden de oftere omtalte, der hørte hjemme nordpaa, tillige Gaut Jonssøn, Isak i Bo og Gunnar Kongsfrænde. Det synes endog, som om disse tilligemed Peter i Giske
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 215.
