hans Gaard paa Giske til Gjengjeld blive sparet for Plyndring om Vintren. Men det lader dog ikke til at Kongen har næret nogen Mistanke imod ham, thi han anvendte ham siden efter lige saa meget, og i lige saa ansvarsfulde Hverv, som nogen anden. Da Peter, saavel som de tre andre Sysselmænd, Aasulv, Arne og Sigurd, vare komne forbi Stad, gave de sig bedre Mag, og kom velbeholdne til Bergen. De berettede, at Hertugen havde besat alle Sysler nordenfor Stad[1]. Ogsaa Erkebiskoppen, der ikke vidste noget om det Hele, førend han paa sin Hjemrejse fra Søndmøre var kommen til Leirangen[2], sendte strax, højst ubehageligt overrasket, et Brev derom til Kongen, hvilket neppe kan være ankommet mange Dage senere end Grim Keikan, saa at Dronningen, om hun ej troede paa Efterretningen før, dog nu maatte bære overbeviist om, at Grim ej havde faret med Tant.
Da Varbelgerne, opholdte af Modvind, merkede, at Efteretningen om deres Komme var gaaet forud for dem, opgave de omsider al Tanke om at overrumple Kongen, ja endog, som det lader, om at angribe ham i Bergen, men deelte sig i forskjellige mindre Partier, for at fare ind i de enkelte Fjorde, og tilføje de Kongelige al den Skade, de kunde. De sandt ingen, som de kunde dræbe, da alle Folk havde faaet Tid til at flygte, men det gik ud over de forsvarsløse Gaarde, som plyndredes uden Skaansel. Paa Dromenes, hvor de lagde til, hug de saaledes alt Kvæget ned, sejlede siden ind efter Sundene til Arne Blakks Gaard, sandsynligviis paa Aure, og røvede alt hvad de kunde komme til, ligeledes hos Agmund Rostung og Andres paa Sjaumæling[3]. Derfra stevnede de ind i Raumsdalen og behandlede Kongsmændenes Gaarde paa samme Viis. Men med alt dette var saa lang Tid hengaaet, at Kongen havde kunnet sende Peter af Giske, Aasulv af Austraat og Gunnar Kongsfrænde nord imod Varbelgerne med ikke færre end 25 Skibe. De havde Ordre til at drage saa langt nordover, som de uden alt for stor Fare kunde vove, for Resten skulde de, dette tilføjede Kongen udtrykkeligt, skaane Kirker og Kvinder, som han og hans Forfædre altid havde plejet. De landede ved Borgund, og vare her heldige nok til at træffe trende af Hertugens nys udnævnte Sysselmænd, blandt hvilke den tidligere omtalte Snækoll Gunnessøn fra Orknø. Ved at see Birkebeinerne komme – thi saaledes kaldte nu fremdeles de kongelige Krigsmænd sig lige over
