Men han bad tillige Alle være ved godt Mod, og sagde, han var forvisset om, at alt endnu vilde faa et godt Udfald. Morgenen efter holdt han Vaabenthing, mønstrede sine Krigsfolk, og bestemte nøjagtigt, hvilken Plads enhver skulde indtage. Kjøbmændene, hvoraf de fleste sandsynligviis vare Tydskere[1], skulde ligge væbnede hver i sin Skytningsstue, og Kongsmændene i Kongsgaarden. Han haabede, sagde han, at kunne ordne alt saaledes, at ingen Ufred med Guds Hjelp skulde kunde komme uforvarende over dem. Ligeledes lod han sine største Skibe, Hugroen[2], Olafssuden, Fitjabranden, Guldbringen og Rygjabranden sætte ud. Med den første havde man det Uheld, at Underdelen ved Fremskydningen gik løs; man maatte derfor sætte den op igjen og i god Ro udbedre Skaden. De øvrige derimod kom flot, udrustedes paa det bedste, og bleve lagte langs med Bryggen ind ad Byen til. Dag efter Dag indtraf nu ogsaa Lendermændene og Sysselmændene med store Skarer af de opbudne Bønder. Fra Vors kom der f. Ex. ikke færre end 7 Skibe[3]. Ligeledes kom de før omtalte Sysselmænd nordenfra, efter hver at have bestaaet større eller mindre Farer. Flere af Varbelgerne havde været saa hurtigt paa Ferde, at de allerede tildeels havde omfaret dem, og vare komne søndenfor dem, førend de mødte Grim. Aasulv Jarlsfrænde og Arne Blakk undkom, som det lader, uden synderlig Vanskelighed; Sigurd Kongsfrænde derimod, som synes at have sejlet for langt udenskjærs, til at Grim kunde træffe ham, vidste ikke Ordet af førend han mødte Varbelgerne paa Lyngversfloen, og undkom kun med Nød og neppe. Det samme lader til at have været Tilfældet med Agmund Krøkedans, der skulde heelt til Orkedalen, hvor han hevde faaet Syssel. Han maatte styre ind til Surendalen, hvor han sænkede sin Skude ned, og begav sig derfra, som man maa formode, til Fjelds, saa at han ej kom til Bergen førend henimod Nytaar[4]. Da Peter Paalssøn befandt sig i Borgund, hørte han, at tre af Varbelgernes Skuder laa søndenfor ved Herø, og at der var andre nordenfor. Men han havde selv en stor Tyvesesse saavel som en Skude, og hans Folk, hvilke han havde givet Hjemlov, vare endnu hos ham; han skyndte sig derfor som snarest til Herø, hvor ganske rigtigt de tre Varbelgeskuder laa, men strax toge Flugten, da han lod støde i Luren, førend han løb ind i Havnen. Dette blev siden udlagt, som om han med Flid havde givet Varbelgerne et Varsko, for at de kunde slippe bort, og
