Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/961

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
943
1239. Kongen erfarer Opstanden.

kommen Vished i Sagen: nu har jeg været ni Dage undervejs. Hertugen har end ydermere sendt Tropper ud til alle Kanter, baade nord og syd for at dræbe eders Mænd, skjønt flere af dem ogsaa have svoret ham Troskabsed; mod eder har han sendt ikke færre end 14 Skuder baade med Lendermænd og Hirdmænd; det gjelder, Herre, i Hast at finde paa Raad, thi de ville snart være her“. Kongen spurgte nu, hvorledes det var gaaet de Sysselmænd, som han havde ladet rejse nordover. Grim svarede at han havde truffet dem alle, paa Thore nær, som desværre allerede havde omfattet ham, og vist var stedt i største Fare, men hine vare i god Behold,–hvis de nu vilde tage sig vare[1]. Ved denne Samtale vare kun faa Personer tilstede. Kongen taug stille en Stund, derpaa vare hans første Ord disse: „Gud være lovet, at jeg nu veed, hvad jeg har at rette mig efter; thi det, som nu endelig er kommet frem, har længe været paatænkt Et Sin forestod der ham den piinlige Nødvendighed, at maatte underrette Dronningen om hendes egen Faders Forræderi. Han gik strax til hendes Værelser og bad om at indlades. Man lukkede op; der brandt Lys, og nogle af hendes Tjenere og Terner laa der og sov. Han gik lige hen til Sengen; Dronningen stod der i Silkeserk, kastede en rød Snørekaabe over sig, og hilsede Kongen, som venligt hilsede igjen, hvorefter hun tog en Silkepude og bad ham sætte sig, men han afslog det. Hun spurgte ham da, om han havde hørt noget Nyt. „Ikke andet end denne Ubetydelighed,“ sagde han, „at der nu er to Konger i Norge paa een Gang“. „Kun een er den rette Konge,“ svarede hun, „det er I, og Gud saavel som den hellige Kong Olaf lade det altid blive saaledes“. Da fortalte Kongen, at hendes Fader havde ladet sig give Kongenavn paa Ørething. „Det er vel bedre end som saa“, var hendes Svar; „tro det dog for Guds Skyld ikke, saa længe I endnu ikke har fuldkommen Vished“. Flere Ord kunde hun ikke faa frem for Graad. Kongen bad hende være ved godt Mod, og sagde at han ikke skulde lade hende undgjelde for hendes Faders Handlinger. Strax efter anbefalede Kongen sig, lod læse Messe for sig, saa snart det var Dag, og kaldte derpaa sine Raadgivere til sig, saavel som Grim, der nu maatte gjentage sin Beretning. Man besluttede da at opskære Hærør og opbyde fuld Almenning af Skibrederne saavel søndenfor som nordenfor Bergen, samt tillige at indkalde nærmeste Lendermænd, Gaut Jonssøn, Gunnar Kongsfrænde, Nikolas Paalssøn, Brynjulv Jonssøn, Isak i Bø. Længer ud paa Dagen lod Kongen Byens Folk sammenkalde til Thing paa Christkirkegaarden, og kundgjorde her den sørgelige Nyhed.

  1. Han havde dog, som det lader, ej truffet Agmund Krøkedans og Sigurd Biskopssøn, der endnu vare til Søs længer ude, men han var vel sikker paa at de andre vilde og kunde give dem fornødent Varsko.