Olaf af Vigdeild og Guthorm af Sudrheim for at overrumple Kongen selv i Bergen, kom dog ikke saa uventet, som man havde beregnet. Modvind hindrede dem fra at naa saa hurtigt frem, som det var nødvendigt, og desuden var Kongen i nogenlunde god Tid bleven advaret. Blandt de yderst faa kongelige Hirdmænd, der havde været nærværende i Nidaros, da Hyldingsthinget holdtes, var der nemlig en, ved Navn Grim Keikan, der havde hjemme i Gauldalen, og allerede foreløbigt havde aftalt med en Kammerat, som opholdt sig paa hans Gaard, at hvis de erfarede det mindste, der kunde være af Vigtighed, skulde de strax begive sig til Kongen og melde ham det. Grim ventede, indtil Thinget var sluttet, for at være fuldkommen vis i sin Sag; da kastede han sig paa sin Hest, skyndte sig gjennem Skovveje til sin Gaard, og da hans Kammerat, uvist hvorfor, undslog sig for at gjøre ham Følge, fortsatte han sin Rejse alene, først over Orkedalen og Surendalen, og derfra den sædvanlige Vej over Ejderne og Fjordene til Bergen, i det han overalt advarede de kongelige Sysselmænd, han mødte, nemlig Aasulv Jarlsfrænde paa Thingvold, Arne Blakk i Raumsdalen, og Peter i Giske paa Borgund. Kongen selv havde allerede anet, at der maatte være noget galt paa Ferde, siden han ikke fik mindste Bud nordenfra, eller Svar paa sine Breve. Han sendte derfor, efter Overlæg med sine Raadgivere, en Skude paa Udkig nord til Sognsø, og lod en anden, for største Delen bemandet med Kjertesveiner, hver Nat ligge paa Vagt ved Holdhellen[1]. Natten til 15de November[2] fik disse see en Aatteæring ro i fuld Fart nordenfra, langs Landet. Se antoge den for en Spejderskude og roede i Vejen for den; men det var Grim Keikan, som bad dem øjeblikkeligt at fore ham til Kongen, da han havde en yderst vigtig Nyhed at berette. De gjorde saa, lagde ind til Kongsbryggen og gik op til Kongsgaarden, hvor de bade om at faa Kongen i Tale. Da kunde der omtrent være en Trediedeel af Natten tilbage. Kongen stod strax op, klædte sig paa, og gik ud til dem i Maalstuen. Grim hilsede, Kongen bød ham velkommen og spurgte hvad Nyt han bragte. „Stort og merkeligt Nyt“, svarede Grim. „Eders Svigerfader Hertug Skule har ladet sig give Kongenavn, og opsagt eder al Fred“. „Da faar han tage Løn som forskyldt“, svarede Kongen, men vilde dog ikke rigtigt tro at det kunde være muligt. „Jo“, sagde Grim, „det er alt for sandt, thi da jeg red ud over Gaularaasen, var Hertugen endnu paa Thinget, og siden holdt jeg mig skjult oppe i Skoven, indtil jeg fik fuld-
