for Varbelgerne – stimlede disse til Kirken, men inden de naaede den, bleve flere dræbte. Birkebeinerne toge en heel Mængde Ledingsgods, som Sysselmændene havde faaet samlet, og førte dem selv som Fanger til Bergen. Thi ved at erfare, at Hertugen endnu sad meget mandsterk i Nidaros, vovede de kongelige Sysselmænd sig ikke længere nord, men vendte tilbage, nøjende sig med det Bytte og de Fanger, de havde taget[1]. De havde tilsagt de fangne Sysselmænd Grid, indtil de kom til Kongen, og denne skjenkede saavel dem, som alle andre, der godvillig underkastede sig, Livet. Paa samme Tid havde Kongen sendt Klemet af Holm til Agder mod de Varbelger eller Tilhængere af Skule, som der maatte findes. Han tog en af dem af Dage, en forhenværende Begling ved Navn Olaf Thorassøn. I Ryfylke havde Hertugen i sin Tid udnævnt Baard paa Hestbø til sin Sysselmand. Da han fik høre, at Hertugen havde ladet sig give Kongenavn, begav han sig strax til Kongen og underkastede sig ham. Kongen skjenkede ham naturligviis fuldkommen Fred og Naade[2].
Kong Haakon holdt nu hyppige Raadslagninger med sine Mænd, hvad der nærmest var at gjøre. Det var naturligt, at alle de, som vare komne nordenfra og havde lidt Tab baade paa Folk og Gods, mistede intet heller end snarest muligt at kunne komme tilbage og hevne sig paa Varbelgerne. Men de andre, der vare søndenfra Landet, og endnu ikke vare blevne saa smerteligt berørte, raadede Kongen til heller at holde sig stille under det dybeste af Vintren, og dette Raad, der ogsaa mest syntes at stemme med Kongens egen Tilbøjelighed, blev fulgt, faa bekosteligt det end var at sidde hele Julen over med al den Mængde Folk. Dette fik Kongen saa meget mere at fele, som han til Bestridelse af den sædvanlige Julebevertning og Sold til de haandgangne Mænd forgjæves havde sendt Bud efter Landskyld og Leding fra Viken, hvor der formedelst Krigsurolighederne intet var at faa. Han saa sig derfor endog, da Nytaarsdagen kom, nødt til at lade sine Sølvkar og Sølvdiske hugge i Stykker, for dermed at betale Hirdmændene, som kun paa den Maade fik, hvad de skulde have. Strax før Juul havde han den Sorg at Nikolas Paalssøn blev heftig syg og døde; han var vel den yngste af Lendermændene, men man ventede sig noget særdeles stort af ham, og han havde allerede, som vi have seet, været benyttet i vigtige Erender. Hans Fader, Paal Vaagaskalm, overlevede
