haanligt: „Tak skal du have for disse Ord, det er ligesaa godt som om du indbød os til at drikke Mjød; tager kun fat paa Skrinet og ladre os faa det ud“! Hans Folk gave sig strax ifærd med det, men det stod fast: da sprang Peter selv op paa Alteret, stemmede Knæerne imod, og fik det rygget; siden blev det uden Vanskelighed bragt ud. Ligeledes tog man St. Olafs Øxe og Spyd, saavel som et Kors, hvori et Stykke af lignum domini, eller Christi sande Kors, enten det som Kong Sigurd Jorsalafare for 128 Aar tilbage havde bragt til Norge, eller et andet, der i Aaret 1234 kom til Nidaros[1]. Ved alt dette vare Peter og Arnfinn Thjovssøn de virksomste; de fleste øvrige følte sig dog noget beklemte om Hjertet ved denne frække Krænkelse af Kirkens og Relikviernes Hellighed. Da man kom forbi Kongsgaarden med Relikvierne, sluttede Hertugen sig til Toget, ledsaget af hele sin Hird, alle væbnede, og saaledes begav man sig ned til Øren, hvor Thinget holdtes. Aamunde Remba, Lagmanden fra Raumarike, der havde indfundet sig for, efter hvad det lader, at gjøre Tjeneste som juridisk Konsulent, og bringe det Ræsonnement til Torvs, hvormed han ej torde rykke frem paa Rigsmødet i Bergen 1223[2], stod op, hilsede Hertugen og Hirden, og aabnede Forhandlingerne med en lang Tale, hvori han opregnede Hertugens Æt lige til St. Olaf, og fegte at vise, at han stod i den anden (eller rettere tredie) Arv efter Inge, som hans Broder[3], medens Haakon kun stod i den ilte som hans Syskendebarns Søn. Efter Aamunde talte dernæst først Arnfinn Thjosvsøn, siden Erling Ljodhorn, og gjentoge de samme Beviisgrunde. Men, heder det i Sagaen, paa Hertugen selv nær var der kun faa, som fandt at de havde Ret. Der var nemlig ved deres hele Beviisførelse dette at merke, at det i og for sig selv var urigtigt at regne Arveretten fra Inge, den sidst afdøde Konge, da han, som det tidligere er omhandlet, kun ophøjedes paa Tronen under den fejlagtige Forudsætning at der ingen mandlig Arving fandtes af Kongestammen; da det viste sig, at Haakon Sverressøn dog havde efterladt en Søn, var denne selvskreven til Arven, og Inges Værdighed kunde blot blive personlig, ikke arvelig. Siden stod Hertugen selv op, og talte om hvor megen Spot og
- ↑ I Annalerne for 1234 staar: „det hellige Kors kom til Nidaros Dagen før Olafsvake.“ Dette synes saaledes at skulle være et andet end det, som (se ovenfor II. S. 769) efter Vendernes Angreb paa Kongehelle sendtes til Nidaros, og var der, da Ágrip blev skrevet. Imidlertid er det dog nok muligt, at det kunde være det samme.
- ↑ Se ovenfor S. 658,659.
- ↑ Saavel Frosta- som Gulathingslovens Arvebolk nævner Sønnesøn i 2den, Broder i 3die Klasse. Naar Sagaforfatteren regner Broder til anden Klasse, er det enten reentud Skrivfejl, eller han tænker sig Sønnesøn som hørende til en Underafdeling af første. Ellers stod Skule med Hensyn til Inge ej engang i tredie, men i femte, efter Gulathingsloven sjette Arv, thi dertil hører „sammødre Broder“, medens det er „samfedre Broder“ som hører til det tredie.
